I am a bit lost... (Silvera)

Hun rejste sig op og gik ud på verandaen et lille stykke tid efter han var gået, så hun var sikker på at han ikke stadig stod der ude.

Hun gik hen til kanten og kiggede ned på ham. Bogstaveligt.
"Gå til venstre ned af stien ved det store visne bøgetræ, så kommer du ud af skoven".

Hun gik ind igen. Hvis folk ikke kunne klare at hun var som hun var, hvorfor så spilde tid på dem?
Isolation var ikke noget der irriterede hende. Hvorfor så holde fast på folk der ikke var besværet værd?

Hun gik efterfølgende i seng og havde næste glemt alt om Sarosh dagen efter. Hun var igen fuldstændig alene.



//Jeg tror det her er enden på emnet. Sarosh kan tydeligvis ikke klare Silveras defensive personlighed//

''Ja når du jo åbenbart elsker din isolation så meget... Så tror je gogså bare jeg smutter! Men hør mine ord... Hvis du ikke ændre dig bare lidt, møder du nok aldrig nogen som gider bruge tid på dig, som gider lære dig at kende, fordi du hele tiden rakker ned på dem...''

Han sprang bare ned fra verandaen og landede på jorden og smuttede væk fra hende...

//Faktisk er hun ikke defensiv meget af tiden... Hun er faktisk mere offensiv når hun rakker ned på folk og ser sig hævet er ikke noget defensivt... Det ville have været defensivt hvis hun bare var kold og ligeglad... Men hun forsøger jo at hæve sig og se ned på folk, hvilket er aggressivt frem for defensivt...//