Pictures of a dragon // Sajro

Tid: 13:00
Omgivelser: Forskellige typer mennesker går rundt ude på gaden og er på vej til de større shoppingssteder eller andet.
Vejr: Solen står højt og alt i alt lover et perfekt vejr.
Sted: Dos strædet.

Dent lidt gamle murstensbyggeri også kendt som Moxt hotellet lå et godt stykke bag hende. Gaderne havde hun gået på før, så det tog ingen tid for den velklædte at finde Dos Stræden. Et par højtaljet, mørke denimbukser sad tæt omkring hendes ben og en poset, brun, skjorte var stoppet ned i hendes bukser og fik opmærksomheden rettet på hendes røv, som svajede elegant fra side til side. Det brune hår hang løst ned over hendes skuldre og ned på den brune skjorte, hvis man lige hurtigt så på det, ville man ikke tro, at der var gjort noget ud af det, men hvis man duftede til det, kunne man lugte den smule hårlak, hun havde brugt. Make-uppen var i en dæmpet brun farve, som passede til hendes skjorte. Hænderne hang løst ned langs hendes krop og fik hendes holdning til at være åben og en smule afslappet. I den ene hånd havde hun en taske, som indeholdt noget af hendes kamera udstyr. Alt i alt var der intet hun selv syntes, men kunne klage over ved hende. Outfittet fik hende til at føle sig tryk, hvilket også kunne ses på hendes gang og holdning.
Hendes hoved fulgte husnumrene på husene og holdt hele tiden øje med det bestemte husnummer, som hun gik efter. Hun havde memoreret adressen og navnet på personen udenad, før hun var taget over til Moxt. Varmen stod direkte ned på hende og varmede hende krop op til en tilpas temperatur. Hun tasken op til hendes skulder, så hun havde begge arme fri, hvorefter hun trak ærmerne op til hendes albuer, så det nederste af hendes arme var fri. Blikket fald hurtigt ned ad hendes krop for at se, om det stadig så godt ud. Et selvtilfredst smil fløj over hendes læber, da hun kun kunne sige, at hun var tilfreds med, hvad hun så. En mand der kom gående imod hende smilede høfligt til hende, hvilket bare fik hende til at være endnu mere tilfreds med sit udseende. Hun stoppede op foran et lille hus og rankede ryggen en smule mere samtidig med, hun skød brystkassen en smule mere fremad. Den tunge trædør larmede, da hun bankede på den og ventede på, at manden, som skulle hedde Sarosh Vargash, skulle åbne døren.

Han gik stille rundt inde i hans hus, og vidste ikke helt hvad han skulle få hans dag til at gå med han. Han havde ingen planer og regnede ikke med at der rigtigt ville komme til at ske noget. Det skulle da lige være fordi der styrtede en fulg ind i hans vindue, eller noget andet åndsvagt skete... Nogen der kastede ting igennem hans vinduer... Han regnede ihvertfald ikke det ville være noget der indvoldverede andre personer end ham selv sådan direkte. Han regnede ihvertfald ikke med det næste der skete, da han kunne høre der var nogen der bankede på døren...

Han hoppede ud til døren mens han fik taget bukser på, og åbnede så døren da han nåede ud til den. Han havde et par brune bukser der sad rimelig løst og han havde ikke lige fået noget på overkroppen, så hans trænede overkrop var synlig da han kiggede på hende. Hans hår sad ganske almindelig...

’’Jaa?’’

Han trådte til side og inviterede hende bare indenfor. Han havde aldrig haft et problem med at invitere folk indenfor i hans hjem. Han havde ikke engang ret meget der var noget værd at stjæle for andre så derfor kiggede han bare på hende, og studerede kort hende krop, for at se hvad han skulle forvente af hende.

’’Har de nogle spørgsmål, eller er der noget du vil have af mig, eller hvad er grunden til at du har valgt at besøge mit ydmyge hjem?’’

Han kiggede stille på hende, mens han viste hende indefor i hans stue. Han kiggede sig kort rundt, mens han stille talte, fordi han ville egentligt gerne have lidt tøj på overkroppen. Han smilede derfor også stille til hende.

’’Jeg håber det er okay at jeg lige smutter ind på mit værelse og tager lidt mere tøj på?’’

Han forventede det var okay, og han gik derfor bare ind på sit værelse, og hentede en skjorte som han tog på imens han gik ind til hende igen. Han smilede stille og satte sig ned i sofaen. Han kiggede på hende og lagde mærke til at hun havde udstyr med som om hun var journalist.

’’Er det noget journalist arbejde du skal bruge mig til?’’

Han smilede venligt til hende, og hans kropsholdning og stemme var også både venlig og åben. Han kunne bedst lide at skabe en god stemning lige fra starten af når han snakkede med nye mennesker.

Døren åbnede sig foran hende, og da hun så den veltrænede krop foran hende, smilede hun stille for sig selv. Indtil videre havde denne såkaldte Sarosh også gjort sit indtryk på hende. Et lille håb inden i hende håbede at resten af ham var lige så perfekt, som hans overkrop. ”Hej” sagde hun bare kort, men nåede ikke rigtig mere, før hun var inviteret indenfor. På hans opfordring trådte hun ind i hans lidt koldere hus og nød, at solen ikke bagte ned på hendes krop. Hun stod stille i gangen i et kort øjeblik og ventede på, at han skulle føre hende videre rundt i huset, da hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hans krop bevægede sig foran hende, da hun fulgte efter ham ind i den ydmyge stue. Det var ikke ligefrem sådan, hun selv ville have indrettet det, men hun havde set noget, der var langt være. Hun følte ikke, at hun havde tid til at sige, hvad det var hun gerne ville, og hun ville faktisk også mest af alt vente på det rette tidspunkt. Hvad nu hvis, han også sagde nej? Hvad skulle hun så gøre? Så havde hun taget hele den lange vej herhen for ingen verdens nytte. ”Ja, selvfølgelig må du tage mere tøj på,” hun smilede høfligt til ham, som hun havde lært sig selv. Hvis hun skulle være ærlig, ville hun ikke have noget imod, hvis han havde bar overkrop.
Hendes højhælede sko klikkede en smule ned i gulvet, da hun gik hen over det og satte sig ned i sofaen. Dens bløde hynder formede sig efter hendes krop, så hun sad tilpas behageligt i sofaen. Hun tog tasken af skulderen og lagde den ved siden af hende. Det ene ben blev lagt over det andet, hvor hælen af hendes sko hang løst fra hælen, dog hvor den stadig sad fast på foden, mens hun vippede den langsomt op og ned i det tempo hendes neutrale humør nu var i.
Han så okay ud i skjorten, men ikke ligefrem, som hun havde regnet med, at en drageridder ville se ud.
”Nej, jeg er ingen journalist,” hun smilede venligt til ham, ”men jeg har hørt, at du skulle have en fantastisk smuk drage. Og jeg er en fotograf, så jeg havde faktisk håbet på, at du ville lade mig tage billeder af denne drage,” hun rejste sig op fra sofaen, da hun alligevel ikke kunne lide at føle sig under ham ved ikke at være i hans højde med lavere end ham. Det hjalp dog ikke særlig meget at rejse sig, hun var stadig langt lavere end ham, hvilket egentlig generede hende, men der var intet hun kunne gøre. ”Og hvis du gerne vil have penge for det, må du selvfølgelig godt få det.” Hendes smil var fortsat på hendes læber, og hun prøvede så godt hun kunne at efterligne hans åbne holdning – både med hendes kropssprog og hendes kropsholdning og gestusklynger. Hvilket, hun selv syntes, lykkedes meget godt.

