Pictures of a dragon // Sajro

’’Det er det også... Så jeg træner det virkelig meget, altså min mentale viljestyrke, da jeg så håber at jeg en dag vil kunne have styr over hvornår jeg skifter og hvordan jeg opfører mig når jeg skifter... Det ville virkelig være fantastisk... At kunne forvandle sig til en varulv md vinger, og faktisk udnytte dem når man ville...’’

Han så lidt henført i luften han kunne lige forestille sig det, og han vendte først blikket ned da hun spurgte om det med følelser og tanker. Nej tanker kunne de som sådan ikke læse hos hinanden men Fral kunne da tale med hans tanker, og de havde et empatisk bånd vhvilket betød at de havde en god fornemmelse af hvilke følelser og sindstilstand den anden havde.

’’Fral tale mer tankerne, og forstår ord... Og så har vi et emaptisk bånd, hvilket vil sige at vi har en god ide om hvordan den anden har det og andet i den stil. Det er virkelig rart det meste af tiden at have det på den måde.’’

Han lyttede til det hun fortalte om malerier. Hvis hun gerne ville have det kunne han nok gost gå med til at stå model for hende hvis hun hellere ville have det, end at sidde og male det udfra et potræt, og han vidste at Fral også var med da den drage altid elskede opmærksomhed.

’’Hvis du gerne vil have det kan vi sagtens tå model for dig... Fral vil endda gerne... Han elsker opmærksomhed og beunddring...’’

Han grinede lidt og forstod godt at hun ville hente nogle ting, da det nok var en smule dumt at de bar stod der på hotellet og lavede ikke noget som helst. Han smilede stille til hende, og svarede hende så.

’’Skal jeg hjælpe dig med at hente tingene? Eller skal jeg bare tage hjem til mig og begynde på at lave aftensmad?’’
Han smilede stille. Han var egentligt dygtig i køkkenet, det var nok noget der kom af at man levede alene, og han kiggede så på hende, da hun ikke skulle blive overrasket når hun så hvordan, eller rette hvor meget, han spiste.

’’Og lad være med at blive chokeret og mængden af mad jeg laver, og spiser...’’

Han grinede lidt.

Hun nikkede bare stille til hans ord. Det ville være fantastisk. ”Har du set dig selv i varulve form?” Det havde hun faktisk altid undret sig over: Vidste varulve, hvordan de så ud? Man kunne jo ikke huske andet, så det måtte betyde, at de heller ikke vidste, hvordan de så ud. Hun måtte indrømme, at hun ikke følte sig særlig opmærksom på de andre racer, men det var jo ikke det, der havde taget hendes opmærksomhed i alle disse år. Al hendes tid var blevet brugt på billeder.
”Men I skal være sammen for, at det kan lade sig gøre, eller hvad?” Hun lagde hovedet en smule på skrå til venstre side. Håret faldt ned fra højre skuldre og ind over hendes hals, mens håret på venstre skuldre langsomt bevægede sig om på den anden side af skulderen, så spidserne var gemt bag hendes skuldre.
Hun nikkede stille. ”Altså, hvis du vil stå model for mig, så betyder det bare, at du helst skal være rundt omkring mig, da jeg faktisk bare skal se, hvordan du ser ud – ned til mindste detalje. Og se, hvordan dine muskler bevæger sig. Det tager jo også noget tid, så jeg skal enten bo her med dig, eller du kan tage mig med hen til Taul? Men uanset hvad, så skal jeg hjem og hente malergrej også.” Der var faktisk meget, man skulle bruge, og hun havde ikke regnet med, at hun skulle til at male, så hun havde selvfølgelig ikke taget nogen ting med. Hoved blev langsomt rettet op, og det meste af håret på højre skuldre faldt ned i lodret position, men en enkelt tot blev siddende rundt om hendes hals, hvilket gjorde hende lidt mere uperfekt. Hvis hun selv hade opdaget det, så havde hun rettet det hurtigt igen, men dette skete ikke.
”Jeg kan vel selv godt hente tingene, jeg har ikke så meget.” Blikket hvilede på ham, ”Jeg kan også lave aftensmad, som tak for, at jeg må overnatte?” Hun skulle da gøre en lille ting, nu når han lod hende overnatte hjemme hos ham. ”Jeg skal prøve,” hun smilede bare til ham, da hun sikkert tænkte, at han spiste mindre end han egentlig gjorde.

’’Jeg har set et billede der blev taget af mig... Skød kvalitet og alting, da det var et overvågningskamera der filmede det... Så jeg så hvordan min krop ændrede sig og hvordan de to utroligt store vinger brød ud af min ryg... Det så meget smertefuldt ud faktisk...’’

Han grinede lidt. Han var faktisk heldig at han vidste han var varulv og han vidste endda hvordan han så ud det var der jo mange varulve der ikke havde nogen anelse om hvordan det faktisk var de så ud når de forvandlede sig om til deres bæst... Til det dyr der faktisk kunne flænse alt det mødte... Det var virkelig noget af det mest utrolige at et menneske kunne blive så falrigt lige plusdseligt...

’’Altså jo tættere vi er på hinanden jo bedre er effekten... Men på store afstande kan vi stadig fornemme de stærke følelser, som fare foreksempel...’’

Han var faktisk meget glad for at de kunne mærke om den anden var i fare når de sådan var i nærheden af hinanden. Han smilede stille og kiggede på hende, og nikkede bare til at hun skulle være omkring ham, og han var glad for at han ikke skulle stå som sådan en virkelig model på en pedistal...

’’Du er velkommen til at bo hos mig, hvis du gerne vil... Og jeg kan også sagtens tage med hjem til dig, hvis du hellere vil have det... Så det kommer bare an på hvad du helst vil have?’’

Han kiggede lidt på hende, nej hun havde nok ikke meget hvis hun sagtens selv kunne bære det, og han tog sig selv i at mene hun så svag ud. Hun var nok også svag i forhold til ham, men det sagde så heller ikke ret meget at hun eller nogen anden var det...

’’Ok... Men nej jeg vil helst selv lave maden, da du nok slet ikke ville kunne forstå den mængde af mad du ville blive nød til at lave...’’

Han kiggede stille på hende og sukkede... Han kunne lige så godt forklare hvorfor han spiste meget...

