~ Pulse ~ *

Su nød virkelig den store opmærksomhed, som folk der sad ved de andre caféborde gav hende. Hendes tunge hang helt ud af kæften på hende, i færd med at slikke bøffens røde overflade ren for barbecue. En handling, der gjorde alt omkring hendes mund fuldkommen tilsnusket, da hun gav et helvede til bordmanerer. Hvorfor opføre sig så forbandet fin på den, når maden alligevel ville blive en ulækker brun masse til sidst? Det fandt hun overhovedet ikke nødvendigt, så derfor var hun i fuld gang med at forfærde enhver omkring hende, ved at bruge sine hunde-agtige tænder til at flænse en masse små lunser af den nærmest helt rå bøf, der blødte ud over hele tallerkenen. Hun blev virkelig frydefuld over den lækre blandede smag af bittert blod, og sødt flæsk. Derfor sørgede hun altid for at slikke sine fingre helt rene, for enhver dråbe rød væske, der klistrede sig fast til dem. I de andres øjne, lignede hun en mentalt forvirret person, der lige var sluppet ud af sindssygehospitalet - på nær dem, der var vant til at se rovdyr mæske sig i deres offer.
En bøvs kæmpede sig ud fra hendes læber, og rystede især de finere folk, der var helt blege fra at bevidne Sus spisemetode.

Lidt væk stod en lav, blonde dreng og stirrede imod Su. Hans øjne var gullige, som et rovdyrs, og måden han halvt gemte sig bag caféens hvide hegn, fik ham kun til at ligne et rovdyr så meget desto mere. Der var noget yderst mystisk over måden han begloede Su på, for han havde ikke samme frastødede ansigtsudtryk, som alle de andre gæster eller forbigående. Der var næsten en svag antydning af et skummelt smil, ikke kun ved hans læber, men også i hans nærmest elektriske øjne. Modigt rykkede han lidt tættere på, med større fare for at blive afsløret, da Su pludselig rykkede hovedet, så hendes flammefarvede hår fløj over i den ene side af hendes ansigt.
Et stykke kød hang fra to af hendes tænder, og slaskede med enden imod hendes bloddryppende hage. Nu var det ikke kun den lille dreng, der havde et nærmest sadistisk smil at fremføre. Su løftede langsomt den ene arm, hvilket fik drengen til at tage et nervøst skridt baglæns, imens han gjorde kroppen klar til at dreje - så han kunne stikke af med det vuns, hvis det blev nødvendigt. Men Sus næste bevægelse gjorde ham overrasket, og derfor forblev han hvor han stod lidt endnu.

Hun vinkede, imens hendes tunge omringede det luftede stykke kød for at trække det indenfor igen, drengen hen til sig. Som om hun nærmest tilbød ham at spise med. Tøvende bevægede han sig langsomt imod Su, med nærmest rustne skridt. Su kunne næsten høre hvordan hans hjerteslag blev hurtigere, og hurtigere for hvert et lille luftrum der blev fjernet imellem dem.
Su kiggede nærmest medlident på ham, og sukkede med et kærligt, alt for moderligt smil.

"Kom nu, knægt. Du skulle jo nødig ende med at skulle sluge kold bøf, ikke sandt?"

En gåtur havde virket som en god idé tidligere på dagen, så nu befandt Verya sig i parken. Det var et af de steder hun havde brugt mest tid efter hun var kommet til Xarzith, et af de eneste steder hun kunne lide. Hendes eget hus var blevet okay efter at hun havde gjort det beboeligt, men det var stadig ikke det samme som at være hjemme. Efter at have været på farten så længe som hun havde, havde hun nogen gange en hård klump af hjemve i brystet. Og dog - hvad skulle hun dog i Vaecaesin? Hendes skæbne måtte have trukket hende andetsteds af en grund.

Hun så aldeles kedelig ud da hun trådte ind på caféens grund. Løst mørkt hår, blegt ansigt, mørkt, simpelt tøj. Udseende havde aldrig interesseret hende, og derfor gjorde det hende ikke forlegen at de andre kiggede en ekstra gang. De fleste var lys elvere - de var her sikkert af samme grund som hende selv - men bedre klædt og med en lidt anden holdning. Selvom Verya lignede dem; slank og med en elegant, aristokratisk holdning, hang hendes krop på en anden måde. Selv en blind ville lægge mærket det.