Han kiggede stille på hende, en smuk pige måtte han ærligt indrømme. Han var ikke særligt glad for det at hun lignede en journalist da han ikke rigtigt brød sig om at skulle interviewes. Han kunne slet ikke lide det at skulle fortælle om sig selv, så han slappede mere af invendigt da hun sagde at hun var fotograf. Han viste på intet tidspunkt at han var ubekvem ved at tale om sig selv. Han var bare ikke typen der brød sig om at tale om sig selv eller skulle blære sig, hvilket nok også var grunden til at han ikke brød sig om at have bar overkrop da han jo egentligt godt vidste at hans krop var veltrænet.

’’Fotograf? Og billeder af min drage siger du? Jamen det kan nok godt komme på tale hvis du da har ikke har noget imod at du nok lige skal gå lidt, da der helst skal være ordentligt plads til den.’’

Han smilede bare stille til hende, mens han stille kiggede på hende, men han blev dog også en smule overrasket over at hun faktisk tilbød ham penge for det. Han kunne ikke se nogen grund til at han skulle tage penge for det, fordi for det første havde han nok... Men også fordi det var jo ikke fordi han gav afkald på noget.

’’Penge? Nej tak. Jeg har hvad jeg har brug for, og flere ville bare være et spild. Så ellers tak, det er mig en ære nok at du faktisk gerne vil tage billeder af min drage.’’

Han smilede stille til hende, mens han gjorde klar til at gå. Han tog fodtøj på og smilede stille til hende. Han vidste ikke hvad han mere skulle sige eller gøre, men det var nok bare bedst at de skyndte sig afsted, fordi om ikke andet så gik det hele hurtigere på den måde.

’’Kommer de med? Det tager lidt tid at gå der ud, men jeg kan jo altid kalde ham tættere på. Noget bestemt du gerne vil have som baggrund?’’

Han smilede stille og åbnede døren for hende så de kunne komme afsted, og sådan at hun kunne komme afsted rimelig hurtigt. Da de var gået udenfor, knappede han sin skjorte op, da det var varmt, og for varmt til at han brød sig om at have skjorten på.

Vægten flyttes fra den ene fod til den anden, da hun kunne mærke, at hendes højre hæl trængte til en pause fra at løfte hendes vægt, selvom hun nu ikke vejede så meget.
”Ja, regnede også med, at vi skulle hen til, hvor den føler sig mest hjemme.” De grå-grønne øjne hvilede på ham og hun kunne ikke lade være med at bedømme hans udseende. Et næsten usynligt elevatorblik sendte hun ham, men hendes konklusion ændrede sig ikke af ham, han ydre kunne man ikke brokke sig over, selvom hun godt ville have, at han havde brugt lidt flere penge på sit lille hus. Så hvis han ikke manglede nogen penge, så kunne hun ikke forstå, hvorfor han ikke lige gjorde tingene lidt mere værd. Hun stoppede sine egne tanker i den retning, og skulle tvinge sig selv til at sige, at man ikke behøvede at købe det bedste af det bedste, for at man var en okay person.
Et smil ramte hendes læber, da hun hørte hans svar, ”det gør også det hele nemmere for mig,” faktisk var hun meget taknemlig for det, for hun hadede, når man skulle betegne det som arbejde. Hun elskede, at der ikke var nogen forskel på arbejde og hobby.
”Jeg kommer,” hun tog hurtigt fast i sin kamerataske og fulgte efter ham ud af døren, hvor hun ventede på, at han skulle låse døren, sådan de kunne komme videre. ”Altså jeg vil faktisk helt have billeder fra de steder, hvor den føler sig mest tryg. Alle ved jo, at man har steder, som får en til at virke gladere, og det burde også gælde drager. Så du skal sige mig, hvor vi går hen ad” Hendes stemme var blid og sommeragtig. Solen bagte ned på hende. Ikke en eneste vind rørte sig i den korte tid, hun stod der. Hendes hæle klikkede i takt med at hendes hofter svajede. Hun elskede virkelig, når vejret var varmt. Det mindede hende om første gang hun så en Amarant. ”For resten hedder jeg egentlig Amaranth.” Hun drejede sit hoved hen imod ham og smilede høfligt, ”Maleren og fotografen Amaranth.”

Nikkede bare stille til det hun sagde. Det ville nok blive langt da de skulle ud et sted hvor der enten var ørken eller ivhertfald var rimeligt klippet og uden så mange planter og træer. Han skulle lige tænke sig om for at finde du af hvor det nærmeste sted de kunne finde den slags henne var. Han kiggede stille på hende, mens han begyndte at gå igennem byen for at føre dem ud til porten, hvor han lidt havde tænkt sig at de skulle bruge den til at komme frem med da den stadig var hurtigere end de nok kunne bevæge sig til fods. Han kiggede stille på hende, og talte så stille og roligt.

’’Vi skal så ud til udkanten af byen, der kan vi bruge min drage til det sidste stykke, hvis du da tør stig om bord på et dyr af den størrelse? Kender jo fuldvoksne mænd der ikke tør...’’

Han smilede bare stille, mens han bare førte hende ud mod kanten af byen. Han smilede stille hele tiden mens de gik. Han havde ikke nogen grund til at opføre sig på nogen anden måde når det jo kom til stykket.

’’Mit navn er Sarosh Vargash, men det havde jeg lidt på fornemmelsen at du havde på fornemmelsen siden du kendte min adresse og at jeg har en drage.’’

Han smilede bare imens de nåede ud til noget eng uden for byen. Der ude stod hans drag og ventede på dem. Den havde en kropsbygning der vel egentligt var dragernes svar på hans egen kropsbygning og dog havde den stadig et fredfyldt udtryk og vrikede lige som ham meget åben og glad og venlig. Han kiggede på hende.

’’Det er hyggeligt at møde dig Amaranth.’’

Han bukkede en smule for hende, og meget elegant og venligt. Han havde disse ting han altid gjorde fordi han følte sig mere sofistikeret og dannet, og ikke som det vilde dyr han ofte var. Han kiggede stille på hende, for at se hvordan hendes reaktion var på dragen.

’’Hvad siger du til at tage nogle billeder af den her? Og så kan vi tage hen til nogle klipper bagefter, der hvor den høre mere hjemme og inde?’’