’’Jeg har en evne der kan heale næsten alt, gifte, sygdomme, infektioner, vira, små sår, store sår, brækkede lemme, internale sakder... Stort set alt... Men mine gener altså engel og varulve gerne strider mod hinanden så min evne er i brug konstant, og den er drevet af kød og blod... Af mad... Så jeg spiser virkelig meget for at den ikke tærrer på mine muskler...’’

”Det må have været mærkeligt at se.” Hvordan ville det ikke lige være, ikke at ligne sig selv? Hun kunne ikke engang forestille sig, at se sig selv uden hun havde gjort noget ud af sig selv. Kun om morgenen i de 5 minutter det tog hende at komme ud på badeværelset var hun faktisk naturel og så lige de sidste 5 minutter inden hun gik i seng. Og det var slemt nok at se hende den smule anderledes.
Hun nikkede stille til hans ord. Det gav mening, at det blev bedre jo tættere på, man var på hinanden. ”Så han vil altid komme og hjælpe dig? Som hvis nu, jeg forvandlede mig til et stort forfærdeligt monster, når vi kom hjem til dig, så ville han komme og rede dig?” Hun smilede drillende til ham. På en måde kunne det være sjovt at se, hvad der skete, hvis hun blev forvandlet. Eller hvis hun nu bare begyndte at kæmpe imod ham. Hun ville nok højst sandsynligt tabe. Det ville overhoved ikke komme på tale, at hun kunne vine en kamp imod ham. Blikket faldt ned på hans overkrop bare for at studerer den lidt længere tid, før hun igen rettede opmærksomheden på hans ansigt.
Hun tænkte en smule, ”Det ville nok være bedst, hvis det var her, så kan jeg også tage herud og se klipperne igen.” Hun rejste sig op i et stød og satte hænderne i hoften. Tasken lå på jorden ved siden af hende stadig åben. ”Men selvfølgelig skal jeg nok hjælpe med at gøre rent eller sådan noget, hvis jeg må bo her, mens mit projekt er i gang.” Hun smilede venligt til ham. På en måde var det mærkeligt at være sammen med ham, hun vidste jeg ikke, hvad han kunne gøre, og han var jo stærk nok. Men hun havde jo også sin evne, så alt skulle nok gå godt. Hun smilede til sig selv over, at hun ikke før havde sat spørgsmålstegn ved at bo hos denne fremmede.
Øjnene hvilede på ham, mens han snakkede og hun nikkede stille til ham over det. ”Det giver mening,” hun smilede stille, ” er det så ikke svært at dræbe dig? Du har styrken fra en varulvs og hjertet fra en engels, men din evne gør, at hvis nogen endelig gør dig noget, så heler du igen med det sammen.” Hænderne faldt ned mod jorden igen, så hun stod i en lidt mere afslap stilling, dog stadig med ryggen ret og brystkassen skudt frem, så man kun så hendes bedste sider.

''Altså hvis jeg virkelig følte mig som værende i fare, så ville han nok ihvertfald forsøge.... Hvilket nok ville betyde han ville kravle over muren og hen over alle tagene til han braste ned igennem taget til mit hus... Ikke sandt dit store tykke dyr?''

Han grinede da han sagde det sidste som kun var henvendt til Fral, som lavede en eller anden fornøjet lyd mens den gjorde noget der mindede om at smile. De vidste jo begge to at Fral ikke var tyk... han var muskuløs som Sajro selv var. Det var egentligt sjov at de mindede så meget om hinanden.

''Jamen skal vi så sige det er en aftale? Du bor hos mig indtil maleriet er færdig, og hjælper lidt med det huslige... Og ellers klarer vi den nok også ellers... For mig er det egentligt bare en ære det du gør.''

Han smilede stille og emnte virkeligt at han så det som en ære at hun faktisk gad at male ham, og tage billeder af ham. Han havde ikke lige forestillet sig at det ville ske en dag, men hvorfor ikke... Han smilede bare stille for sig selv og lyttede til det hun spurgte om med hans evne...

''Altså jo... Og det vil nok heller aldrig være såret der dræbe mig... Det ender nok med at være min evne der faktisk tager livet af mig, da den ikke har nogen stop knap. Så hvis den bliver ved med at hele mig og jeg bliver ved med at blive skadet, vil den tage først mine fedtdepoter, som jeg dog ikke rigtigt har, så mine muskler og til sidst vil den bruge mit blod...''

Han slappede af imens han talte om det, og hoppede så op på Fral igen, hvor han også rakte en hånd ned til ehnde og hjalp hende med op på Dragen. Han fik sat Fral i bevægelse hvor han bare styrede dem tilbage til porten igen...

Et glad smil fløj over hendes læber, hun elskede virkelig de to sammen. De passede altså virkelig godt sammen, men hvis de ikke gjorde det, så ville hun jo ikke sidde her. ”Det må være sjovt, at se sådan et stort dyr kravle igennem Moxt gader og stræder,” hun smilede over dem begge. Hun kunne faktisk godt lide hans grin, det virkelig så livligt og glad. Hendes hænder greb fat om hendes hår og samlede alt håret på venstre side, hvor det lå og hvilede på hendes skulder og ned over hendes brystkasse.
”Det lyder fint nok for mig,” hun smilede bare til ham. Det huslige var intet problem, det skulle jo også gøres, når hun var derhjemme, og så kunne hun lige så godt hjælpe ham. ”For mig er det også en ære at måtte male og tage billeder af dig og især af Fral,” hun så over på det store dyr. Hver gang hendes blik ramte det følte hun sig beæret over at være så tæt på sådan et dyr.
Hun blev en smule overrasket over hans evne. Aldrig havde hun hørt om, at en evne som healing kunne have bagvirkninger og ligefrem være med til at dræbe ejeren. På den måde var hun glad for sin egen evne. ”Det lyder som et had-kærlighedsforhold du har til din evne. På den ene side holder den dig i live, men på den anden side kan den dræbe dig.”
Hendes ene hånd greb fat i hendes taske og den anden hans hånd, og hun satte sig op på det store dyr, som nogen voksne mænd ikke engang turde sætte sig op på. Hun rykkede sig lidt tættere på Sajro og lagde sine arme rundt om hans krop. Hendes hoved holdt hun først ret op, men efter lidt tid lagde hun det ind imod hans ryg, ikke at hun hvilede hele sit hoveds vægt på hans ryg, men hun berørte den bare let. Hendes blik fulgte landskabet, som fløj forbi dem.

