I am a bit lost... (Silvera)

Tid: 23:00
Sted: Et eller andet sted i skoven
Omgivelser: Træer, mørke og væsner... Hvilke vides ikke...
Påklædning: En hvid hættetrøje i stof der minder om en lærredssæk, dog mere blød. Et bar bukser af samme type stof bare brune istedet.
Vejr: Ganske normalt vejr

Sarosh kom med stille og rolige skridt gående gennem skoven. Han var sur på sig selv over at han var taget der uid da han nu kunne se at han ikke kunne finde rundt der ude, og det var begyndt at gå ham en smule på. Han var faret vild, og det var ikke det der skulle være sket. Han ville jo bare opleve nogle af de væsner der levede i skoven.

''Halloooo?! Er der nogen herude der kan hjælpe?''

Han sagde det højt og tydeligt. Det var ikke fordi han var bange og hans stemme var dog også meget rolig, fordi han ikke så nogen grund til at han skulle være bange for nogle af de væsner der var tilstede. Gifte skulle hans evne nok tage sig af og det samme med andre skader, og hans fysisk gode krop klarede nok at dræbe væsenet...

''Hvis der er nogen vil du så ikke komme frem? Jeg er en smule faret vild?''

Han var altid meget godtroende indtil det modsatte var blevet bevist, så det var grunden til at han bare råbte på den måde, uden at overveje om der var nogen der kunne finde på at skade ham der ude. Det var jo ikke noget han så nogen grund til.

Påklædning: En simpel mørkeblå kjole uden ærmer.
Sted: I sin træhytte i skoven

Det var en sensommer aften, tæt på midnat.
En tilsyneladende ung elver med sølv farvet hår og en mere sølvgrå hudfarve, der skinnede let i månelyset, sad på den lille veranda der hvilede på en kraftig gren i hendes træhytte, godt og vel 10 meter oppe i et bøgetræ.

Hendes blik var fixeret på en lille glaskugle der svævede mellem hendes håndflader, en slags blåsort tåge flød fra hendes håndflader og ind i glaskuglen, hun var ved at lave et smykke med Sort Magi. Det var dog ikke ond magi som sådan, bare mørkere og mere ukendt end andre former for magi, og den uvidenhed omkring det var hvad der fik folk til at tro det var farligt.

Elverens navn var Silvera, og hun forsøgte netop nu at placere den blåsorte 'tåge' i glaskuglen således, at den ville forme et indviklet, men pænt mønster.
Det var en blanding af snoede linjer og små bobler så at sige.

Et råd hev hende ud af hendes tanker og koncentration, kuglen holdt op med at levitere og faldt ned på verandaen, for derefter at trille hen til kanten og falde ned.
"Hvis der er nogen vil du så ikke komme frem? Jeg er en smule faret vild?"

Hun havde hørt den før, dusørjægere ville komme til et område hvor de vidste hendes hytte var tæt på, de ville forsøge at få hende til at tro de var faret vild. Hun rystede på hovedet, ynkeligt.

Clirk!

Glaskuglen ramte en sten eller noget nede på jorden og splintrerede.
Hun slog sig for panden og rejste sig op, hoppede et par grene ned og stod nu kun to meter over jorden.
Hendes lettere hærdede fødder holdt hende solidt plantet på grenens bark på trods af den lette aftendug.
Et par meter foran hende stod der, hvad der lignede, et menneske. Hendes instinkt fortalte hende dog noget andet. Ingen ved deres fulde fem ville bevæge sig i nærheden af det sted hvor man vidste at "Skyggen" boede. Hun rynkede brynene over hendes egen brug af navnet 'Skyggen', det var nogle af de få dusørjægere der var sluppet fra hende, efter at de havde forsøgt at fange hende, der havde givet hende den titel. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide den, men selv at bruge den var ikke noget hun ofte gjorde.

Den unge mand som hun før havde set stod stadig stille, og med ryggen til hende.
Hun forblev stille og afventede blot hans reaktion. Han kunne umuligt ikke have hørt glaskuglen splintre da den ramte jorden.

Han fangede efter lidt tid lyden af nogen der blev knust, og hans blik blev straks vendt i den retning og så hørte han nogne bevæge sig i træet, og kunne også allerede der svagt se hende trods den svage belysning, fordi han havde et bedre syn end andre væsner og hans andre sanser var dog også meget gode grundet det at han var halv varulv...