Skridtene fulgte bare samme tempo. Hendes ryg var ret hele vejen ud til klipperne bare for at virke som om, at hun kendte stedet og området de skulle hen. Det lød som en udfordring med, at hun ikke turde stå op på det dur. Troede han virkelig, at hun ikke turde det, især når han sagde det sådan! Så blev hun jo nød til at gøre det!
”Det lyder fint nok for mig. Jeg har godt nok aldrig prøvet det, men det lyder som en spændende udfordring,” smil smilede sejrsvillig til ham. ”Og ja, jeg vidste godt, at du hed Sarosh, man har jo gjort lidt reasource. En af mine venner han havde hørt om dig før, og jeg var lige i byen alligevel, så kunne jo ligeså godt komme forbi for at se, om du havde tid.” Hun smilede venligt til ham. Alt det hun sagde, var sandt. Hvorfor skulle hun også lyve, det havde hun ingen grundt til endnu.
Alt stoppede i hendes krop i et sekund, da hun så det store dyr foran hende. Aldrig havde hun troede, at en drage skulle være så stor. Ideer havde altid været i hendes hoved omkring, hvordan de så ud, men hun vidste ikke, at de var så store og flotte. En trang til at gå hen og udforske dyret nærmere eller male det poppede op inden i hende, og hun kunne næsten ikke stå stille. Hele hendes krop summede af glæde over at se sådan et pragtdyr. Hvorfor havde hun aldrig arbejdet med sådan nogle dyr før? Hun fattede det virkelig ikke.
”Hvor er den flot!” Man kunne høre glæden og oprigtigheden i den. Hendes ene hånd løftede sig en lille smule, som om hun gerne ville røre den, men hun turde ikke. Hun vidste ikke, om hun måtte. Hendes blik rykkede sig modvilligt væk fra det store dyr og over på Sajro.
”Jeg vil med glæde tage nogle billeder her!” Smilet på hendes læber fortsatte med at være klinet fast, da hun tog sit udstyr af, og før hun vidste af det, så stod hun med kameraet i hånden. Lyset virkede godt, så hun regnede ikke med, at der blev behov for noget kunstigt lys eller andre ting. Før hun vidste af det, stod hun og tog billeder af dyret. Hendes skridt førte hende hele vejen rundt om dyret, hvor hun tog nogle billeder fra de vinkler, hun fandt optimale.
”Kan jeg få et billede af dig oven på dragen? ” Hun stoppede op lige ved siden af Sajro og så på ham. Måske stod hun en smule for tæt på ham, men hun lagde ikke engang mærke til det. ”Men det kan også vente til det andet sted vi skal hen.” Hun smilede venligt til ham og fik et chok over, hvor tæt på hun var på ham. Hun trådte et skridt væk fra ham, men takkede alligevel for, at hun som altid havde en god parfume på.

''Det er skam ingen udfordring men vlot et spørgsmål... Og bare rolig han gøre ikke noget eller nogen fortræd, medmindre man skader ham, eller jeg beder ham om det... Han er skam veltrænet.''

Han smilede bare stille, og kunne ikke lade være med at smile bredt da de nåede frem til dragen og da han hørte hendes ord. Han kunne heller ikke holde sig selv fra t gå hen til hovedet af det store dyr og ganske stille ae og nusse den over hovedet og næsen, lidt soom man ofte så folk gøre det ved en hest. Han bakkede først væk fra dragen da han kunne høre at hun begyndte at tage billeder af den.

''Ja det er et smukt væsen, så stort men når man oplever dem bevæge sig, bliver man overrasket over deres utroligt elegante bevægelser... De er både store, stærke, smidige, hurtigere, kloge, venlige og farlige... De er så meget at de er helt fantastiske...''

Han kunne ikke lade være med bare at stå og smile mens han fortalte om dragerne, eller rettere dragen, som jo var en af hans store passioner og lidenskaber. Han kunne ikke lade være med at tale virkelig pænt og stolt om den. Fordi den var jo stadig hans lille drage, og det var en drage han var virkelig stolt af.

''Øhhhh....''

Han blev en smule chokeret over at hun ville have nogle billeder hvor han var med på. Selvom han havde på fornemmelsen at hun allerede havde nogle hvor han stod ved dyrets hoved, men der var han naturlig, og han brød sig ikke om opstillede billeder...

''Kan du vente til derude? Og så stå og tage nogle billeder imens jeg bare ridder rundt på ham? Vil helst have det skal være naturligt hvis jeg skal være med... Hvis det da er okay med dig?''

Han kunne nok godt få sig selv taget sammen til at være med til et opstillet billede hvis hun virkelig gerne ville have at det var sådan billedet skulle være. Han smilede stille til hende, og kiggede så på hende, mens han kunne dufte hende parfume, og så hende så trække sig væk... han greb hendes hånd, og trak hende med hen til dragen...

''Kom så, vi skal jo videre... Og du kan bare røre...''

Han smilede til hende, og satte sig op på dragen, og rakte en hånd ned til hende.

”Jeg har faktisk aldrig set en drage før, så jeg kan kun drømme om, hvordan dette dyr bevæger sig.” Hun lukkede kort øjnene og forestillede sig, hvordan dette store prægtige dyr bevægede sig. Men uanset hvor fantastisk det så ud i hendes fantasi, så håbede hun, at den ville bevæge sig endnu flottede i virkeligheden. ”Hvor længe har du egentlig haft den?” Hun så på dyret og kunne ikke undgå at se den muskuløse ligehed, der var mellem ejer og drage. Men hun vidste ikke, om det bare var noget hun bildte sig ind, eller om det var, som med andre dyr, at de efterlignede deres eger, så godt de nu kunne.
Hendes blik hvilede på ham. ”Selvfølgelig. Naturlige billeder er også de bedste, men nogen mennesker kan man bare ikke få til at se perfekte ud på naturlige billeder,” hun smilede for sig selv og huskede på sine forældre, som var ufattelig fotogene, og som faktisk havde været hendes grund til, at hun også begyndte at tage billeder, ”men nogen mennesker er gode til naturlige billeder og ser perfekte ud uanset hvad.” Hun tænkte lidt mere på sin barndom og følte kun glæde over den.
”Det lyder fantastisk med et billede af dig, som ridder, jeg har nemlig en idé om, at du sidder oppe på dragen og ser ned på mig, hvor du så virker storslået med, at du virker hævet over os andre, som en beskyttende hånd, som om at i den position kan du gøre alt! Men jeg kan sagtens vente til, vi er derude” hun smilede venligt til ham. Alle hendes tanker kørte rundt i billeder af diverse scener, som hun kunne tage billeder af.
Hun fik et mindre chok, da hun mærkede hans hånd i hendes. Først vidste hun ikke helt, hvad hun skulle gøre, men fulgte så bare halvstumblende efter. Det uperfekte i den bevægelse behagede hende ikke, og så hurtigt hun kunne rettede hun ryggen igen og fulgte normalt efter ham hen til dragen. Blikket hvilede direkte på dragen og derefter på hendes hånd, da hun havde lagt den op på det store dyr. Hun følte, hun kunne mærke alt det fantastiske i dyret. Hun fulgte Sajro med øjnene, da han satte sig op på dyret, og tog fat i hans hånd og trak sig selv op, så hun sad omme bagved ham.
”Hvorfor er der dog nogen, der er bange for at sætte sig op på sådan en drage?” Hun kunne virkelig ikke forstå det, ”den er da så elegant og flot, at man da ikke kan være andet end fascineret af den!” Dog vidste hun godt, at de kunne være dødsensfarlige, så hun skulle være glad for, at hun var sammen med ham.
Hendes blik lå på hans skjorte. Skulle hun tage fat i den bare blidt og holde den, når de skulle i bevægelse, eller skulle hun holde om ham? Behøvede hun overhoved at holde fast i ham? Det var ikke fordi, hun havde noget imod berøringer, men kunne forestille sig, at det ikke blev kønt. Hun så ned på kameraet, som hang om hendes hals og var sikker, så hun kunne ikke engang holde om ham

''Jeg vil nu påstå at jeg vil være endnu værre på et opstillet billede... Så naturlige billeder vil være det bedste for mig ihvertfald.''