''Jeg gad egentligt ikke se det da jeg ville være rimeligt nervøs for at han bare ville smadre det meste på hans vej... Godt han ikke har vinger da han så bare ville kunne ødelægge sig selv også, men nu er jeg mere nervøs for om han kunen finde på at smadre porten eller for den sags skyld muren...''

Han kunne godt lide at være sammen med hende. Han følte sig dejligt fri og glad. Det var altid rart at møde nye mennesker og specielt når de var så livlige og glade som hun var, det gjorde jo bare at ens eget humør blev meget bedre af at være sammen med dem.

''Fral er bare glad for din beundring og din opmærksomhed... Han er lidt af en diva nogle gange...''

Han grinede lidt og lyttede stille bagafter til det hun sagde til ham. Han smilede stille til hende, og nikkede bare til at det var et had-kærlighedsforhold han havde til hans evne... Det var der ingen tvivl om...

Da de var fremme hoppede han ned fra Fral, og stillede sig så og så smilende op på hende. Han vidste ikke om hun ville have hjælpe til at komme ned denne gang, hvor jorden var lidt blødere og hendes hæle derfor kunne synke ned i jorden... Han vidste ikke engang hvad der var rarest for hende at gå på...

''Så ses vi vel bare hjemme hos mig? Og jeg er der nok før dig så du går bare ind, ingen grund til at banke på først...''

Han smilede stille til hende, og begyndte så langsomt at gå hjem mod ham selv, og da han var nået der hjem begyndte han bare på at lave mad. Han rodede først køkkenet igennem for madvare og endte ud med at han valgte at lave kulottesteg, med bagte kartofler, svampesovs, salat og en mild dressing... Mad var en af de ting han selv rigtigt godt kunne lide at lave... normalt lavede han dog ikke salater, men han regnede med at hun gerne ville have det...

”Man har også lov til at være en diva, hvis man har noget at være stolt over.” På nogle punkter var hun vel selv en diva, hun elskede opmærksomheden, og hvis folk sagde positive ting om hendes billeder eller fotografier, eller især bare hende, så følte hun sig stolt og glad. Hun vidste jo godt, at hun var pæn, ellers havde alle de timer med at perfektionere hende udseende været spildt, men hvem var ikke glad for at blive komplimenteret?
Hendes blik så ned på jorden. Denne gang hoppede hun ned med det samme, hun var ikke nervøs for det som før, men hun kunne mærke, at hendes hæl sank en smule mere ned i jorden, hvilket næsten fik hende til at miste balancen. Et enkelt skridt til siden var det hun gjorde for at opretholde den balance.
”Ja, vi ses hjemme ved dig,” hun så på ham en enkelt gang til, før hun gik hen imod hotellet. Hendes skridt førte hende ned igennem de velkendte gader, og de valgte selv at lade hende gå ned forbi havnen. De store skibe lå til kaj. Folk strømmede ud fra dem, mange af dem kom nok fra Okartiel. Det mindede hende om, at hun snart skulle dertil igen. En af hendes venner havde bedt om, at hun snart kom hen til ham igen. Hotellets skibstematiserede lobby førte hende hen til trapperne, hvor hun gik op på 2. sal og fandt nøglen frem fra hendes taske. Værelset var fuldstændig clean. Den store rejsetaske lå på gulvet allerede pakket, som hun altid gjorde hver morgen, hun var af sted. Hun gik hen til tasken, tog den op i hånden og gik ud af værelset og låste døren efter sig. I lobbyen betalte hun for de nætter, hun havde været der. Og så gik hendes lange rejse ned igennem byen igen og hjem til Sajro.
Det var egentlig godt gået, at det var anden gang, hun nu stod ude foran Sajros dør, men alligevel behøvede hun ikke at banke på. Duften af mad slog hende, da hun trådte ind i huset. Hun gik ind i stuen og satte sin store taske på gulvet, og lagde den lille taske over, hvorefter hun gik efter duften ud i køkkenet. Hendes blik landede på Sajros madlavningsevner, og hun kunne ikke lade være med at smile.
”Hvor er værelset, som jeg kan låne?” Hun smilte høfligt til ham. Det var flinkt af ham, at han ville lade hende overnatte.

Han stod bare i køkkenet igang med at lave mad. Han havde fuld gang i det meste af køkkenet men mest ovre omkring komfur og ovn, med det varme mad altså... på et aaf borene lagde der et skærebræt og nogle knive sammen med en skål og nogle grøntsager som skulle bruges til salaten. Han stod bare og smilede så til hende da hun kom ind og spurgte om hvor værelset var henne... Han stillede derfor sit køkkengrej fra sig og gik ud i stuen hvor han samlede hendes taske op...

''denne vej...''

Han førte hende lidt igennem det lille hus, og over til en lille gang, hvor der var et værelse på hvert side af gangen. Der var hans eget værelse og så overfor var gæste værelset. Han stillede hendes taske ind, hvor der allerede var gjort klar til at nogen kunne sove der, rent sengetøj og lagen.

''Her er det så... det er ikke meget, men der skulle gerne være alt du har brug for for at kunne være her en tid?''

Han smilede stille til hende, og gik så selv ud i gangen igen. Han vendte sig dog stille om imod hende da han havde et spørgmsål at spørge hende om, fordi hun vidste nok bedre hvordan salaten skulle laves, og da han alligevel ikke spiste den skulle der bare laves til hende...

''Kunne du ikke være sød, og lave noget salat? Er ikke selv vant til det, og har på fornemmelsen at du kan?''

Han smilede stille mens han gik ud til køkkenet igen hvor han bare gik igang med at få brune kødet for at smide dem i ovnen og varme dem, og han gjorde det samme med kartoflerne, og så var det ellers bare at vente imens stod han så og skar svampene så de var klar til sovsen... Han stegede svampene så han kunne bruge saften fra dem til sovsen...

''Hvad så... Hvor lang tid tror du det tager at male billedet?''

