En normal aften? // Skye

Tid: 01:00
Sted: Xarzith Midt byen
Omgivelser: Få mennesker, men mange af dem er for fulde til at opdage noget overhoved.
Vejr: Fuldmånen står højt på himlen med nogle få skyer ind foran den. Ellers er det en smule koldt, men man ikke koldt nok til, at man ikke behøver have jakke på.

Det brune hår var sat op i en kunstfærdig frisure med ægte blomster indsat i dem. Blomsterne havde hun plukket denne morgen, og så havde hun givet dem noget spray, så de opretholdte det naturlige look. Kjolen matchede blomsterne og frisuren meget godt, og make-uppen havde givet hende den effekt, at hun havde drukket hele aften på andre mænds regning, hvor hun samtidig havde givet det meste til hendes veninder. Det havde været en hyggelig nok aften, men hun havde kun været i byen for at være sammen med hendes veninder og ikke for at drikke sig fuld og score, selvom der dog havde været en fyr, som hun havde synes var pæn nok. Han havde nu også været så heldig at få hendes nummer, så hun regnede med, at han ville ringe til hende senere. Sommerfuglene baskede en smule rundt i hendes mave over det, men hun ønskede mest af alt, at de bare ville gå væk. Hun skulle ikke vinde sig til en bestemt fyr, det var alt for tidligt.
Gaderne rundt omkring hende var mørklagte langt det meste af tiden, og kun på få tidspunkter var der gadelys, hvor hun blev oplyst. Midtbyen havde altid været et sted, man nemt kunne fare vild, hvis man ikke holdt øje, hvor man var henne, men hun havde gået her så tit, at hun vidste, hvor det var, hun skulle dreje. Et par fulde mennesker stod og lænede sig oppe af muren, mens den ene kastede op. Helt vildt, som nogle mennesker er. Et kort suk røg over hendes læber. Hun mindedes ikke en eneste gang, hvor hun havde kastet op på grund af alkohol. Når hun drak, blev hun kun så fuld, at hun havde det sjovt, men hun havde altid kontrol over, hvad hun gjorde. Hun ville ende med at flippe ud dagen efter, hvis hun blev helt fuld engang. Det passede simpelthen ikke til hende at drikke sig fuld. Så ville hun jo ikke være perfekt længere. Hendes blik gled op og ned ad sig selv. Men heldigvis var hun perfekt nu. Eller det følte hun i hvert fald, at hun var.

Natten var lettere lun, og fugtig, da det store rov dyr slentrede lydløst af sted på sine trædepuder, igennem midtbyen. Den var godt og grundig skjult blandt de mange skygger, hvor dens mandel farvede gule øjne var det eneste der lyste op, som et uhyggeligt skue til det der skete omkring den. Det hele var nu en meget sjov historie i hans hoved, og han kunne et eller andet sted ikke lade være med at tænke på ulven og de tre små grise. Det var vel heller ikke så tosset at tænke på dette, moralske eventyr. Han brummede ganske kort, en kort rungende lyd som startede helt nede i hans mave og som derefter udsendte en lyd igennem hans lukkede mund, og sendte viberationer rundt omkring inden i den. Derefter adskilte de to munddele sig, og den øverste del vendte opad, mens den anden vendte ned af i et langt gab, hvor en let pivende lyd langsomt slap ud.
Det store dyr luntede videre af sted, med en sulten mave i mens det store væsen overvejede hvad det skulle have til aftensmad. Denne forvandling holdte i omkring 3-4 dage, afhængig af hvor tæt på månen var, nogle gange kunne det vare i en hel uge. Men alting til sin tid. Det forvoksede rovdyr, skød brystkassen frem, satte sig ned på bagbenene, hvorefter den rakte overkroppen op imod himlen, og snusede ganske kort rundt omkring sig, for at kunne få indsamlet så mange lufte som muligt. Det der drog ham af sted imod den indre by i Xarzith. Han var så godt som død hvis han blev opdaget af ét, af de mange menneskelige soldater. Eller bare en mand der manglede mad på bordet, ved at opdage ham. Heldigvis var der ingen som genkendte ham i hans ulve skikkelse. Hvilket vel i sidste ende var et stort plus.
En duft af mørt lam, gled hen for hans næse, ganske vidst var han ikke meget for at æde andre dyr, men han nød i hvert fald når kødet var mørt, og nærmest smeltede på tungen. Men det var jo ikke altid at man var lige heldig. Et kort suk gled ud igennem hans mund, efter fuldt af en kort piven, da sulten snart tog overhånd.