Han smilede bare til hende. Han kunne faktisk godt lide hendes selvskab, dog ikke så meget hendes massive snak om perfekt... Han fik en ide om at for hende skulle alting bare være helt perfekt, men okay sådan havde alle det vel? Der var nok bare rimelig stor forskel på hvad man så som perfekt. Han kunne foreksempel godt lide det naturlige og det var det han fandt perfekt.

''Jeg kan nu bare godt altid lide det Naturlige, om det er 'perfekt' eller ej, er jeg ligeglad med så længe det er naturligt... Så har det alligevel noget perfekt over sig, nemlig det at det er perfekt naturligt.''

Han smilede til hende, da hun spurgte ham om hvor lang tid han havde haft sin drage.

''Uhh... Det må være i ti år nu vil jeg skyde på.''

Han smilede stille til hende og fik hende bare over til dragen og derefter op på ham.

''Fordi deres krop vil kunne kvas hvem som helst hvis den ligger sig på ryggen? Fordi dens kæber kan bide igennem et træ? Og dens klør er stærke nok til at gå ind i en klippevæg?''

Han smilede og igen kunne man høre hvordan disse drager var hans passion hvordan han virkelig elskede og ærede dem for både deres skønhed og deres utrolige styrke og den fysiske overlegnhed de havde, som igen matchede hans egen. Han syntes hun virkede en smule rådvild om hvad hun skulle tage fast i... Han kiggede om på hende og smilede så...

''tror det er smartest hvis du flytter din taske og holder fast om mig... Selvom han er stor kan han skam sagtens flytte sig ret så hurtigt.''

Han havde selv taget fast om den krave af horn dragen havde. Der var et slags hulrum mellem hornen så han ikke skulle være bange for at blive spiddet på dem hvis dragen rettede hovedet op af... Han kiggede bare på hende og forventede hun ville tage fast om ham.

”Det er jo smag og behag,” hun smilede stille for sig selv. ”Har du selvfølgelig ret i, men jeg synes ikke rigtigt, at der er meget, som er naturligt perfekt. Altså i hvert fald ikke den form for perfekt, som jeg tænker.” Hun hælder sit hoved en smule på skrå. Alle havde jo fejl, og dem kan man ikke dække med det naturlige, så derfor burde der ikke være noget naturligt perfekt. Selvfølgelig ud over en Amarant og få andre blomster, men blomster i sig selv var jo også svagelige. De kunne jo nemt knækkes. Derfor havde hun altid været fascineret af billeder og malerier fordi de kun tog alle de gode ting fra diverse naturbilleder, og man kunne endda gøre det endnu mere perfekt. Ingen vidste jo ud fra et billede, hvilke slags svagheder de forskellige ting havde.
”Det var da også længe at have en drage.” Hun smilede længe. Måske var der noget om tanken. Måske var det som en et husdyr med, at den efterlignede sin eger. Men nu havde hun jo heller ikke forstand på, hvordan andre drager så ud.
”Nemlig. Ikke fordi jeg vil fremme det voldelige, men jeg vil vise de kræfter, de fantastiske kræfter en drage og dens eger har tilsammen.” Hun smilede stort og så sig stille ned til siden.
Hendes blik gled ned på kameraet og tog det i hånden, hvorefter hun viklede stroppen rundt om hendes tynde håndled, så den ikke ville ryge af. Tasken blev skubbet ud til siden, hvorefter hun rykkede sig helt ind til ham og lagde sine arme rundt omkring hans krop holdt godt fast, da hun ikke vidste, hvor stort et ryk det ville give, og hun var mest af alt bange for, at hun ville se tumpet ud, hvis hun faldt af.
Solens stråler varmede hendes ryg godt op. Hendes øjne lukkede sig stille i, og hun nød det bare. Og det skadede da heller ikke at holde hendes hænder så tæt på hans veltrænede krop. Hun smilede bare en smule til sig selv.
”Hvor langt skal vi?”

Han smilede bare. Han havde haft det lidt på fornemmelsen at det var et punkt de var uenige i. Men det var jo også det med hvad man så som perfekt, men hvis han skulle være helt ærligt var der ikke noget der eksisterede som var pefekt... det tætteste han havde oplevet som perfekt var dragerne. Han kunne godt lide tanken om at intet var perfekt og dragerne var det tætteste specielt fordi de var altså hævet højt over alle andre levende væsner.

''Ja det kan da godt tænkes at det var længe, men jeg håber nu på at have ham i mange år endnu... Han har været den mest fantastiske ven jeg nogensinde har haft... Forholdet meller drage og ridder, er virkelig noget helt specielt.''

han smilede stille da hun fortalte hvad hun godt kunne tænke sig at fremstille. Han overvejede lidt hvordan det var nemmest og det var nok nemmest med lidt klatring rundt omkring, nogle store klipper? Gerne en klippevæg, ville kunne skabe nogle fantastisk omgivelser til at vise hvilken styrke det dyr havde.

''Jeg har noget i tankerne om hvad der så vile være passende... Så jeg lader ham tage os ud til klipperne. Der kan han få lov til at vise han virkelige styrke...''

Han smilede bare til hende, og kunne egentligt godt lide følelsen af at have hendes hænder om sig. Hendes bløde feminine hænder imod hans maskuline krop, den nok perfekte kontrast man kunne opstille. Han smilede derfor også lidt for sig selc, mens han bare gav tegn til dragen om at skulle bevæge sig...

''Det ved jeg ikke... Han ved det og jeg stoler på ham... han tager os ud til nogle klipper, og han skal nok få os tilbage igen hertil. Men det tager ihvertfald ikke over en halv time at nå frem.''

Han smilede bare til hende, og dragen løb bar hurtigt afsted, og man kunne bare se landskabet drive forbi dem, og efter et kvarters tid kunne man se noget klippe længere fremme, og da der var gået cirka 20 minutter var de fremme ved klipperne.

''Så er vi her... Hvad så hvad siger du, kan det godt bruges til nogle billeder?''

Der var en høj klippevæg og ellers var de på et område der var ret så øde med massere af klipper, og så den smukke blå himmel og solen der bagede ned over dem. Han hadede den lidt lige nu...