''Hey... Kan du ikke være sød lige at hjælpe mig lidt? Jeg er faret vild i den her skov... Du ser den er faktisk ret tæt og man farer nemt vild i den...''

Han gik bare hen imod hende og hendes træ. Han lagde så mærke til hendes hytte efter lidt tid og han smilede bare til hende, og strækkede hans arm op mod hende med en en åben hånd...

''Hej mit navn er Sarosh Vargash... Og du er?''

Han smilede bare veligt til hende, mens han stille sad og kiggede på hende. Han havde ingen ide om hvem eller hvad hun var, udover han tænkte hun var sort elver... Og dog der var noget der ikke passede ind...

Den unge mand vendte sig om kort efter at hun var nået nede på grenen.
Let skægvækst, ikke for kort eller for langt hår, lidt strittende.

Han kunne potentielt have set godt ud og været 'interesserende' havde Silveras følelser ikke været låst inde efter 400 års ensomhed og flugt.
"Hey, kan du ikke være sød lige at hjælpe mig lidt"
Sød!? Hvad snakker barnet om? Dette her måtte være en specielt dum dusørjæger hvis han virkelig troede at kalde hende "sød" og bede om hjælp ville få hende til at sænke parraden.

Sarosh, som var hvad han kaldte sig selv, begyndt at gå hen mod hende.
Hun smilede sødt til ham, gav ham illusionen om at ingenting var galt.
Hun løftede en hånd og låste en lok sølvfarvet hår bag øret hvilket afslørede at hendes øjne havde to forskellige farver. Grøn og Blå. I det samme sendte hun en trykbølge af kraft afsted mod ham, skubbede ham til jorden og lod nogle tynde, men stadig relativt stærke, energi-bånd binde ham fast til jorden.

"Og hvad laver du så her?" Spurgte hun, stadig med et smil om læben og en venlig stemme. Mistroen lyste dog ud af hendes øjne, og enhver person der var bare lidt øvet i at aflæse et ansigtsudtryk ville se at hun ikke havde i sinde hjælpe Sarosh medmindre der var god grund.

Han kiggede bare på hende, og reagerede ikke synderligt på at hun satte ham fast til jorden. Han var ved at være vant til at folk havde den tendens til at gøre alverdens åndsvage ting, som der ikke var nogen grund til at gøre...

''Dræb mig hvis du inden i dig selv kan finde en god grund til det? Har jeg gjort dig noget ondt? Har jeg algt an til så meget som at krumme et hår på dig? Har jeg overhovedet hentydet til at du var ond eller jeg havde nogle problemer med dig?''

Han kiggede på hende, og hen rev bare den ene arm til sig og brød hendes bånd og pejede på hende. Han kiggede op på hende, med et neutralt ansigtis udtryk men når han talte kunne man høre hans venlige og varme stemme...

''Det har jeg vidst allerede så spørgsmålet er vidst nærmere hvad du laver, ved at binde udskyldige folk til jorden uden den store grund!?''

Han rev den anden arm fri og kiggede op på hende. Han gad ikke folk der bare hele tiden skulle være efter ham, ville skade ham uden grund hvis hun kunne komme med en grund til at hun skulle skade ham, var det lidt bedre.

''Så hvad med at du bare lader mig går, istedet for at skade en fremmede og uskyldig mand som blot har bedt dig om hjælp med at finde vej? Hvad med at du gør det inden jeg begynder at reagere som om jeg er i fare og en stor drage kommer tromelende igennem skoven?''

Hun løftede et øjenbryn af hans reaktion.
At han brød hendes bånd var tegn på at han ikke var et menneske. Med hans kropsbygning, som ikke var mere end hvad et lettere trænet menneske ville have, så ville han ikke kunne have brudt de bånd uden styrke fra et stærkere væsen.
Hans følgende udbrud overraskede hende dog. Normalt ville dusørjægere forsøge at angribe hende i det sekund de slap fri af hendes bånd, eller blev opdaget. Ham her var... anderledes?

Hun satte sig ned, med benene hængende i lufte fra grenen og hænderne hvilende på grenen.
"Så du er ikke dusør jæger?" spurgte hun i en neutral stemme og kiggede ham direkte i øjnene "Du er ikke ude efter de 80.000 Aurix der er sat på min tilfangetagelse?" Hun kiggede op mod halv månen "En overraskelse, du er den første i 400 år der ikke vil dræbe mig, eller overhovedet kender til mig ser det ud til."

