The time has come

Han forstod nu egentlig ikke selv, hvorfor han egentlig var spadseret her ud, hvad skulle det egentlig gøre godt for, hans tilstedeværelse var ligegyldig, når folk alligevel bare ville få sig en belønning for hans hoved. Så hvorfor havde han egentlig valgt at gå herned? Det gav slet ikke mening. Et opgivende suk kom ud igennem hans læber, det var da også bare så besværligt sådan som tingene kunne være. Det ene øjeblik virkede det som det mest simple, som der overhovedet havde eksisteret her på jorden. Men det næste øjeblik var det bare ikke sådan længere, det var en kompliceret og sofistikeret ting som man ikke kunne sætte nogen beskrivelse på. Men var det ikke sådan ved så mange andre ting? At man ikke kunne sætte navn på tingene, selvom at det virkede så lige til som det nu egentlig gjorde.
Et stille suk gled ud igennem hans læber, imens han overvejede sin færd imod det ukendte, hvor var han egentlig på vej han? Gik han nu egentlig ikke bare, som om han var en helt normal borger i det ellers så racistiske samfund som han nu befandt sig i. Hans hoved kunne serveres på et sølvfad hvor den givende mand ville få flere penge end hvad hans kone og børn havde godt af. Måske var dette sådan som tingene skulle være, måske var det ikke. Han kunne ikke selv helst bestemme hvordan og hvorledes, og havde nu i grunden aldrig rigtig gået op i det, han gik der hvor benene førte ham hen.
Det var nogle dage siden han sidst havde haft sin afsluttende fase i sin månedlige måne forvandling. Men han havde for det meste holdt sig til de mindre landsbyer som så rundt omkring, man kunne vidst ikke engang kalde det for en landsby. De var ikke ligefrem registreret på verdenskortene, men hvad nytte var det egentlig også at skrive alt og alle op på et kort. Hvad en landsby hed var det mest irrelevante at vide. Netop fordi det ikke var til nogen gavn, eller sådan var det i hvert fald for hans vedkommende.
Langsomt fremtonede et gab sig fra hans læber, og udfoldede sig til resten af munden som en smittende syge der havde fundet sted i hans mund. Det hele havde nu ikke så meget mere at gøre omkring kedsomhed eller ej, men det mere omkring at det var en fantastisk fornemmelse der kom når man strakte munden ud til dets fulde udvidelse. Om andre mennesker delte den samme opfattelse som han gjorde. Intet menneske var jo eftersigende, ens. Selvom der gik rygter omkring to originaler som vandrede rundt på må og få. Hvordan og hvorledes det var muligt at have to originaler var ham ikke bevidst, men det var heller ikke sådan så det var det allermest vigtigste, at vide i sidste ende. Et langt suk kom til, de skide tanker altså. Han kunne aldrig finde hvile. Uanset hvordan og hvorledes han gjorde. Det hele virkede som en blur der aldrig rigtig ville give det rette svar, eller en rum tids fred fra at spekulere på hvad det egentlig var at denne blur skulle forestille i skarp tilstand. Men intet var lige til, skønt man ville ønske det.
Skye rettede sig kort op så skulderpladerne blev taget tilbage, så han kunne slappe af i ryggen, og ikke ende med at have ondt i ny og næ. Selvom han sjældent kom i tanker omkring denne, rette indstilling til ryggen og krops holdningen. I gamle dage var det jo ikke ligefrem sådan at de mindre fine damer skulle ranke ryg og se trodsige og elegante ud, det lå ikke til deres stilling. Hvorimod det var en anden sag hvad angik de mere adelige folk.