Hun lyttede til hans ord og kunne bare drømme om at have sådan en ven, som hun forestille sig dragen var for ham. De veninder hun havde var også gode, og selv hendes bedste veninde havde også været en fantastisk støtte i ufattelig lang tid, men alligevel havde hun på fornemmelsen, at det var helt anderledes med drager, men for at være ærlig havde hun aldrig været interesseret i drager før. Nu kunne hun ikke se hvorfor hun ikke havde haft den interesse før, for hvis det var sådan her hver gang man var sammen med en drage, så ville hun næsten ønske, at hun havde en selv. ”Skal man ikke selv tæmme dragen? Men, hvis jeg skulle tæmmes, så ville jeg da blive sur på personen, så er det ikke utroligt svært, og især med sådan nogle store dyr, som disse drager er?” Interessen fra dragerne var steget ufattelig hurtigt. Men hun var sikker på, at hun ikke ville være lige så interesseret i drager, hvis det ikke havde været så prægtigt et dyr, og hvis egeren til dyret havde været kedelig. Her var begge ting perfekte, og Sajro han var ikke den værste at snakke med og se på.
”Det lyder fantastisk. Klipper passer også godt til at vise den styrke, som I to har sammen,” hun smilede stille. Billederne dannede sig igen, og hvis alt gik som planlagt – som det altid gjorde – så ville denne photoshot blive en god en.
Et ryk gik igennem hende, da de begyndte at bevæge sig, men kort efter begyndte hun faktisk at nyde det hurtige tempo, som de bevægede sig i, og hun lukkede kort øjnene og mærkede vinden suse forbi hendes krop og skabe den illusion, at verden var koldere end den var lige nu.
”Hvor hurtigt bevæger han sig lige?” Hun åbnede igen sine øjne og fulgte landskabet med øjnene og kunne kun blive fascineret af alt.
Efter de 20 miutter blev hun bare helt forbavset over, at hun aldrig havde kendt dette sted før. Aldrig i hele hendes liv havde hun overvejet at tage sådan et sted hen. Men i det her selskab virkede det så perfekt, som det, hun havde forestillet sig.
”Det er helt perfekt!” Hun smilede stort og gav slip på ham og så ned på jorden. ”Skal jeg bare hoppe ned, eller hvordan kommer jeg ned herfra?” Der så ud til at være langt ned på jorden oppe fra dette dyr, men hun havde heller aldrig bevæget sig sådan et sted før. Hun så kort op og smilede op til solen, og hun nød varmen, selvom hun ville ønske, hun havde taget lidt mindre tøj på, men nu skulle hun ikke brokke sig.

''Det er ikke så meget at tæmme dem som det er at træne dem. Du vader ikke bare ud og finder en og beslutter dig for at den vil du have... Enten har du den fra helt lille, ser den klække og det hele, eller også vælger dragen dig... Under alle omstændigheder er det faktisk dragens valg, om du skal være dens 'ejer'... Det er derfor det er min ven og ikke min ejendom...''

Han smilede til hende, og bukkede sig ned og kyssede dragen på nakken. Han havde et tæt forhold til dragen, og han elskede virkelig at han havde den, og han holdt helt ufatteligt meget af den, han havde hørt om at folk mistede deres drage og han kunne slet ikke forestille sig et liv uden den. Den rystede lidt sin krop som en sitren...

''Hvor hurtigt? Mindst det dobbelte af en hest vil jeg skyde på... Har aldrig tænkt på det som tal eller noget... Det er bare en hastighed og mere er ikke nædvendigt for mig at vide...''

Han smilede bare mens de red... da de nåede frem, fik han dragen til at gå ned i knæ så det ville være nemmere for hende at komme ned fra den. Han smilede også bare til hende, da hun spurgte om hvordan hun skulle komme ned af dragen.

''Sådan det skulle ikke være det store problem nu?''

Han smilede stille og kiggede så ned på hende, oppe fra dragen kort, før han lige hoppede ned fra den også, og stillede sig ved den hvor han bare nussede og aede dens hoved, imens han bare halvvejs krammede dens hoved.

''Hvordan kan du holde ud og have så meget tøj på? Ja undskyld jeg spørger... Men jeg er ved at dø, med den smule jeg har på.''

Han grinede lidt. Han kunne virkelig ikke forstå hvordan hun kunne holde det ud, og imens begyndte dragen at stå og puffe en smule til ham med snuden... Den puffede ham mest bare som en prikken så han rykkede sig ikke så meget...

”Ah,” Hun lyttede interesseret til hans ord. ”Jeg ved ikke sådan noget om dem, så du må faktisk godt fortælle mig mere om det, hvis du kommer i tanke om noget,” hun smiler sødt til ham, ”det kunne også være interessant at vide, om hvordan I to fik hinanden.” Hendes blik hvilede på ham. Det var faktisk fascinerende som hans krop bevægede sig, selv de små bevægelser syntes i hendes hoved at virke så maskuline. Og især ved siden af hende følte hun sig som en lille pige. Forskellen fik hende til at tænke på hendes forældre endnu engang, hvilket fik hendes til at smile. Uanset om hun ville det eller ej, så var der altid en forskel på, om hun smilede til personer, eller om hun smilede af minder fra hendes fortid. Hendes smil fra fortiden virkede bare den tand lettere og gladere end de andre smil.
”Man tænker vel forskelligt,” hun smilede stille, ”kunne det ikke være rart at prøve at flyve med en drage.” Hun så op i himlen og drømte om, at hendes vinger faktisk kunne bære hende op i himlen sammen med alt det andet. ”Altså nok kan man klatre, men jeg kan forestille mig, at intet er som det samme, som at flyve virkelig op i himlen og opleve total frihed.” Hendes blik virkede drømmende, men hun vågnede igen, da dragen bevægede sig, så hun rykkede sig helt ind til ham.
”Du har jo gjort det så mange gange, så det må være lettere for dig,” hun smilede grinende til ham. Der så ud til at være langt ned, men hvis hun spurgte ham og hjælp til bare at gribe hende, så ville hun lide nederlag, hun skulle bare lige have lidt tid til at samle sig i.
”Altså. Jeg vil sige, at jeg har så lidt tøj på, som jeg nu kan have. Hvis jeg tager skjorten eller bukserne af, så ville jeg kun stå i undertøj, og det har jeg ærligtalt ikke lyst til at gøre,” hun så på ham, ”det burde du da kunne forstå.” Hun så hen på ham, og for første gang så hun ned på ham. Det virkede helt forskruet, at han ikke var højst i dette øjeblik, men det måtte nok være sådan i lidt tid, da hun stadig følte sig en smule utryg, selvom hun godt vidste, at der ikke var så langt ned, så var det alligevel et hop ned fra et dyr med højhælede sko på. Det havde også været noget andet, hvis hun havde normale sko på. Hun tog kameraet af sin hånd og hang det om hendes hals igen, før hun hoppede ned og landede normalt.

''Hmmm... Jeg ved ikke lige hvad jeg skal fortælle dig om dem. Men hvis der er noget du gerne vile vide omkring dem kan du bare spørge løs... Jeg svarer gerne så længe det ikke er noget du har tænkt dig at skulle fortælles til en avis eller noget... Jeg kan ikke lide at blive interviewet...''