Det var egentlig fascinerende at mænd lavede mad. Det havde hun aldrig været van til i det hjem hun kom fra, men i hendes hjem havde alt også været en smule traditionelt med morderen i hjemme i gang med at lave mad, og manden ude at arbejde. Hun fulgte stille efter ham ind på hendes værelse. Det var ikke så stort, men det var tilpas for hende. ”Det er helt fint,” hun smilede glad til ham, ”tak fordi, at jeg måtte blive her.” Hun gik hen til døren og skulle lige til at lukke den i hoved på ham, da han spurgte, om hun ville lave salat. ”Ja, jeg skal nok lave det,” Det var sandt, at hun var van til at lave det. Faktsik var det noget af det, som hun normalt spiste, da det var noget af det sundeste, hun kunne finde på. ”Jeg klæder bare lige om, så kommer jeg.” Hun lukkede døren og gik hen til tasken, hvor hun begyndte at lede efter noget nyt tøj. Til sidst endte hun ud med nogle sorte shorts og en grøn top, som hun synes passede godt til hendes øjne. Derefter tog hun sin make-up taske frem og fjernede sit gamle make-up og lagde en ny en, som passede til hendes nye tøj og fremhævede hendes øjne en smule mere. Hendes hår blev sat op i lidt løs knold, som lignede hun bare lige havde sat det op, men hun havde nu brugt okay lang tid på det. En ny parfume var kommet på, som havde en mere blomster og sommerduft i sig. Hun havde ingen idé om, hvor lang tid hun havde brugt, men da hun var færdig, følte hun sig mere tilpas på denne varme dag. Det sidste hun gjorde, før hun gik ud af døren var at tage sine højhælede på og tog nogle flade sandaler på.
I køkkenet stod Sajro bøjet over madlavningen, da hun kom hen til ham igen. ”Altså, jeg regner med at tage hjem i morgen og hente mit grej, så jeg er nok tilbage igen i morgen aften alt afhængig af, hvordan vejene og vejret påvirker køreturen. Det er jo ikke så hurtigt i en vogn, som det er på Fral.” Hun smilede stille, ”Men tiden kommer an på, hvor tilfreds jeg er med det første udkast jeg laver. Nogen gange tager det 2-3 dage, mens andre gange kan det tage helt om til en eller to måneder. Men skal nok koncentrere mig meget om det, så det tager så kort tid, som muligt.” Hun smilede høfligt til ham. Hun kunne jo ikke bare regne med, at hun måtte bo her i evig tid.
Hun gik hen ved siden af ham, og så ned på det han lavede. ”Hvilke nogle ingredienser har du, som jeg kan bruge til min salat?”

Han grinede lidt fo rsig selv ude i køkkenet over hvor lang tid hun brugte på at klæde sig pænt på. Han smilede lidt over det da hun kom ud, og han kunne ikke lade være med at lade sit blik glide over hende for lige at se hvordan hun faktisk så ud nu... Stadig meget smuk... Han kunne sog ikke lade være med at indrømme at han ikke ville have noget imod at se hende uden alt stadset, og han tog sig selv i at tænke på hende nøgen...

''Går du aldrig rundt uden makeup? Gør du virkelig altid så meget her ud af dig selv, når du er sammen med andre? Eller er det ikke engang kun når du er sammen med andre?''

Han smilede stille til hende, og vidste ikke helt hvad han mere skulle sige til hende omkring det med hendes udseende så det var rart at snakke om noget som han kunne sige noget til...

''du skal skam ikke føle jeg vil have dig ud hurtigt... Det er altid rart at have nogen boene, det er mere hyggeligt end bare at gå rundt her helt alene... så bliver Fral heller ikke så nervøs for mig... Han er lidt bange for at jeg ern ensom...''

Han grinede lidt, før han talte ganske stille videre omkring det med hendes malerier...

''Jeg kan godt tage di derhen på Fral hvis du vil? Men virkelig bliv så længe du har brug for og vær sikker på at dit maleri er helt som du gerne ville have det...''

Han smilede bare stille til hende, og pejede så over i hjørnet af det bor hvor hun stod, hvor der lagde nogle forskellige grønsager og frugter, lidt citrusfrugt, noget salat, noget tomat og agurk, lidt radisser noget peperfrugt og lidt andet som han ikke vidste hvad var...

''Det er hvad jeg har... Håber du kan klare dig...''

Hun så kort ned ad sig selv, da han spurgte om hendes make-up, hvorefter hun rystede på hoved. ”Aldrig, eller jo, når jeg skal i seng eller skal til at stå op.” Hun trak kort på skuldrene og så på ham. Det føltes bare unaturligt for hende ikke at gøre noget ud af sig selv. Fra første dag hun havde opdaget make-up havde hun haft det på, da hun synes det lige gjorde hende den tand kønnere, ”jeg føler mig mere selvsikker, når jeg har det på, så kan ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle gøre det.” Hun fugtede kort sin underlæbe, hvor hun også bed i den en smule for at give den en naturlig form for rød. ”Man gør jo, hvad man kan for at være perfekt,” hun smilede sødt. Alle havde deres egen form for perfekt, og det respekterede hun, derfor burde andre også respektere, at hun følte, at hun skulle være sin egen form for perfekt.
Hun grinte kort over hans udtalelser, ”Er Fral bange for, at du er ensom? Det er da Fral, der bor alene væk fra byen.” Hun synes det var lidt komisk, ”men jeg skal nok gøre maleriet perfekt, men du må godt tage mig derhen, det ser vidst ud til at gå lidt hurtigere. Men kan man have tasker og masser af tilbehør med på ham?” Hun trådte et skridt væk fra ham uden hun helt vidste hvorfor.
Hendes blik faldt over på det, han havde lagt frem, hvorefter hun gik derover og inspicerede alt. ”Der er ikke så meget, som jeg plejer at få i, men det er nok.” Hun så kort rundt i lokalet, hvor hun fandt en kniv, som hun lagde ved siden af skærebrættet. Alt, der skulle vaskes, blev vasket i vand, hvorefter hun begyndte at snitte og ordne alt det, hun nu skulle have i. Nogle af tingene lod hun ligge uden at røre ved dem, da hun ikke mente, at det ville passe godt ind i den salat, hun lige havde lyst til.