Enkelte steder kom en kraftig duft af mad, hvilket fik hende til at tænke på hjemmet i Taul, og hvordan hun egentlig savnede at være hjemme ved det fantastiske landskab, som Taul var kendt for. Mange gange havde hun malet fiskerne, men det var begyndt at blive lidt kedeligt eftersom det var de samme personer, der var i byen. På hjørnet stod en enkelt mand. Hans krop svajede i vinden og et enkelt hik kom op fra ham. De halvt livløse øjne fandt Amaranth, først hendes krop og derefter hendes hoved, og et smil, som ingen ønsker at se, ramte hans læber. Den brunhårede pige, som havde fået den tydelig fulde mands opmærksomhed, drejede hen imod det modsatte hjørne og fik hælene til at klikke lidt hurtigere.
Den nye gade var ikke lysere end den gamle hun havde gået på, faktisk virkede den mørkere end den gamle gade. En enkelt skygge bevægede sig længere foran hende, men hun kunne ikke se, hvad eller hvem det var. Det eneste hun interesserede sig for var, hvor hurtigt manden, som fulgte efter hende, gik. Tempoet på hende selv var nøje tilpasset til at være en smule hurtigere end mandens, så han ikke ville indhente hende.
Kulden strøg sig blidt rundt omkring hende og fik hende til at ønske, at hun bare var på hotellet fremfor herude. Hendes øjne lukkede sig kort i, men da hun åbnede dem igen, syntes hun at se noget ude længere fremme. Bare en skygge, som ikke virkede helt menneskelig, men alligevel kunne hun ikke bestemme sig for, hvilket dyr det skulle være. Tanker omkring alle de forskellige dyr løb igennem hendes hoved, men hun kunne virkelig ikke få den skygge til at passe ind til nogen af dem. Måske var det også bare noget, hun havde set, som ikke var sandt.
Et højlydt hik lød bagved hende fra manden, hvilket bare fik hende til at gå endnu hurtigere. Godt nok ville han ikke kunne gøre hende noget, men hun gad bare ikke røre ham, det virkede ulækkert. Hun gøs over tanken.

Det var næsten en for stille aften, til at han kunne holde det ud. Det virkede nærmest uudholdeligt. Der skulle ske noget, noget der involverede ham. Og kun ham! Med et offer indblandet selvfølgelig. En, rumlen kom til endnu engang, da hans sult var ved at indtage den store ulv. Der måtte gøres noget men hvad?
I alt hast og desperat brug for føde kiggede den omkring sig, og fik øje på en nysgerrig ung dame, hun syntes at have fundet ud af at noget var til stede som ikke passede ind? Hvad skulle han dog gøre ved det? En svag knurren bredte sig i munden på ham, med nogle blottede tænder, imens de skinnende mandelfarvede gule øjne begloede barnet, ventede på det rigtige øjeblik.
Dyret kiggede længe og urokkeligt ind i pigens øjne, forventede hun ville undvige disse øjne af natten. Snuden blev kort slikket rundt om alt imens den faretruende knurren steg til en form for hymne. Dyret trådte et skridt længere frem, og ventede på at pigen måske skulle sætte i løb, det kunne aldrig udregnes hvad en af disse gjorde. Selv i oprejst stilling ville dyret være dobbelt så højt som pigen selv. Og det virkede som om det var på højde med denne skabning i hans fire poters stilling.
En gurglende lyd kom nu, den virkede nærmest mekanisk og umenneskelig, som om intet dyr eller levende væsen kunne fremskaffe en sådan lyd. Endnu et skridt. Dyrets snude kom svagt til syne i det blege lysskær fra en pære der var halvt svundet ind til intetheden. Forventede hun at den rendte rundt og dansede? Som en fire armet abe? Han brummede inden han satte i spring udefter denne, og blottede de sylespidse skarpe tænder, imens han sprang imod hende, og håbede for intet hun ville undvige, han gad ikke til en eller anden besværlig jagt, han sulten, og kunne fortære alt hvad han end ville, om det så kostede det halve af hans liv. Han hadede simpelthen denne gnavene sult der konstant rullede rundt og pressede til alle sider i hans mave. Det var som at have et karneval der inde, som ikke kunne finde ud af at danse ordentligt. En upræcis massakrerede som aldrig ville ende. Gid helvede havde denne sult og tørst efter blod, og kød.
Et hæs hyl gled ud igennem hans læber, det var kort men højt nok, han langede ud efter hende med sine store poter, imens munden snappede ud efter huden og prøvede at få fat så han kunne flænse skindet af hende og komme ind til kødet.