Hendes spørgsmål, var for ham faktisk et meget personligt spørgsmål, og han skulle lige til at sige at han ikke havde den store lyst til at skulle fortælle hende hvad denne grund til det hele var, og derfor kiggede han også bare stille på hende... Men Fral prikkede til ham igen som om den fortalte at han bare skulle fortælle historien...

''Fral siger jeg skal fortælle... Men okay... Jeg var for en del år siden, ude i ørkenen... Det var derude jeg stødte ind i Fral... Jeg havde den gang nogle problemer... Nogle temperemants problemer, så jeg gik lidt og var meget sur på alt og alle lige der... Så mødte jeg Fral, som dog slet ikke var lige så stor den gang som han er nu... Men denne drage blev bare ved med at følge mig rundt... Jeg forsøgte alverdens ting for at slippe væk fra den... men lige lidt nyttede det, så tilsidst rørte jeg ved ham... Og det var bare som om der opstod en forbindelse... Og sådan mødtes vi...''

Han smilede lidt over historien... En smule i samme stil som når hun smilede over sine minder. Han kunne ikke lade være med at nyde hendes selskab. Hun var både sød og dejlig og så, så hun godt ud.

''Jo jeg ville også ønske jeg kunne flyve... Men selvom jeg er halvt engel kan jeg ikke få mine vinger frem... Kun ved fuldmåne... Men der er det dog ikke mit valg...''

Han smilede stille til hende, da hun snakkede om at hun ikke brød sig om at have mindre tøj på en hun allerede havde, og han forstod det egentligt også meget godt.

''Ja, jeg forstår dig skam... Men du må så bære over med at jeg smider skjorten?''

Han smed skjorten fra sig og smilede bare da hun var gledet ned af dragen...

''Hvad å noget du vil tale om, eller vil du bare i gang?''

”Ah, bare roligt, jeg snakker ikke med journalister, er for spørgende om alt muligt. Billederne bliver kun brugt af mig, hvor jeg finder de bedste og udnytter det nu på bedste mulige måde.” Hun følger ham bare med øjnene og ser på, hvorfor Fral får dig til at gøre, hvad den gerne vil have, ”De er ufattelig kloge ikke?”
Hun lytter stille til din fortælling, ”Det bedste venner kommer altid, når man mest har brug for de,” hun smiler venligt til ham og holder øje med ham smil. Hendes blik falder på dragen, og hun bevæger sig hen til den og lægger tøvende hånden stille og roligt på den i tvivl om hun faktisk må. ”Den er sådan et stort og stærkt dyr, det er helt fantastisk.”
Hendes øjenbryn hævede sig en lille smule, da han nævnte halv engel, men det faldt hurtigt på plads igen. ”Men, kan du så ikke flyve ved fuldmåne?” Hun ville ønske, at hun kunne flyve eller bare få ordenlige vinger, men dette havde hun aldrig prøvet. ”Jeg er selv halv engel, men jeg har også mistet den evne,” det så ud til, at det var så snart man bare blev halv engel, at man mistede ens evne til at få vinger og flyve, ” det er nok skæbnes ironi, at man skal være fuldblodsengel for at kunne flyve,” hun griner kort over, at hun ikke kunne blive en ordentlig engel og at skæbnen – i hendes hoved – har sørget for, at hun aldrig kunne blive perfekt.
Hun trådte lidt længere væk fra dyret. Solen varmede hende godt op, og hun så ned ad sig selv. De mørke farver tiltræk nok af solens opmærksomhed, så måske kunne hun endda knappe bare en ekstra knap op, det burde han ikke have noget imod. ”Jeg har allerede set din overkrop, og den skal du i hvert flad ikke skamme dig over, så har intet imod, det ville næsten bare håbe på det,” hun smiler charmerende i et kort øjeblik, før hun vender sig væk fra ham og knapper sin skjorte en knap længere ned.
”Ja, vi skal i gang!” Hele hendes krop vender sig på elegant vis rundt igen og hun studerer klipperne foran hende. ”Lyset er perfekt i dag, så det er vel bare at begynde.” Kameraet blev rykket bare to cm længere end op, men de 2 cm gjorde, at hun så meget mere klar på, at hun skulle tage billeder. ”Skal jeg tage billederne med dig først?” Hun smiler høfligt til ham.

Han var glad for at hun ikke snakkede med journalister, han brød sig nemlig ikke om dem, da de havde en tendens til at fordreje sandheden og fremstille en som de gerne ville have man skulle fremstilles. Det var noget af det mest utrolige ved den slags mennesker, og han kunne bare ikke lide dem, de løj ikke for nogen men de fortalte kun den del af sandheden som de havde lyst til at andre skulle vide.

''de har også en irriterende tendens til altid at fordreje sandheden så man slet ikke fremstår som den person man i virkeligheden er... De kan være så irriterende på lige netop det punkt.''

Han lyttede stille til hende, og jo han kunne flyve ved fuldmåne så vidt han vidste... Men han kunne jo ikke rigtigt huske det eller nyde det da han jo var et frådende vilddyr på samme tid, så det var jo ikke noget han oplevede.

''Jo, men jeg oplever det ikke rigtigt da de kun dukker op når jeg skifter form, fordi jeg er så halv varulv... Så ved fuldmåne bliver jeg en varulv med vinger...''

Han smilede bare, og da hun begyndte at snakke, og han smilede en del da hun snakkede om at hun faktisk havde håbet han ville smide skjorten. Han var en smule forlegen nu hvor hun sagde hun godt kunne lide synet af hans overkrop, og hans stod bare og kiggede imens han kravlede op på Dragen....

''lad os bare det...''

Han fik dragen til at bevæge sig, og fik den til at kravlede rundt på klipperne imens han selv kravlede rundt på dragen, men sad også ned en del af tiden, mens ellers kravlede han bare rundt på den krop og specielt dens hoved. Han smilede bare mens han gjorde det, og efter noget tid kravlede den ned med ham og stoppede foran hende...

''Hvad så?''