’’Det er skam heller ikke sådan at du skal tro jeg mener der er noget forkert i at du gerne vil gøre noget ud af dig selv. Det er jo heller ikke fordi at det er grimt, på ingen måde... Du er faktisk utroligt smuk... Du fortalte du var halvt engel? Hvad er du så mere end engel?’’

Han kiggede stille på hende, mens han stegede svampene færdigt og gik så igang med at lave sovs ud af dem, mens duften af kødet spredte sig langsomt i rummet. Han kiggede stille på hende, og kom så til at tænke på hvis hun nu også ville have noget kød hvordan det så skulle være stegt?

’’Spiser du kød? O i så faldt hvordan vil du så gerne have at det bliver stegt? Medium, rare, gennemsteegt eller hvordan øsnker frøkenen det?’’

Han smilede stille til hende, og grinede lidt over det da hun spurgte ind til det med at Fral var nervøs for at han var ensom. Han havde en ide om at drager var rimelig vant til at leve alen og uden alt for meget kontakt til andre levende væsner. Han kiggede sig lidt omkring før han svarede hende stille og ganske roligt...

’’Ja... Åbenbart er han nervøs for at jeg bliver ensom og indelukket... At jeg mister min åbenhed overfor andre folk...’’

Han smilede stille og da maden så var færdig flyttede han det ind på spise bordet og sækkede bordet. Han gik så ud i til hende igen, og lyttede til hendes spørgsmål omkring Fral og om der faktisk kunne være tasket på ham.

’’Sagtens... Og ellers så skal jeg nok holde så meget som muligt... Men det skulle nok være muligt at få det hele bundet fast...’’

Han smilede stille da hun snakkede om at der ikke var lige så meget som hun normalt brugte... han brugte det normalt slet ikke... Så derfor havde han ikke ret meget om det...

’’Ja... Undskyld, men jeg bruger det ikke særligt ofte da mængden af næring i grønsager og den slags er for lille til at jeg kan bruge det til noget rigtigt... Men kom nu med ind og spis.’’

Han smilede stille og gik så selv ind i stuen og satte sig ned ved bordet, hvor han stille ventede på hende.

Hun smilede glad over hans kommentar over, at hun var smuk. Gud, hvor hun virkelig elskede at høre folk sige det for hende, så følte man virkelig, at alt det man gjorde var noget værd. Hendes blik rettede sig stille over på ham, og hun smilede glad til ham, ”jeg er kvart lyselver og så er jeg kvart menneske, da min mor åbenbart mente, at hun skulle finde en halv menneske mand og gifte sig med ham.” Hun himlede med øjnene. Menneskene så hun som uperfekte, og hun var en del menneske, hvilket bare gjorde det endnu værre, for nu vidste hun jo godt, at hun aldrig kunne være helt perfekt.
Duften af kød bredte sig i rummet og overdøvede hendes egen parfume, men hun havde nu intet imod det, hvis man duftede af madlavning, så viste man bare, at man faktisk kunne lave mad, hvilket hun så som en god ting.
”Jeg spiser kød, men jeg skal ikke have særlig meget, og det må gerne være helt gennemstegt, er ikke så meget for blod.” Hun havde altid hadet at skulle spise et andet dyrs blod, det virkede helt mærkeligt.
Hun blev lidt overrasket over, at han skulle miste sin åbenhed over for andre mennesker. Han var en af de mest åbne og imødekommende personer, hun havde mødt her i nyere tid. ”Det tror jeg da aldrig at du vil miste. Du er så imødekommende og smilende. Man kan ikke gøre andet end at føle sig tilpas i dit nærhver.” Hun smilede venligt til ham, men rettede sin fulde opmærksomhed ned på salaten igen, som hun lagde op til en skål til sig selv.
”Det kunne være rart. Det burde være hurtigere på Fral end med hestevogn og den lange vej.” På en måde glædede hun sig allerede til at skulle sidde oppe på det store dyr og mærke, hvordan Fral bevægede sig. Det var stadig vildt, at sådan et stort dyr kunne bevæge sig så hurtigt.
”Det gør ikke noget. Grønsager er jo også en kvindeting.” Hun grinede kort over det, og nikkede så, som svar. Hun tog fat i skålen og fulgte med ham ind til spisebordet, hvor hun satte sig ned på den ledige plads og satte skålen foran hende selv. ”Det ser da lækkert ud det, du har lavet.” Aldrig havde hun troet, at han faktisk var så god til at lave mad. Kort lukkede hun sine øjne og duftede madlavningen, før hun åbnede dem igen og begyndte at tage diverse ting på sin tallerken og begynde at spise.

Han lagde mærke til hendes reaktion over at han kaldte hende for smuk. Det var egentligt rart at vide at hans kompliment blev taget godt imod. Han lyttede så stille til hendes forklaring og fortælling om hvad hun var altså hvad hun var for nogle racer...

''Elver det forklarer så egentligt hvorfor du er så smuk... Og så den menneskelige side der ikke får dig til at virke som en løgn, det er vel egentligt en meget god kombination?''

Han smilede stille til hende, mens han satte sig ind til bordet og lyttede så til hvad hun sagde da de sad der. Han kunne ikke lade være med at smile over det med at hun sagde hans mad så godt ud.

''Det er jeg glad for... Det er noget jeg godt kan lide at bruge tid på, jeg elsker at lave mad, og jeg elsker mad i det hele taget, det er altid så rart at spise specielt når man er som mig...''

Han kiggede stille på hende og vidste ikke hvad han lige skulle sige eller spørge om, så han bød nok bare an til at gå til fadet.

''Værsgod at begynde at spise.''

Han tog selv noget af maden og gjorde klar til at spise. Han smilede stilel til hende, og kiggede lidt på hende mens han spiste. Han spiste meget hurtigt men han var stadig meget civiliseret mens han spiste det var ikke sådan at han spiste som et dyr eller noget der røg bare ned hurtigt... Og han spiste og selv den en steg...

''Har du nogle planer for i aften så?''