''Du har en dusør på dig altså? Det vidste jeg ikke noget om, men nej jeg er ikke ude efter den store sum penge. Jeg har hvad jeg har brug for gennem mit arbejde som tømmer så hvorfor skulle jeg jagte folk som jeg alligevel ikke ved om faktisk er onde?''

Han rejste sig bare op, og gik igen hen til hende, og rakte endnu engang hans hådn frem til hende. Han smilede stille til hende. det var egentligt meget rart at opleve en der faktisk tog det tilbage igen... Fordi hvis hun var vant til at blive jagtet var det jo okay hun angreb...

''Men hvem er du? Nu har jeg præsenteret mig selv, så er det vel kun fair overfor mig at du præsenterer dig selv, specielt når du allerede har angrebet mig.''

Han smilede bare venligt til hende... Han havde ingen grund til at gøre som andre ville gøre og angribe hende. Hun havde jo ikke gjort ham ondt, så hvad skulle hans grund være til at angribe?

''Men hvad er det du har en dusør på for?''

"Mit navn er Silvera, og ja, jeg har en dusør på mig. Nogle folk kalder mig 'Skyggen', spørg mig ikke hvorfor" Hun hoppede ned på jorden og samlede de 3 dele som glaskuglen var splintret i op, hvorefter hun hurtigt klatrede op på grenen igen og tog hans hånd og trak ham op.

Hun fik de tre dele af glas kuglen til at levitere hvorpå hun anbragte sine hænder på hver sin side af dem, håndfladerne vend mod hinanden. Et sort lyn løb fra hver af hendes håndflader til de tre stykker, og langsomt begyndte de at drage tættere op hinanden, og til sidst samle sig helt. Ingen revner eller noget.

Lynet ændrede sig til den svage tåge som det havde været mens hun stadig sad oppe på sin veranda, 8 meter højere oppe.
'Tågen' sivede langsomt ind i glaskuglen og fyldte den til den til sidst dannede et mønster af det populære "Ying og Yang"

"Det her" sagde hun og rakte Sarosh kuglen, som ikke var større end at man kunne knytte hånden om den. "Det her, er en af grundene til at jeg har en dusør på mit hoved"
Hun satte sine hænder på hver sin side af sig hvorefter hun drejede hovedet og kiggede på ham, afventede hans reaktion.

''Silvera... Det er smuk og det passer ihvertfald til dig, med din smukke hud og hår.''

Han fulgte selv bare stille og roligt efter hende op i træet han havde jo ikke nogen grund til at lade være med at følge hende. han var jo faret vild, så hvorfor ikke bare være sammen med den eneste person der faktisk lod til at være ude i skoven også. Han smilede stille til hende, og rykkede en smule på sig. Han tog stille imod kuglen da hun havde samlet den.

''Fordi du kan samle en glaskugle og lave mønstre i den? Så skal jeg vel det samme for at kunne sømme to stykker træ sammen og snitte mønstre i det?''

Han grinede stille over det. Da det jo ikke gav mening på nogen måde overhovedet. Det var jo ådsvagt at gøre det. Han måtte altså sige at det måtte være vildt utroligt nedern at opleve dette hun gik igennem... Men hvorfor ikke fake sin egen død?

''Hvad er det præcis der gør at du er blevet jagtet sådan?''

Hun lod komplimenterne være. Selvfølgelig var hun glad for at blive kaldt køn, det ville enhver kvinde blive, men hendes fortid taget i betragtning så var hun ikke en af dem der lagde meget vægt på det. Hun sørgede for at holde sin krop i nogenlunde form. Hun ville i hvert fald holde sig slank.

Hun lagde mærke til at han rykkede lidt (uroligt?) på sig og grinede let da han inspicerede kuglen. For ham var det blot en glaskugle med et pænt mønster. For hende var det et minde om en person hun helst ville glemme.
Han forstod ingenting, men hvordan skulle han også kunne vide hvad det var hun var gået igennem?