Hun nikkede 3 gange af det han sagde, for at vise, hvor enig hun var, hun hadede selv journalister, medmindre de kom for at give hende presseomtale, for uanset om det der stod i aviserne om hendes kunst var godt eller dårligt, så var det omtale, og omtale gav altid nogle ekstra kunder i butikken. ”Ja, du har helt ret. Det er som om, at intet er perfekt nok.” Hun sukker stille.
Personligheden passede nu ikke rigtig på en varulvs, men hun kunne godt forestille ham som en varulv, hvis man kun så udseendet. Man kunne vel sige, at han var en god blanding af alt. Et smil listede sig over hendes læber af hendes tanker. ”Altså, jeg vil sige, at jeg ikke kan forestille mig en varulv med vinger. Det lyder meget… interessant,” hun smiler bare til ham, da hun har et helt forkert billede inde i hoved at, hvordan det ville se ud, ”det ville være interessant at få et billede af det. Det bedste af to verdner, en personlighed som en engels og et udseende som en varulvs.
Kroppen spændte sig helt op, og man kunne se, at hun var klar til at tage billeder. Så snart han havde sat sig op på dragen havde hun kameraet oppe og var i gang med at tage billeder. Der blev altid taget ufattelig mange billeder, men hvis man skulle have nogen af dem ordenligt. Hjertet bankede hurtigt nogen gange og andre gange stoppede det helt. Solen fik både Fral og Sajros krop til at skinne bare en smule, hvilket næsten fik hende til at glimte. Nogen gange elskede hun sit job, alle de flotte øjeblikke, som hun oplevede bare fordi, hun kunne se sådan noget her.
Før hun vidste af det var han på vej ned, og hun mærkede et sug i maven over, at det allerede var ovre. Det føltes ikke som mere end 2 sekunder, og hun følte ikke, at hun fik nydt øjeblikket så meget, da det var så kort. Hendes ben havde bevæget sig rundt, mens hun tog billeder, men nu var hun naglet til stedet på et bestemt sted, mens hun gennemså nogen af billederne. Nogen af dem så – ud fra den korte tid hun havde set på det – fantastiske ud, mens andre bare ville ryge direkte i skraldespanden, så snart hun kom hjem.
”Det ser godt ud, du er et naturtalent.” Hun så op på ham og sender ham anerkendende nik.

''Der er bare et problem ved det du siger fordi når jeg skifter form... ændres min personlighed også... Så det eneste du ville kunne få billeder af ville være af et frådende monster der forsøger at flænse din krop fra hinanden...''

Han sukkede opgivende, og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, så han var bare glad for at han var færdig, fordi han havde været nød til at slå hjernen fra så han kunne glemme at hun faktisk stod på jorden, og tro at der ikke var nogen der kunne se dem, fordi så kunne han være sig selv...

''Det er jeg glad for at høre... Det havde jeg for at være ærlig ikke forventet at jeg ville være... Altså at jeg ville være et naturtalent...''

Han smilede bare til hende, mens han hoppede ned fra Fral igen og stod og klappede det store dyr. Det var et syn man ville kunne støde på utroligt mange gange hvis man var sammen med både ham og Fral... Han kunne ikke lade være med det...

''Må man spørge hvad det egentligt er at disse billeder skal bruges til? Altså er det nogle du selv bruger til noget, eller nogle du sælger eller hvad gør du med dem?''

Han kiggede stille på hende, han havde undret sig meget over hvad det var hun skulle bruge dem til. Han kunne ikke lade være med at smile til hende, og satte sig efter lidt tid ned på jorden i skyggen af Fral... Som bare nød solen...

''Hvad så er der egentligt mere du skal bruge mig til nu? Eller har du tid til at sludre? Eller har du en anden du skal videre til at fotografere?''

Han smilede bare stille til hende og han håbede da at hun havde tid til at tale lidt med ham også

”Jamen, det ville da være et godt reportage billede. Hvis jeg sender det ind til en avis ville jeg sikkert på kanon mange penge, for man kan jo bare lade overskrifter som: »Kvinde bliver spist af varulv med vinger« og »Hvem er denne nye morder? Kæmpe dusør på mand, der har spist kvinde!«,” Hun griner stort, da hun selv synes, det kunne være sjovt at se overskrifter fra sådan en jagt. Dog havde hun ikke tænkt sig at gøre det. Hun havde altid fået at vide, at hun skulle holde sig fra varulve, da hun fik det at vide, så var hun alligevel så dumdristig at gå ud i gaden og finde en varulv, som fik slået hende halvfordærvet, før hendes far kom og redede hende. Efter den dag havde hun faktisk holdt sig fra dem, men mest af alt havde hun holdt sig fra personer, som sagde, at hun ikke turde gå hen til dem. Det skulle jo nødig ske igen.
”Du er faktisk rigtig god, og solen på din krop gav lige det ekstra!” Hun smiler stort, mens hun hiver kameraet frem og viser ham nogle af billederne. ”Man kan se, hvordan hele din krop arbejder, og det samme med Frals, det giver meget liv i det, hvilket jeg personligt synes ser perfekt ud. Man kan se, hvordan i samarbejder! Jeg elsker det!” Hun smiler bare stort og er helt glad over billederne, hun viser ham.
Kroppen stivner et kort øjeblik, hun havde faktisk hun overvejet at udstille dem og sælge dem, hvis folk ville have det, men hvad nu hvis, han ikke ville have det? ”Det kommer faktisk an på dig. Rigtig havde jeg regnet med er lave en udstilling og sælge dem, hvis folk gad have dem, men… der havde jeg kun troet, at der var en drage på. Nu er det jo lige sådan, at du selv skal vælge, om du vil have det, og om du vil være anonym, hvis du endelig vælger, at jeg må gøre det.” Et par hvide tænder bed sig ned i den lidt tykke underlæbe og gjorde underlæben helt rød. Hovedet drejede sig væk, så hun fik solen direkte ind i øjnene, men hellere det, end at han så hendes usikkerhed så voldsomt. Dog var hun opmærksomhed på, at han nok havde opdaget det, men man kunne jo altid håbe.
Kort blev verdenen sort, da hun lukkede øjnene. Det hvide tandsæt fjernede sig fra den helt røde læbe, og hun rettede blikket hen imod Sajro. ”Jeg skal faktisk ikke mere i dag, jeg regner først med at tage hjem til Taul i morgen. Elsker alligevel Moxt og hotellet er ikke så dyrt. Har på fornemmelsen, at de snart giver mig mit eget værelse, som jeg selv kan indrette, fordi jeg er her så meget,” hun griner stille over, at hun befinder sig så meget i byen, selvom hun ikke engang bor der.

’’Ja jeg må da give dig ret i at det nok kunne være meget sjovt at se den slags overskrifter... Dog ville det nok ikke være det mest morsomme for den der blev jagtet... Eller for den sags skyld for varulven, fordi jeg ved ihvertfald at det ikke altid er det sjoveste at finde sig selv vågen og smurt ind i blod... Det er noget jeg virkelig hader... Dog er jeg ikke vågnet med andet end dyreblod...’’

Han smilede stille og forsigtigt, imens han stille lyttede til hvad hun sagde om billederne og det hun forklarede ham om, at det var perfekt at se deres kroppe arbejde sammen, hvilket han også kun kunne nikke til at det var sandt. Når han gjrode det nummer med at kravle rundt på Fral var det ikke kun ham der brugte kræfter fordi Fral gjorde det hele tiden også så nemt som muligt for ham.
’’Ja... Vi har jo også vore binding til hinanden, så vi ved jo også lidt om hvad det er den anden har tænkt sig at gøre så derfor ved man at det man gør hjælper den anden med at man kan gøre.’’

Han vidste ikke helt hvordan han havde det med at de skulle udstilles med ham på. Han stod lidt og tænkte over det. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men han svarede bare det han syntes og han var ærlig, da det også var vigtigt for ham at han ikke lod hende gøre noget han ville fortryde.