Hun nikkede stille til det første han sagde med elver. Det var sandt, hendes far havde også været meget smuk, men han var også mest præget af sin elver side. Hendes krop stivnede dog i et kort øjeblik. Snakkede han virkelig om hendes menneskeside, som en god ting? Det kunne ikke passe ifølge hende, at nogen skulle synes at det at være et menneske var en god ting. Maden hun havde taget op på gaflen og havde ført op imod munden lagde hun på tallerknen igen, og hun så på ham. ”Hvad mener du med det?” Hun så på ham med et skeptisk blik.
”Man skal jo også lave det, som man er god til og det, man godt kan lide” hun smilede stille til ham. Det med at lave, hvad man havde lyst til var noget hun var mester i. Hun malede jo og trænede sig op i alle de ting, hun elskede.
Hendes blik var rettet ned imod maden til at starte med, men da hun følte hans blik kiggede hun op og smilede høfligt til ham. Det var ikke særlig tit, at hun næsten flyttede ind hos personer, som hun lige havde mødt. Men hun følte sig tryg sammen med ham, og så var der ingen skade i at gøre det. Og hvis han nu endelig skulle vise sig at være en psykopat, så skulle hun nok komme væk. Et smil skød over hendes læber efter hun havde taget en mundfuld salat og tygget den.
”Jeg havde overvejet at tage hen på en kro eller i hvert fald gå udenfor i noget til for at nyde solen det sidste stykke tid,” hun smilede venligt til ham, ”man ved jo aldrig, hvornår solen pludselig forsvinder og det bliver koldt igen.” Endnu en mundfuld røg ind i hendes mund. Hendes blik hvilede på Sajro, mens hun tyggede, indtil hun følte det for pinligt bare at se på ham, så hun rettede blikket rundt og studerede rummet lidt bedre.

''Hvad jeg mener med at det giver dig en skønhed som ikke virker som en løgn? Jeg mener at det at du er menneske giver dig en anden form for skønhed end elverdelen og engledelen af dig.''

Han smilede stille til hende. Han havde ihvertfald den holdning at det meste havde sin egen skønhed, og han ville holde på det også gjorde at hun var smukkere, da det gjorde hende til den hun var...

''Og jeg vil påstå at din menneskelige del gør dig til den du er, og derved er den også med til at sørge for at du nu er så smuk som du er.''

Han smilede bare og spiste så videre. Det varede ikke længe før halvdelen af den næsten steg også var væk, og han kiggede stille på hende. Det var faktisk meget utroligt at han spiste så meget, og han lænede sig derfor tilbage da han nu var færdig med at spise.

''Du er virkelig glad for sol og varme? Jeg selv hare det egentligt langt bedre med starten af forår og slutningen af efteeråret, det er så behageligt et vejr, da det solrige varme vejr nemt kan blive for varmt for min smag...''

Han smilede stille til hende, mens han stille og roligt kiggede på hende mens hun spiste færdigt. Han havde ikke noget imod at kigge på hende, da det var som at kigge på et smukt maleri og det var der da ikke noget galt i?

''Ønsker du selskab på din tur så eller vil du bare helst lades alene?''

Han smilede stille og kiggede stadig på hende. Hans blik hvilede mest på hendes ansigt, men en gang imellem lod han dog blikket glide over hendes krop også...

Hun nikkede stille til det, han sagde, selvom hun ikke ligefrem var enig, men hun regnede ikke med, at det ville nytte noget, at sige ham imod. ”Men uanset hvad vores forskellige holdninger er, så tak for komplimenten,” hun smilede stille til ham. I hendes hoved havde han en mærkelig holdning til menneskelig skønhed, men han havde vel ret i, at hendes menneskelige del gjorde hende til den, hun var. Det kunne hun vel ikke benægte, selvom hun brændende ønskede, at hun faktisk kunne. Det kunne være så rart bare at være halv engel og halv lyselver i hendes hoved, men hun skulle lære at leve med sin fars blod, som han selv havde lært det.
Hendes blik faldt ned på steget, og hun undrede sig over, at den allerede var væk. Selv havde hun ikke engang spist halvdelen af sin salat, men hun følte sig næsten allerede mæt. Hun tvang sig selv til at tage endnu en mundfuld af sin salat og tyggede den langsomt, mens hun lyttede til hans spørgsmål. Efter hun sank svarede hun: ”Jeg elsker sol og varme. Bare den følelse af, at man bliver varmet op udefra og ind giver mig en dejlig form for tilpashed,” hun smilede stille, ”Men det kommer jo også an på smag og behag. Jeg elsker nu også efteråret og foråret, som dig, med naturens fantastiske øjeblikke med, at alt springer ud og farverne.” Hun rettede sit blik op på ham og smilede til ham. Hun kunne godt lide hans øjenfarve, den mindede hende om himlen på visse dage. Hendes hoved hældte en smule på skrå, da han spurgte, om han måtte komme med ud af gå.
”Selvfølgelig må du komme med. Det ville være hyggeligt med selskab.” Hun smilede stille. ”Så har man jo en at snakke med.” Hendes blik gled ned i salaten igen, da hun så, at hans blik fjernede sig fra hendes øjne. En smule rød farve var på vej op til hendes kinder, selvom hun undrede sig over, hvorfor, da det ikke var særlig nyt, at nogen gjorde det. Måske var det bare tidspunktet. For at skjule hendes kinder så godt som muligt, takkede hun af for mad og spurgte om han var færdig, men før han kunne nå at svare, havde hun rejst sig op og taget sin tallerken og noget andet fra bordet, og gik ud i køkkenet, hvor hun stillede det derude. Et næsten lydløst suk røg over hendes læber, da hun følte sig i sikkerhed inde i køkkenet.

''Der er ingen grund til at takke en mand for at have fortalt sandheden om en smuk kvinde... Det er jo som at takke mig for at jeg er mig, så det er der virkleig ikke nogen grund til at du gør.''

Han smilede bare venligt til hende mens hun fik spist den sidste del af hendes mad. Han kunne godt lide hendes selskab, om ikke andet så fordi hvilken mand kunne ikke lide at have selskab af en smuk ung pige? Han ville ihvertfald påstå at de fleste mænd ville elske at have den slags selskab.

''Ja det er det nok... Tror det har noget med mine varulve gener at gøre, fordi jeg har det ret ofte varmt, hvilket er grunden til at jeg ofte går rundt ud noget på overkroppen...''