Hun sukkede let og bøjede hovedet "Du forstår ikke. Det du sidder og holder i hånden er ikke bare håndværk eller et lille trick. Det er sort magi. Forbudt magi. Om dog kun en minimal del af det. At jeg kan lave smykker på den der måde er kun en lille niche af hvad jeg er i stand til" Hun stoppede og kiggede igen mod ham, hendes blå øje dækket af hår så kun det grønne var synligt "Hvad jeg gjorde før mod dig er det samme, Sort Magi. Jeg kan forme det og bruge det på en næsten hvilken som helst måde jeg vil jeg kan endda d.." hun stoppede midt i sætningen, overvejede om hun skulle fortælle ham den mørkeste hemmelighed som gemte sig i Sort Magi.
Indtil videre havde han vist sig at være, måske ikke troværdig, men i hvert fald fredelig, så hvorfor ikke?
"Hvis jeg vil kan jeg, gennem blot det mindste sår, slå en person ihjel. Det behøves ikke at være mere end et lille snit med en kniv." Hun hærdede sit blik og tvang ham til at møde kigge hende i øjnene "Men tro ikke at bare fordi jeg ved hvordan man gør det, at jeg vil gøre det. Den del af 'Sort Magi' er hvad der er ondt. At man tømmer et levende væsen for energi for at forstærke sig selv, til at de til sidst dør, er den del som jeg nægter at bruge. At tage et andet liv blot fordi man er magtsyg er ondt. Folk tror at bare fordi jeg ved hvordan man gør, og bruger 'Sorte Kunster' som de så fint kalder, så er jeg ond og fortjener at blive fanget og henrettet" Silvera rystede let på hovedet, og det sølvfarvede hår flagrede let i måneskinnet. "Man skal aldrig dømme en bog på omslaget"

''Magi er vel også lige så meget et håndværk og en kunstart som det er at bygge ting og lave malereier? Jeg vil ihvertfald påstå at hvis du kun ser din magi som et redskab og et våben vil du aldrig kunne opnå den fulde potentiale bag det... Man skal føle sig fri vil jeg tro...''

Han smilede stille til ehnde og lyttede med på hvad det var hun fortalte ham omkring hendes magi, og han var egentligt ligeglad omkring det med at kunne suge energi ud af et væsen, mest fordi hans evne ville hele såret inden hun var færdig...

''Held og lykke siger jeg dig bare... Hvis du altså ville prøve at gøre det mod mig...''

Han grinede bare af hende, mens han kiggede sig omkring og kom i tanke om at han havde en kniv på sig, han tog den frem og skar sig over armen og man kunne bare se hvordan såret lukkede sig i lige bag ved æggen...

''Jeg er ikke nem at skade ser du...''

Han smilede stille da hun sagde det med at man ikke skulle dømme en bog på si tomslag...

''Så jeg skal ikke bedømme dig til at være en smuk elver, med faktisk en venlig og åben holdning, som desværre bare er blevet misforstået?''

Han grinede lidt og tænkte så på det han havde snakket om tidligere altså snakket med sig selv om...

''Kan du også ændre farver på det?''

Han kiggede stille på hende...

Hun kiggede mens det snit han havde lavet i hans arm lukkede sig i løbet af nogle få sekunder.
"Jeg kunne have slået dig ihjel to gange på den tid" sagde hun tørt og kiggede væk. "Det er ikke ligesom at suge vand gennem et rør det er mere... Forestil dig at du tager fat om selve sneglen, inde i dens hus, og rykker den ud i en brutal bevægelse. Det tager meget kort tid og selv om dit sår lukker sig, vil jeg stadig kunne dræne så længe det er åbent." hun kiggede mod han igen "Medmindre det lukker sig selv fuldstændig på mindre end et sekund, vil du ikke være i sikkerhed"

Hans følgende kompliment, eller dårligt skjule kompliment, fik hende til at skære en let grimasse. Det var uvant for hende at folk snakkede til hende i en venlig tone, og så det at de kommentere hendes udseende i en positiv maner. Der var noget hun skulle vænne sig til hvad angik den her... hvad var han egentlig? Hun lod spørgsmålet forblive et tænkt et og vendte i stedet tilbage til den fysiske verden hvor Sarosh stillede endnu et spørgsmål.
"Kan du også ændre farve på det?"