I sin ene hånd holdt hun en bakke med mere eller mindre kunstfærdig, flerfarvet salat. Ikke særlig spændende, hvis hun selv skulle sige det. Bladende var en smule bløde, helt sikkert et par dage gamle. Rastløst trak hun sit ærme op til albuen.

De fleste udendørs borde var taget, og hun ville under ingen omstændigheder side indenfor. Det tog hende ikke lang tid at vælge et bord. Det bord der befandt sig tættest på hende var taget af en ung kvinde og en endnu yngre dreng. Verya snuppede lejligheden for at lære noget nyt, i stedet for at side ved siden af en af sin egen slags. Hun havde haft over 100 år til at gøre det. Hendes blå øjne flakkede bag halvlukkede, mørke øjenvipper da hun satte sig ned ved siden af den underligt udseende kvinde. Uden hverken at kigge på hendes snuskede ansigt eller det der var tilbage af den næsten rå bøf, stillede hun sin egen bakke på bordet med hovedet tiltet så håret faldt i bløde lokker frem over hendes ansigt.

"Goddag, miss," Hun kastede et blik på drengen: "sir." Hun strøg håret tilbage med en pegefinger uden at flytte blikket fra drengen. Gad vide hvad han var for en. Spændende øjne. Interessant smil. Hendes blik flakkede tilbage til kvinden. Spændende hår. Spændende kropsbygning. Verya begyndte at tænke i anatomibøger, imens hun samlede gaflen op og vippede den imellem sine fingre.

Su kneb betænksomt øjnene sammen, men med det typiske smil på læben, da den tilfældige unge frue satte sig ved deres bord. Først faldt det undersøgende blik på kvindemenneskets udseende, og det fik Su til at gabe en smule - kedeligt som pigens indtryk var. Ingen spændende farver. Intet udfordrende kendetegn ved hendes ansigt, hår eller fysiske form. Det hele så umådeligt ordinært og livstrættene, lidt i stil med den usle salat på tallerkenen foran den unge frue, der hilste.
Det fik Su til at handle, så hun greb en håndfuld fugtigt kød og begyndte langsomt at presse fingrene sammen til en blodig knytnæve. Men væsken fra kødstrimlerne røg lige luks ned i de unge frues salat, der efterhånden kunne forvekslet med det som den rige pøbel kaldte for 'kunst'.

"Hvis du absolut skal sidde hos mig og knøsen, så lad i det mindste vær med at gøre os til skamme, ved at både se så uhyggeligt gammeldags ud, og bringe mad med, der kunne stamme fra en kedelig sort-hvid film.. Vær farverig og spændende, eller smut."

Su smed ikke den væskeløse kødmasse ud, men proppede den tilfredst ind i kæften, så man tydeligt kunne skimte hendes velfungerende kæbemuskler, der arbejdede på livet løs. Hun smaskede og bøvsede, men tog sig ikke af det. Heller ikke da knægten med de elektriske øjne begyndte at le, fordi Su lignede et forvokset børnehavebarn, der havde smurt sig selv ind i mørkerød maling.

Su klappede i de tilsnuskede hænder, så et par dråber faldt ned i hendes skød.
"Sådan skal det være! Masser af latter og liv!"

Veryas ansigtsudtryk ændrede sig næsten overhovedet ikke, da kvinden lænede sig frem og pressede alt saften ud af sin bøf - og lige ned oven på hendes salat. Drengen kiggede ned på hendes grønsagstårn, der nu sejlede i lyserød væske, med noget der godt kunne ligne en slags smil. Da han begyndte at le, bredte der sig noget ud over Veryas ansigt, der godt kunne ligne en slags tavs latter.

Hun løftede sin ene hånd, og kørte en fingre rundt på bunden af sin tallerken. Da hun førte fingerene op til læberne igen, dryppede de af blodet. Hun åbnede munden, og stak fingeren derind, i højlydt, forarget protest fra de finere væsner omkring dem. Det var svært at sige om tandhjulene i hendes hjerne kørte rundt, eller om der bare var helt stille og tomt derinde. Hendes øjne var rettet imod sin tallerken, imens hun sad og suttede på sin finger som et andet barn.

Så smilede hun og trak fingeren ud af munden igen. Hele hånden blev placeret i kinden, da hun støttede sin albue på bordet, og fingeren efterlod et vådt aftryk. "Forfærdeligt. Absolut forfærdelig smag."