Han smilede bare til hende, og kiggede på hvordan hun spiste med lige så perfekte og yndefylde bevægelser som man ellers var vant til at se hende bevæge sig med... Han smilede bare og nikkede så til det med at han godt måtte komme med, og han smilede bare da hun begyndte at rødme og nikkede til at han var færdig, og han tog så selv sine ting og restren fra bordet og gik ud i køkkenet og begyndte at skylle det af...

''Undskyld jeg siger det... Men du ser utrolig sød og endnu smukkere ud når du rødmer... Men må man spørge om hvad det var der fik dig til at rødme sådan inde ved bordet?''

Han smilede stille til hende og kiggede på hende med et meget gladt smil, og han glædede sig lidt til at høre grunden til hvorfor hun var begyndt at rødme sådan...

''Men hvis grunden er som jeg tror... Så burde du da være vant til at mænd bundre og lægger mærke til din krop, da du jo er virkelig smuk, og kom ikke og sig du ikke ved det.''

”Ja, men så skal du stadig have tak, for den du er,” hun smilede høfligt til ham. Folk fortjente at blive rost, når der var noget at rose dem for. Sarosh havde også været så sød at lade hende tage billederne af ham, det fortjente han faktisk også et tak for. ”Egentlig tak for, at jeg måtte tager billeder af dig.” Hun glædede sig til i aften, når hun skulle se alle billederne igennem og vælge det, som hun ville male efter. Det skulle nok blive svært, da der var så mange. Måske kunne hun endda finde på at beholde nogen af dem uden at udstille dem. Men hun vidste ikke, om han ville have det. Men han skulle i hvert fald have et af de bedste billeder selv også.
Hun lyttede stille til hans ord og nikkede anerkendende. ”Det kunne sagtens have noget med det at gøre,” hun smilede stille, ”Men du kan jo også bære det uden overtrøje på, så jeg tror ikke, at det gør nogen noget.”
Et mindre chok gik igennem hende, da han snakkede til hende ude i køkkenet. Hun havde glemt at lytte til, om han var fulgt efter hende, og hun havde bare troet, at hun var alene, så det overraskede hende virkelig, da han snakkede. Hun gennemtjekkede, at hendes ryg var ret, før hun drejede sig helt hen imod ham, hvor hun så op på ham. Hendes rødmen var forsvundet, men hun kunne stadig mærke blodet banke en smule i kinderne. ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig,” hun så ned til siden, ”det plejer sjældent at ske for mig, men måske er det bare den høflige opmærksomhed, som du er så venlig til at give mig. Den er dejligt, og så når du begynder at komplimentere mig, så… ja, jeg må vel have følt mig forlegen,” hendes stemme var blød og rund som altid, når hun snakkede. ”Men jo, jeg er faktisk van til det, men det er også kun, når jeg er ude i byen. Har sjældent nogle mænd til bords, som sidder og studere mig, når jeg spiser.” Hun havde heller aldrig set sig selv spise, så hun kunne ikke vide, om hun lignede en torsk, når hun gjorde det. På den måde var hun i tvivl, om hun virkede præsentabel nok overfor ham.

''Så vil jeg bare gerne takke dig for din kompliment og fordi du gad bruge tid på at tage billeder af mig og Fral... Jeg er faktisk vildt glad for at Fral fik lov til at møde dig, da det er længe siden han har mødt nogen der er lige så fascineret af drager som du er.''

Han smilede virkelig glad til hende. Han var virkelig glad for at have mødt hende Fral kunne godt blive en smule trist når han var alene i længere perioder, fordi de fleste dyr og mennesker var bange for ham, men Fral var nok den meste stille og rolige drage man kunne forestille sig... Men hans udseende skræmmede åbenbart folk meget.

''Ahh... Er du nu sikker på at der ikke kommer nogle fyre gående og ville blive irriteret over at de ikke ser lige sådan ud?''

Han grinede og smilede skævt og kækt til hende. Han havde lidt en ide om at nogel fyr nok godt kunne gå hende og blive en smule misundelig over at han kunne have den krop og endda så nemt som han havde den...

''Så det du siger er at du ikke er vamt til at blive komplimenteret af folk eller ihvertfald af fyre hvis det ikke er fordi de gerne vil rive dig med hjem i seng? Du er måske meget vant til at få seksuelle tilnærmelser af den ene fyr efter den anden?''

Han kiggede stille på hende, og havde en lille fornemmelse af at hun var bange for at hun ikke så perfekt ud når hun spiste. HVilket han ville påstå hun gjorde, hun havde pæne manere... Og hun spiste alt i alt som man forventede hun gjorde...

''Og bare rolig, du spiser meget pænt... Pæne rolige, elegante, feminine, perfakte bevægelser.''

Et smil tegnede sig over hans ord. Hun havde aldrig været særlig fascineret af drager før nu, men det var flotte skabninger og ideelle at male og fotografere, da der var så mange aspekter af det. Først havde hun troet, at det bare skulle være nogle få billeder af dette dyr og så hjemad, men hun havde også fået et chok over, at de var så fascinerende som de var, og at Fral faktisk var så ’venlig’, som han var. Hun havde altid troet, at drager var farlige og ikke gad have, man rørte dem eller andet, så dette havde været en overraskelse for hende. Et lille nik endte med at blive hendes svar til hans ord, da hun kunne blive ved med at komplimentere ham og hans drage, og på en måde havde hun ikke lyst til det. Det virkede svagt bare at stå og kaste komplimenter på hinanden.
”Det kan da godt være, men så er det der, hvor du skal vise dine evner indenfor kamp, og faktisk vise, at du har muskler og kan bruge dem!” Han grinede stille, ”men hvorfor skal det gå ud over dig, når det er de andre, der bare ikke har været så flittige som dig?” Hun havde ingen idé om, han havde brugt til på at få sådan en overkrop, men hun gik ud fra, at han havde. Aldrig i hendes liv havde hun ikke brugt tid på at perfektionere sit udseende, så det måtte vel betyde, at han også brugte tid på sit.
Hun grinede kort over hans ord, da hun aldrig havde hørt det sådan før, ”Jeg er van til at blive komplimenteret, men det er kun af de fyre, som tiltrækker min opmærksomhed. Mine standarter er heller ikke ligefrem lave, så der er ikke så mange, der får lov.” Hun smilede stille over det, ”men ellers gætter jeg kun. Og hvis nogen kommer med upassende tilnærmelser, når jeg ikke gider have det, fx i byen, så får jeg ham bare til at stoppe.” Han vidste ikke, hvor nemt hun havde ved at slippe uden om sådan nogle tilnærmelser. På den måde kunne hendes evne også nemt bruges, men det skulle være virkelig slemt for, at hun brugte sin evne på et offer. Andre gange kunne hun også finde på at finde en ven og få ham til at stoppe tilnærmelserne på den hårde måde – dette skete dog lidt oftere, end hun faktisk ønskede det.
Hun smilede over hans kommentar. ”Mange tak.” Han vidste ikke, hvor glad hun var for at høre det. Det fik næsten alt til at live en smule mere op inde i hende. Måske kunne hun faktisk spise foran ikke venner nu. Og hun kunne høre, at al hendes øvelse med altid at have feminine og perfekte bevægelser havde givet pote. Selvom det ikke var første gang, at hun havde hørt, hun havde det.