Hun vendte hovedet, lige hurtigt nok til at hendes hår flavrede let, hvorefter hendes blik blev spørgende "Ændre farve på hvad? Og hvad mente du med 'Misforstået' ? Du kender kun halvdelen af hvad der er sket"

''Det kunne du nok, men et jeg trak det langsomt... tondet var et meget langt sår... Og tre jeg følte mig ikke i fare for noget... Så nej hvis du virkelig ville dræbe mig, ville du stå med et problem... hvis du skar mig med en kniv og jeg følte mig i fare ville mine sår lukke sig stort set med det samme... Og hvordan med din krop... Kan den håndtere uanede mængder af denne energi? Altså hvis du får for meget ind kan du vel tage skade af det?''

Han kiggede stille på hende... Han var ligeglad med om hun virkede tør og hele tiden ville virke overlegen omkring hvad hun kunne... Han kunne ikke lade være med at grine af hende sådan som hun opførte sig...

''Silvera... lær at slappe af, alting handler ikke om altid at skulle være overlegen... Det er klart at ingen bryder sig om at være sammen med dig når du er sådan... Når du altid vil være overlegen... Det er ikke sært at folk omkring dig vil dræbe dig... Du udfordrer dem indirekte ved din væremåde...''

Han grinede bare igen af hende...

''Jeg mener om du kan ændre farven på din magi... Dus iger du kan skabe alt... Så jeg spørger om du kan ændre farven på det?''

han grinede igen... Hun ville igen være overlegen og have ret...

''Og hvad så? Ud fra hvad du har fortalt er du misforstået... og som jeg siger tag at slap en smule af...''

"Jeg ved det ikke" sagde hun "Jeg har brugt det en gang for at rede mit eget liv, ellers har jeg aldrig brugt det. At tage et andet væsens liv blot ens egen egoisme er forkert, det er ikke noget jeg ville gøre medmindre mit liv var i fare igen"

Han blev ved med at snakke, sagde hun skulle slappe af, sagde hun skulle lade være med at være overlegen, at hun ville være overlegen.
Hun rejste sig op og begyndte at gå hen mod stammen af træet igen
"-Det er ikke sært at folk omkring dig vil dræbe dig, du udfordrer dem indirekte ved din væremåde"

That's it

Silvera vendte sig om, raseri brændte i hendes øjne, luften omkring hende vibrerede og flere af de nærliggende træer knirkede faretruende.

"Overlegen!?" Hvislede hun rasende "Hvad ved du om mit liv? Hvad ved du overhovedet om livet! Du aner ikke hvad du snakker om. Tror du virkelig jeg vil jagtes? Tror du virkelig jeg gerne vil kæmpe?" en græn på et nærliggende træ holdt fuldstændig op med at eksistere, Silveras konstante kraft udbrud fik blade og grene til at gå op i en blåsort røg
"I fire århundreder har jeg været på flugt, jeg har været alene, jagtet og blevet set på som et dyr. Jeg har 200 liv på samvittigheden, deres døde skrig holder mine natte optagede, hvert eneste af dem taget for at jeg kunne holde mig selv i live!" Med en kraft anstrengelse fik hun sig selv under kontrol og ikke flere træer eller lignende var i fare "Du ved ingenting Sarosh Vargash. Jeg kan ikke slappe af hvis jeg vil overleve"

Hun tav et øjeblik hvorefter hun kiggede ham i øjnene "Jeg har et spørgsmål til dig. Hvordan ville du have det hvis dine egne forældre ville slå dig ihjel, fik de chancen?"

''JA din måde at opføre dig på... hver gang jeg siger noget skal du lige komme med en kommentar om at du faktisk er bedre og kan dræbe mig...''

Han kiggede på hende meget fattet og roligt, indtil hendes spørgmsål kom... Hvad han vidste om livet... han vidste mere end folk på hans egen alder, ja endda mere end mange folk der var mange gang ældre end ham... Han gik bare helt hen til hende, upåvirket og ligeglad med hendes evne... Jo den kostede ham lidt energi, men han havde nok...

''Vil du vide hvad jeg ved om livet?! Vil du vide hvordan det er at leve med en krop der er igang med at slå sig selv ihjel? Hvordan det er ikke at kende sine forældre ikke kende din egen historie fra før du blev ti år? At vide at dine blandede gener kæmper en kamp om at dræbe de andre, og derved dræbe mig?!''

Han stirrede hende bare direkte i øjnene. Han var en smule ligeglad med det der skete... Og at hun var så sur på ham... Han havde sagt hun skulle tænke over det nu...