’’Fral har intet imod at billederne bliver udstillet, men jeg er ikke selv så glad for det, men du sagde du var maler? Hvis du laver malerier over billederne må du godt udstille dem, så længe mit navn forbliver anonymt.’’

Han smilede stille og lyttede til det med at hun skulle være der en dag mere. Så hun boede faktisk ikke i byen? Det havde han alligevel troet at hun gjorde, og han grinede lidt, over at hun boede på hotellet, og han kunne ikke lade være med at smile skævt og tilbyde hende en plads i hans hus...

’’Hvis du vil slippe for at betale for et værelse kan du godt få lov til at overnatte hos mig?’’

”Det må da være dejligt nok kun at vågne op med dyreblod på sig.” Rundt omkring dem var der ikke særlig meget andet end klipperne Sajro, Fral og hende, så hun var faktisk glad for, at han ikke var en varulv lige nu, selvom hun godt gad se vinger på en varulv. Men det var farligt med varulve, det havde hun jo prøvet, ”Jeg tror da, at jeg ville føle det som en sejr, hvis jeg var halv varulv og ikke havde dræbt nogen personer,” hun smilede opmuntrende til ham.
Man kunne se det bånd mellem dem, da de var oppe på klippen, og det havde været et fantastisk syn. ”Det må være dejligt med sådan et bånd.” Af en eller anden grund kom lagde hun mærke til det her smil igen. Plejede hun altid at smile meget, eller var det bare nu for måske at være høflig eller hvad? Hun kunne ikke rigtig placere det, men kunne kun blive enig i, at hun da ikke kunne klage over noget. Billederne var flotte og det var omgivelserne og vejret også.
”Mhm…” hun så ned på kameraret i sin hånd igen, ”ja, det kunne jeg godt, måske ville det blive godt. Men det er jo aldrig det samme, som billederne,” blikket blev rettet hen imod den store mand foran hende, som hun kun havde kendt i kort tid. ”Men jeg skal nok lade være med at udstille og sælge billederne med dig på. Men må jeg det med de billeder, jeg har af Fral? Altså dem jeg tog til at starte med?” Håbet bredte sig inden i hende, for godt nok malede hun godt, men hun ville bruge forfærdelig lang tid på at male de billeder. Men hun skulle bare male dem. Troede han, at hun ikke kunne finde ud af at male billeder til malerier? Hvis det var sådan, så skulle hun nok gøre det!
På en elegant måde fik hun sat sig ned foran ham med benene lagt pænt bøjet ud til siden. Ryggen var ret, og man kunne lige forestille sig, hvor varmt det var inde i den, da det brune stof dækkede næsten hele hendes overkrop på nær det nederste af hendes arme, og den nu – ifølge hendes normale smag – lidt for dybe udringning, der var kommet efter hun havde knappet den en tak længere op. Solen legede en smule med det brune hår og fik det til at være i alle former for brun nogen steder helt lyst, mens det andre steder var helt mørkt. Håret lå ned over hendes skuldre og hvilede trygt derpå. Fingrende lavede nogle velkendte bevægelser og kort efter var kameraet nede i tasken, dog hvor at tasken stod åbent, så hun lige hurtigt kunne tage det op.
”Har du plads nok i dit hus til at have mig boende?” Det kunne være hyggeligt at bo sammen med ham bare for i nat, men hun ville have det dårligt med sig selv, hvis han endte inde på sofaen. Han skulle jo ikke gøre det, som hun ikke ville.

’’Altså jo det er rart nok at det kun er dyreblod man vågner med. Det er ihvertfald noget jeg har været glad for at jeg ikke har dræbt nogle mennesker eller andre humanoider. Så jo du har vel ret i at det egentligt er en form for sejr, at jeg endnu ikke ahr dræbt andet end dyr når jeg har skiftet form.’’

Han smilede venligt og oprigtigt som i at han faktisk godt kunne forstå hvad det var hun sagde, og at han gav hende ret i at det jo egentligt var lidt af en sejr, fordi måske så alle hans mentale øvelser allligevel gav ham lidt overhånd, eller måske bare havde det fået nogle af hans menneskelige sider til at smitte af på dyret.

’’Har aldrig oplevet noger der kunne måle sig emd det bånd vi har... Det er det tætteste jeg har oplevet til nogen... Føler sig næsten som om man er et enkelt væsen frem for at være to, specielt når man laver ting som det vi lavede lige før på klipperne.’’

Han smilede og lyttede til det hun sagde med at hun godt kunne prøve, men at hun ikke mente at der ville komme det samme ud af det som ved fotografiet, og jo hun havde da ret, men med maleriet kunne hun bare fremhæve andre dele også... Hun kunne få de dele frem hun ville, og på den måde skabe et billede hun så som perfekt, nu når hun virkede så opsat på det perfekte...

’’Jeg tænkte bare at med et maleri kan du jo også frehmæve de dele du gerne vil have frem, få billedet til kun at indholde de ting du gerne vil have skal være der... Og på den måde kan du jo skabe et billede du ser som perfekt... Og ja billederne af Fral har han sagt ja til...’’

Han smilede stille og lyttede til hvad hun så spurgte ham om. Han havde jo selv været med til at bygge huset, så han havde valgt at få det lavet på en måde så der var gæsteværelse og ihvertfald plads til at der var mindst to der kunne overnatte ekstra.

’’Jeg har skam et gæsteværelse.’’

”Men det må alligevel være en forbandelse at være en varulv,” hun så på ham,” altså bare det, at man bliver noget andet ved fuldmåne. På den måde er min blanding så meget bedre.” Hun grinede stille over det. Faktisk havde hun altid hadet, at hun var kvart menneske. Menneskeracen var så langt fra det, hun gerne ville være. Et stille suk røg over hendes læber. Men det var da bedre, end hvis hun var varulv.
”Ved Fral så, hvordan du har det, og hvad du tænker? Eller i hvert fald kan gætte sig til det?” Det ville være mærkeligt, hvis der var en der kunne det. Men kun på visse tidspunkter, andre gange måtte det være fantastisk.
Hun nikkede anerkendende, ”Selvfølgelig har du ret. Det tager bare lang tid at male et billede også, fremfor at tage et.” Hun smilede, ”I al den tid, jeg har malet, har jeg altid lukket mig inde i lang tid, når jeg skulle male. Og jeg vil hellere male efter ægte modeller end et maleri. Det er nemmere at få liv ind. Men selvfølgelig tager man altid billeder af, hvordan det skal se ud, men hvis man kan se modellen eller landskabet, så får man ny inspiration til at gøre det bedre.” Hun vidste, hvad hun snakkede om. Alle billeder blev bedre, når man kunne se personen. Og hun ville godt have, at alle detaljer var på plads, og det var nemmere, hvis man kunne gå hen til tingen og se det på den måde.
”Jamen, det lyder da dejligt så!” Hun smilede stort, ”det vil jeg med glæde. Men jeg skal lige hen forbi hotellet og hente mine ting så. Så kan jeg måske også få noget andet tøj på.” Omme i nakken bag alt det hår var det også ved at blive en smule varmt, så det kunne faktisk være dejligt med nyt tøj på og få sat håret op.