Silhuetten længere fremme bevægede sig igen, men denne gang kunne hun se øjne næsten springe frem for mørket. Hårene på hendes krop rejste sig og kunne næsten mærke det fare, hun ikke selv følte, fra væsnet foran hende. Hendes skridt stoppede op, da hun så dette væsen, dette uhyre store og brutale dyr træde ud af skyggerne, som næsten omgav det. Hun trådte et enkelt skridt over skrækken for at se dette høje dyr, og hendes mund stod åben. Varulv! Det var første gang, hun kunne se, at det var en varulv, men nu stod det også tydeligt for hende. Minder fra et gammelt møde med en varulv fløj igennem hende, men hun rystede dem fra sig, da hun ikke skulle gøre det hele værre end det var i forvejen.
Den fulde mand bagved hende var fortsat med at gå hen imod hende, men hun kunne høre, at han nu også var stoppet. Grunden til, at han stoppede vidste hun ikke, men hun gik ud fra, at det var af samme grund, som hende selv.
Hun havde lyst til at høre sine egne hæle klikke ned i jorden, så hurtigt de kunne, men hun kunne ikke engang bevæge sin arme eller ben. Sidste frontale møde, hun havde haft med en varulv havde hun været tæt på døden, og hun vidste, at hvis hun ikke håndterede dette møde ordenligt, så ville dette ende på samme måde. Derfor havde hun gevaldigt brug for, at hun kunne bevæge sig. Hendes hjerte sprang et slag over, da hun så, hvordan det spidse tænder sprang hen imod hende, hvordan hele den store krop, som var over dobbelt så stor som hende, hurtigt og sikkert sprang ud efter dets bytte. Kort lukkede hun sine øjne, dette tog ikke mere en et millisekund, men det var nok for hende, at samle sig. Hendes arme begyndte at live op sammen med hendes ben, og hun følte, hvordan hendes krop hurtigt og sikkert trak to skridt til siden. Alt dette havde nok kun taget 1 sekund, men hun følte det som 10 minutter, da hun så, hvordan ulven glubsk ramte det sted, som hun lige havde stået. Hendes ben førte hende nogle skridt længere tilbage ind imod væggen, før hun mærkede, hvordan lidt kolde og fugtige væg ramte hendes ryg, og det gik op for hende, at det ikke var godt, at stå op ad en ryg, når dette monster stod foran hende.

Kvinden var atter fanget af en mur bag hende, og her var hans chance, bæstet rejste sig op på forpoterne og udgjorde hele de 350 centimeter som den var gjort af, og udstødte et sejres hyl, hvor med det store bæst lænede sig frem, og tog sit til løb hen imod kvinden, som nu skulle afvente sin dødsdom. Hvis dette store handyr altså fik sin mulighed for dette.
Han var sulten, og hun var nu hans bytte, sådan var loven, i hans verden godt nok. Der var ikke andet for end at følge den rutine han havde, andet ville være den visse død. Med mindre man nok lagde sig ned og spillede død, selvom der skulle meget til at narre ham, trods hans ikke primitive dyre hjerne der knap var så veludviklet som resten af dyreriget, når det kom til menneskerne. En hæs raspen kom ud igennem hans mund, som om han var ved at danne fråde derinde. Hvilket dog ikke var tilfældet. Et højt klang lød fra dens skarpe negle da de kradsede sig op langs murens sten og beton. Som nu også gjorde det hjemmeligt for de beboende der inde bag denne væg af en mur. Den primitive skabning kiggede efter sit offer som sikkert havde dukket sig eller noget i den dur. Ellers ville han bestemt have måltiden serveret førend han vidste af det. Hurtigt lod han de skarpe negle lave en fem lange flænger i muren, da det langede ud efter sit bytte. Og håbede at det nu havde skåret denne, midt over i to lige store dele, som det så kunne æde en god lunds af. Men tænk hvis dette ikke var tilfældet, tænk hvis han i virkeligheden var så uheldig lige præcis denne aften, netop fordi at denne kvinde var et snedigt rad, der havde undsluppet hans dødsens kløer.