''Og har jeg sagt jeg tror du ønsker det her? Har jeg sagt du kan lide at blive jagtet? Nej! Jeg sagde bare at fordi du ikke slapper af når du er sammen med andre, at du vil være dem overlegen og skal proklamere hvor mægtig din magi er... Så skaber du selv fjender...''

''Og du forstår intet! Du kan ikke leve hvis du ikke slapper af! Dit liv er uden formål hvis det bare er at overleve, og du ser alle andre som dine fjender!''

''Nej fordi de eksisterer ikke...''

Han snakkede om hans forældre...

"I så fald kender du ikke min smerte" sagde hun stille "Du har måske en krop der ønsker at slå dig ihjel, selvom jeg ikke har det så er der overflod af andre der vil. Jeg proklamere ikke hvor magtfuld jeg er, jeg påpeger blot hvor ondt det kan være og hvad det er i stand til." hun tav et øjeblik, kiggede nysgerrigt på ham. Hvorfor blev han ved med at forsøge at få hende til at 'slappe af' som han kaldte det? Forstod han ikke hvorfor hun holdte sig isoleret? Hun kunne ikke stole på folk, hvert øjeblik ville hun forvente en kniv i ryggen af den hun valgte at stole på.

"Hvorfor?" spurgte hun og vendte hovedet for at kigge ligefrem for sig, væk fra Sarosh "Hvorfor er du så forskellig fra de andre? ...Ved du hvorfor jeg opfører mig som jeg gør?" spurgte hun, men ventede ikke på svar. Hvorfor fortalte hun ham i grunden det her? Det var ikke fordi hans opførsel havde fået ham til at virke særlig troværdig "Jeg opfører mig som jeg gør fordi jeg er bange. Som jeg sagde tidligere har jeg levet i flere århundreder, og alle på nær 21 af dem har jeg været på flugt. Jeg er bange for hvad der sker hvis jeg bliver fanget, jeg er bange for at stole på nogen, er bange for at blive stolet på." Hun fangede et faldende blad i hånden i kiggede sørgmodigt på det. Hendes blik passede til hendes stemme "'Hvis jeg stoler på folk, så forråder de mig' - 'hvis folk stoler på mig og kommer tæt på mig er de i fare' er hvad jeg tænker."

I flere minutter derefter sagde hun ikke noget, men kiggede blot op mod den skyfri himmel. Sort, men stadig med et skær af sølv fra månen. Natten var hendes forté, det var på dette tidspunkt hvor hun havde det bedst.
"Angående dit spørgsmål tidligere. Nej, jeg kan ikke ændre farven. Det vil altid være blåsort eller helt sort."

''At du så fortæller om hvor ond den er, giver folk omkring dig en følelse af at du har lyst til at skræmme dem med det... At du kan dræbe dem, og en skræmt person er en farlig person, fordi en skræmt person er som en dyr mor der vil beskytte sit afkom.''

Han kiggede bare stille på hende da han virkelig så dem som det. Han var meget anderledes end så mange andre, og det var derfor han faktisk stolede på hende, og nu hvor hun havde fortalt ham om hende selv, havde han ingen grund til at lade være med at stole på hende.

''Desværre for at du ikke vil have at andre stoler på dig, er det ikke noget du har nogen kontrol over... Det er noget der er folks egen mening og deres egen væremåde og holdninger der bestemmer om de vælger at stole på dig eller lade være...''

Han kiggede stille på hende...

''Men Silvera... Hvis du ikke har nogen at stole på nogen at tro vil hjælpe dig, kan du heller aldrig slappe af, og hvis du ikke kan slappe af vil du altid være nervøs og bange...''

Han lyttede til det med at hun desværre ikke kunne ændre farven af hendes magi, fordi hvis hun en dag lærte det, ville det være helt perfekt da han så ville kunne hjælpe hende med at fake hendes død...

''Det var ærgeligt... Fordi ellers ville du kunne forfalske din død...''

Han smilede ærgeligt til hende, og kiggede bare på hende...