''Jeg vil ihvertfald påstå at jeg ville være ked af det for dem der ville forsøge sig med simpel nærkamp... De ville ihvertfald stå med et problem... Da som jeg fortalte ville være meget svær at skade ihvertfald sådan rigtigt...''

Han smilede stille, og kunne ikke lade være med at grine lidt indvendigt over det med at det vel var deres egen skyld at de ikke havde en krop som ham, og jo på et eller andet punkt var det vel også deres egen skyld, men det var jo ikke fordi han havde brugt tid på at få den... Den var kommet grundet hans arbjede som tømmer, og arbejde med Fral...

''Det er jo ikke fordi jeg har arbejdet direkte for at få kroppen... Den er blot kommet som et produkt af min evne, mit arbejde som tømrer og så mit arbejde og træning med Fral... Det er faktisk alt jeg har gjort for at få denne krop.''

Han smilede stille, og kiggede lidt på hende. Han kunne ikke lade være med at drille hende lidt, spørge ind til det emne nemlig hans krop...

''Du virker næsten betaget af den? Altså min krop?''

Han smilede bare stille og venligt til hende, for at se om han kunne få hende til at indrømme det. At hun virkelig godt kunne lide hans krop eller om hun ikke ville kunne få sig selv til det... Han nikkede bare til det hun fortalte omkring når hun fik komplimenter...

''Det var da så lidt, som jeg sagde tidligere man skal have ros for det man er god til.''

Han smilede og gik så ud i gangen af huset, hvor han begyndte at tage fordtøj på igen, og fandt en ret simpel jakke frem, og spurgte så stille og roligt, men dog tydeligt ud i køkkenet...

''hva kommer du? Så vi kunne gå den tur eller hvad?''

Han grinede lidt

Hun smilede stille over hans ydmyghed, for selvfølgelig var han god til at kæmpe, og han var det ikke kun fordi hans evne healede ham hver gang. ”Jeg tror ikke kun, at det er på grund af din evne, at de skal være ked af det.” Han var langt fra spinkel, og de fleste mænd, som bare havde den kropbygning som ham, havde styrken til at kæmpe. Og han var drageridder, hvilket måtte betyde, at han havde fået træning i det.
Hendes kæbe faldt en lille smule ned, da hun hørte, han ikke havde brugt tid på hans krop. Det var ikke ligefrem fordi, hun kunne sige, at hun ikke var missundelig. Kæben blev sat tilbage på plads, da det gik op for hende, at hendes mund stod lidt åben. Hun drejede sit hoved en smule væk og hadede sig selv for det lille øjeblik af svaghed, hvor hun ikke var perfekt. ”Men du skal være glad for, at du har let ved at opretholde din krop.” Hun sendte ham i et skævt blik og smil og håbede inderligt, at han allerede havde glemt øjeblikket.
Hun begyndte at grine over hans ord. På en måde havde han vel ret, hun kunne godt lide hans krop, og mande kroppe havde altid fascineret hende. Men var det ikke lidt mærkeligt, at hun var så optaget af dem? ”Nej da,” hun grinede stille sammen med ham, men det var et lidt anstrengt grin, da hun stadig var nervøs for, at det blev for meget, at hun snakkede om hans overkrop så meget. Men alligevel kunne han da være ligeglad med, om hun havde noget for overkroppe.
”Nemlig,” hun nikkede bare til og smilede høfligt.
Hun blev stående inde i køkkenet lidt tid og stille alt i orden derude, men da han kaldte efter hende gik hun ud i gangen og så på ham. Hendes blik gled ned ad sig selv. Mente han virkelig, at hun bare skulle gå ud i det her? Hen hældte sit hoved lidt til siden, ”Så jeg må ikke skifte?” Hun så hen på ham. Han havde ikke skiftet tøj, så måske kendte han ikke hendes behov for at ændre tøjet.

''Nej jeg har selvfølgelig også fået træning i at kæmpe, med lidt af hvert... Så nej det er nok ikke kun på grund af min evne, men meget mere end det er det nok heller ikke...''

Han smilede stille til hende, og lagde mærke til hvordan hendes kæber faldt da han snakkede om at han ikke brugte ret meget tid på at holde hans udseende. Nogle gange ville han bare ønske han havde lidt mere kontrol over hvordan hans krop så ud...

''Det er rart nogle gange... men andre gange ville jeg gerne kunne være en smule mere spinkel, lidt mere gennemsnitlig...''

Han kiggede stille på hende og han kunne godt fornemme at hun ikke helt mente hende 'Nej da' hvilket fik ham til at grine en smule mere mens han bare kiggede på hende...

''Hvorfor lyve? Så længe du ikke lige pludseligt begynder at opføre dig som en galning der vil have min overkrop og bare vil hugge mine arme ben og hoved?''

Han grinede med et meget useriøst og manisk grin, og da hun kom ud til ham og spurgte om hun ikke måtte skifte tog han bare hendes hånd og hev hende med udenfor...

''Ved du hvad? Du er naturligt smuk og næsten perfekt uden du ændrer ved dit tøj og den smule du allerede har gjort gør at du er perfekt, så kom nu bare.''

Han smilede til hende.