Den hæse raspen, der kom ud af mosterets mund hjalp ikke ligefrem kvinden med at holde koncentrationen og bevare hoved koldt. Næsten som et lyn havde hun lyst til at sætte sig ned i et hjørne og tude, men hun havde lært sig selv, at dette langt fra var det mest perfekte, man kunne gøre. I stedet valgte hun at holde hovedet højt. Hun rettede sin ryg, selvom den kolde mur gjorde hende opmærksom på omgivelserne, og hun så monsterets farlige pote suse hen mod hende. Med to enkelte skridt bøjede hun sig ned, mens hun med sine altid elegante bevægelser fik drejet sig rundt om monsteret lige før det nåede at ramme hende. Med hendes i forvejen lidt rystede krop så hun, mens hun langsomt gik væk fra det. Tænk. Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde en udvej fra dette. Hun vidste godt, at hun hurtigst muligt skulle finde på noget, for de få sekunder, der allerede var gået, havde nok sørget for at varulven havde fundet ud af, at hun havde undsluppet dens pote. Hun vendte sig om og skulle til at løbe væk fra ulvens hungrende blik, før hun fik øje på den fulde mand, der havde fulgt efter hende. Hvis bare hun kunne komme om bag den mand, som stod paralyseret til jorden med et skrækslagent blik. Hellere ham end hende i hvert fald. De høje hæle begyndte at klikke under hendes fødder, mens hun nærmede sig manden. Det virkede som år bare at komme et skridt tættere på ham. Den kolde brise, som tog fat i hendes tøj hjalp heller ikke synderligt for den følelse.

Den sydende og knitrende lyd af klæder, der flænsede noget hårdt, som var i en blanding af sten, metal, og jord udgjorde fire lange flænger, i to mursten. Følelsen af det bløde saftige kød som blev sprættet op, kom aldrig, kun noget modstand fra boligbygningens opsætning.
Han kiggede kort ned på de fire flænger i muren inden han drejede om og kom med sin hæse raspende lyd, i en snerrende og knurrende advarelse omkring at hun satte hans pis i kog. For at det skulle siges mildt, så var Skye vant til at hans ofre gik i chok så han kunne dræbe dem, uden nogen form for besvær.
Bæstet kiggede efter hende imens hun tog nogle svage skridt tilbage, for at lægge lidt afstand imellem dem. Han havde ikke selv opdaget hendes tanke, omkring at lægge den fulde gamle mand, imellem dem, han var alt for fokuseret på at dræbe hende hurtigst muligt så han kunne få noget føde, og slippe af med hendes irriterende undvigende bevægelser. Hvis bare han kunne få en klo indført, bare kunne få lov til at gøre en eller anden form for skade på hende, så ville det næsten være det hele værd. Netop fordi hans lig ville være på hende, og han ville få mulighed for at finde hende igen, i tilfælde af at han ville være så heldig. Men det virkede mildest talt ikke som om at han ville få den form for mulighed, når hun hele tiden undgik hans kløer og bid. Hvorfor kunne hun ikke bare lægge sig ned og dø? Var det virkelig så meget at bede om?
Han sprang ud efter hende i sine tre meter høje skikkelse, ja det virkede underligt at ingen havde opdaget ham på vej ind i byen, men han havde også holdt sig til skyggerne, han vidste at han var mest sikret der end som så mange andre steder.

Adrenalinen dunkede rundt i blodet og var blandet med en sejrsfølelse af, at hun havde undgået uhyrets første dødelige angreb. Stadig - selvom hun følte sig langt væk fra det nu - kunne hun mærke kløerne tæt på sig, og hun følte næsten som om, hun kunne mærke, hvad der ville være sket, hvis hendes manøvre ikke havde lykkedes, og hun var havnet under uhyret. Så ville hun være død nu. Det var stensikkert. Manden var tæt på og alligevel så langt væk. Hendes åndedræt var hurtigt, da hendes hæle klikkede med et konstant tempo. To skridt mere og så kunne hun røre manden.
De brune øjne, som tilhørte den fulde mand, så skræmte ud, og han ville nok være løbet, hvis ikke det var for alkohollen i hans blod. En sitrende fornemmelse gik igennem manden, da den brunhårede kvinde lagde sin hånd på ham og overførte sin energi og sine tanker ind til ham. Nogle ufrivillige og dog alligevel så frivillige skridt førte ham hen imod det store uhyre og ind foran kvinden, som slap taget i ham med det samme igen. Beskyttende strakte han armene ud til hver side og bød uhyret velkomment hen til ham og væk fra kvinden, som nu lå på jorden bag ham.
Hun havde grebet fat i den fulde mand, og før hun havde nået at tanke over det, så var den sitrende varme fra hånden blevet overført til ham og gerningen var gjort. Hun havde måske lige sørget for, at en person var død. Tanken havde fået hende til at falde, og hun lå på jorden på ansigtet ned imod de kolde brosten. Tårer pressede sig på uden hun kunne sige den præcise grund. Hun vidste, at hun ikke kunne blive liggende på jorden, bange for, at det store uhyre skulle angribe hvert øjeblik det skulle være, men alligevel trængte hun til at få pusten, mens tavse tårer løb ned ad hendes kinder og landede på brostenene under hende.