Hun kiggede oprigtigt overrasket på ham. Hendes hår faldt ind over ansigtet og dækkede en mindre halvdel af hendes ansigt.
"Forfalske min død?" hun sukkede indvendigt, hvis blot det var så nemt "Ikke muligt af 2 grunde. Den ene værende Lys Elverne, mit folk, det andet værende kongen. Lys Elverne har scouts, jeg kan ikke være sikker, men jeg har på fornemmelsen af nogle af dem er så stærke at de er i stand til at føle alt liv i hele skoven, dog ikke hvor det er, og dermed ville vide hvis jeg virkelig døde. For det andet ville kongen forlange at min krop blive udleveret så man kunne sikre sig at jeg virkelig var død.
"Selv hvis det kunne lade sig gøre ville mit anderledes udseende trække uønsket opmærksomhed."

Silvera rejste sig op og gik hen til stammen er træet. Hun kiggede op og ledte efter den velkendte gren hun kunne hoppe op og tage fat i.
Hun fandt den, bukkede ned i knæene og hoppede op, tog fat og svag sig op på den.
"Tænkt dig at komme med op, eller vil du hellere sidde der hele natten?" spurgte hun ned til Sarosh hvorefter hun klatrede det sidste stykke op til hytten.
Hvorfor hun inviterede ham med op anede hun ikke. Det var ikke andet end en pludselig indskydelse.

''Dit første problem det kan jeg godt se kan blive svært... Men det med kongen... Det var jo derfor at jeg ville vide om du kunne ændre farven sådan at du kunne lave en klon af dig selv ud af din magi... DU fortalte jo at du kunne skabe alting med det, så jeg tænkte en perfekt klon af dig selv måtte vel også være mulig?''

Han kiggede stille op på hende, da hun begyndte at klatre op af træet, og han kravlede bare efter hende. Han havde intet problem med at følge efter hende og heller ikke noget problem med at følge hende elelr med at stole på hende.

''Ja ja rolig nu... Jeg skal nok holde mig tæt på dig så du ikke bliver ved med at føle dig ensom hele tiden, hvilket jeg kan forestille mig man kommer til at være når man har levet i 400 år uden at snakke rigtigt med folk?''

Han smilede stille til hende, imens han fulgte med hende op af træet, og op til hendes lille hytte...

''Du bor da et meget dejligt sted... Synd at der ikke er flere der gider besøge dig med venlige tanker...''

Igen rystede hun på hovedet. Det var uhyggeligt tydeligt hvor lidt Sarosh vidste om magi.
"Jeg kan lave næsten alt, eller gøre næsten alt. Der er dog begrænsninger. Jeg kan ikke skabe en klon da mine kræfter bare ikke virker på den måde. Generelt kan jeg ikke skabe noget eller sætte noget sammen. Det eneste tilfælde hvor jeg kan er ligesom glaskuglen tidligere. Jeg kan samle små uorganiske ting, eller skille dem ad. Ellers er jeg begrænset til hvad du kan kalde brutal brug eller forsvar. Det er muligt at jeg med træning kan gøre andet, men jeg ved det endnu ikke."

Hun kom til sidst op på verandaen og ventede på at han skulle komme med op. Da han endelig var kommet op gik hun hen mod døren og gik ind.
Der hang glasskulpture rundt omkring på væggene, ikke så store men dog stadig pyntende. En seng og et simpelt ildsted fyldte den ene ende af hytten. Et bord med to stole (Uden nogen egentlig grund til den ekstra stol), samt et lille 'køkken' område.
"Ja... Det er så her jeg bor" sagde hun og kunne have slået sig selv for den idiotiske kommentar.

''Gider du lade være med at ryste på hovedet af mig? Det er respektløst og nedladende at opføre sig på den måde overfor en person der faktisk bare forsøger at hjælpe dig...''

Han kommenterede ikke på de ting hun mere sagde. HAn havde ingen grund til det, da hun jo stadig blev ved med at køre hendes facade med at hun skulle opføre og vise sig som om hun så sig selv som overlegen. Han gad det ikke meget mere og hvis hun blev ved varede det ikke ret længe inden han ville vælge at skride...

''Hyggeligt...''

Han sagde ikke så meget da han var kommet op lige bag hende. Han kiggede lidt rundt, men gik ikke indefor han blev bare stående ude på verandaen...

Han smilede ikke så meget mere som han havde gjort tidligere, da han var ved at være træt af at være venlig og flink mod hende, men kun fik arrogance og nedladenhed tilbage som svar...

"Respektløst, nedladende? Det er også respektløst at begynde at kommentere andre folks liv når man ikke ved hvem de er eller hvad de har været igennem. Ja måske er jeg ikke så bekendt med et socialisere med andre, men hvem vil være det efter 400 års isolation? Jeg ved at jeg ikke er"

Et barn der prøvede at give hende en reprimande, tanken fik hende til at smile. Absurd som det var fandt så hun det underholdend.

Hun gik ud i hvad der skulle være et køkken. Det var dog ikke meget andet end en samling krukker med forskellige urter og andre spiselige ting. Ikke noget kød. Hun levede mest af grønt. Halv vegetar kunne man kalde hende.

Hun kogte noget vand og hældte det i 2 krus med en lille håndfuld teblade i bunden. Hun tog begge krus og gik tilbage mod stuen. Der var kun gløder tilbage i ildstedet, men nok til at afgive lidt varme.
Hun rakte det ene krus til Sarosh hvorefter hun trak en stol hen til ildstedet og satte sig på den. Hun gjorde tegn til at Sarosh skulle gøre det samme.

Hun sad i stilhed et øjeblik, ventede på at 'barnet', som hun havde valgt at kalde ham i sine tanker, havde sat sig til rette.
"Du siger at du vil hjælpe mig? Men hvordan?" spurgte hun i en oprigtig nysgerrig tone.

''Så nu er det respektløst at jeg taler ud fra den smule jeg ved om dig? Alt hvad jeg har sagt til dig har været baseret på hvad du har fortalt og lært mig... At jeg faktisk forsøger at lære dig at kende? At jeg forsøger at forstå dig? Er det nu respektløst?''

Han var tæt på at fnyse af hende specielt da hendes smil virkede endnu engang nedladende og han var ved at være virkelig træt af det... Han blev derfor bare stående neutralt på verandaen...

''Hvis du vil høre om det, så vil jeg forvente at du behandler mig med bare nogenlunde den samme respekt og venlighed som jeg indtil videre har behandlet dig med... Istedet for fortsat at se ned på mig og behandle mig som skidt... Fordi det er respektløst at gøre sådan som tak for den venlighed og tiltro jeg har givet dig indtil videre...''

Hun kiggede stille ind i gløderne og tænkte over hvad hun skulle sige. Hendes fingre trummede let på lerkruset, men hendes blik var ubrudt.
Hun sad blot og lyttede, lyttede til hans endløs reprimande. Barnet så, eller hørte, ikke længere end hendes ord. Hans fokus var på hendes ord, ikke hendes gerninger.
Hun rettede sig op og lænede sig tilbage i stolen. Hun var ærligt talt ved at være lettere træt af hans opførsel.
"Ungdom kommer virkelig med en pris" tænkte hun "Prisen er både evnen til at opfatte hvad der skete omkring en og generel intelligens"

Hun sukkede indvendigt. Skønt som det var med selskab der ikke forsøgte at slå hende ihjel, var dette ene individ virkelig en irritation. Hun valgte dog at give ham endnu en chance.
"Lige siden jeg flygtede for første gang, har jeg aldrig ladt nogen frivilligt ind i mit hjem. Men nu er du her. Om noget vil jeg i hvert fald kalde det tillid."

Han rejste sig op og gik imod døren hendes opførsel og ordvalg havde ikke ændret sig jo hun havde valgt til sidst at vise ham lidt tillid, men stadig havde hun valgt at angribe ham som noget af det allerførste, og derfor var det ikke ret meget tillid hun havde valgt at vise ham... Hun blev ved med at være arrogant i sin væremåde også selvom hun forsøgte ikke at vise det opførte hun sig nedladende og nederdrægtig bare på den måde hun gjorde ting og bevægede sig på.

''Ved du hvad Silvera den eneste handling du har lavet indtil videre der bare er tæt på at være venlig er at lade mig her op... Men det er trodsalt også det mindste man kan forvente når du angribe og binder en uskyldig person til jorden...
Men resten af din opførsel og handlinger viser ikke andet end at du føler du hævet, du opfører dig arrogant og nedladende overfor mig... Som om du tro du er bedre end mig, og hvorfor? Bare fordi du er 400? Du ved jo ikke engang hvor gammel jeg er, så hvad med at du pakker lidt sammen med din forbandede højrøvethed og kommer lidt ned på jorden hvor du hører til med alle os andre dødelige...''

Han gik bare ud mod verandaen... han var virkelig ved at have fået for meget af at hun konstant skulle se ned på ham...