Byens bedste slikmutter

Sted: Xarzith - Midtbyen udenfor en slikbutik ejet af en gammel, gråhåret kone med gaven til at lave byens bedste slik
Tid: Det er eftermiddag ved 15-tiden
Omgivelser: En masse mennesker, der går frem og tilbage ned af strædet
Vejr: Vejret er overraskende godt - Skyfrit og bagende solskin

"Her er en skilling, min dreng. Spar på dem" lød den robuste, mandelige stemme bag Uriels ryg. Som han vendte sig rundt hev faderen fat i Uriels hånd og gav ham en mønt. En meget værdigfuld mønt. Med et grådigt blik betragtede Uriel mønten og småtrippede, da han nu vidste, at han skulle ned i midtbyen til byens bedste kiosk og have de slubrende jordbær-slikkepinde, der for ham altid var en sejr. Lige siden Uriel kom hjem havde han pakket og løftet briketter ind i huset, da de skulle til at pakke ind til vinteren. Det var det rene slavearbejde efter Uriels mening og det var blot til beredsel hvert år. Heldigvis blev han kun ældre, men han følte sommetider at hans krop ville falde sammen - Men til gengæld: Han ville ikke kunne takke nok for, hvad hans forældre har givet ham og dette ville vel være til hans fordel. Det var noget Uriel tænkte meget over, da han sommetider måtte gå sulten i seng fordi der ikke kunne blive høstet korn, majs eller grønsager. For ikke at tale om de mange nætter, hvor Uriels mave har dunket efter mange dages sult. Whittard-familien har altid været fattig og efter faderens overbevisning ville han også dø fattig.

Den 12-årige knægt var spænet som en gorilla ned til midtbyen, der desværre lå langt fra, hvor han boede. En lille hybel ude nær akkurat ingenting var ikke så dyr at bosætte og det var derfor nemt for familien at personliggøre stedet og tilpasse det efter deres behov. Ubetinget var de dog ikke helt - I den del af byen er der, hvor rovdyr ligger nærmere til og det har derfor været nemt for dyr at trænge ind og gøre skade på beboerne, men det har altid været en smal sag for faderen, der siden tilflytningen påstår at han aldrig lukker et øje om natten pga. kulden. Et lille tilfredsstillet suk gled over Uriels læber, da han endelig stod foran døren til kiosken, der udefra lignede en meget gammel kro. Over døren var et skilt, hvor der stod: "Siretts slik og sager", men vinduet var lysnedsat og det var derfor svært at se varene indenfor, da lyset indenfor altid var dæmpet, roligt og hyggeligt. Uriel trådte indenfor og kunne med det samme dufte frisk kanel. Det var som om at en hel vogn af overstående blev trukket ind for hans næse og han måtte af begejstring se sig omkring efter nye varer. Han havde en mønt i en så stor værdi, at han måske kunne få mere end blot slikkepindene. Ivrigt søgte Uriel rundt før han gik receptionen i møde, hvor der på disken var nybagte kanelsnegle lige fra ovnen. Uriels blik fæstnede ved synet og med det samme hørtes en gammel, feminin stemme fra en knirkende krop, der kom gående hen imod receptionen.

"Pas på min dreng - De er stadig brandvarme" fortalte kvinden og sendte Uriel et bredt smil. Hun gik under navnet Sivir Sirett og hun var en kvinde i sin allerbedste alder. Med meget held havde hun undgået gigt i en alder af hele 54 år. Uriel kendte kvinden så godt efter, at han havde besøgt stedet så utroligt mange gange. "Frk. Sirett - Godeftermiddag" hilste Uriel før han så bemærkede hendes smil, der spredte en vant tryghed og glæde ved at besøge stedet. "Endnu en skilling? Samuel må være gavmild i denne måned ... Det sædvanlige?" spurgte Sivir og smilede bredt og varmt til Uriel. Uriel så sig omkring før han så trak sin mønt op og bed sig spændt i underlæben for at se, hvad Sivir sagde til den store mønt han havde taget med sig. "Nej, du godeste..." sagde Sivir, forarvet over den mængde penge han havde medbragt. "For den kan du få 5 slikkepinde og 2 kanelsnegle - Så kan du altid dele den med en ven" sagde Sivir og lo, mens hun pakkede. Uriel var ikke tvivl, da Sivir altid vidste bedre til, hvad han ville have.

"Mange tak frk. Sirett - Men sig mig. Hvad er det for Deres vinduer?" spurgte Uriel og lænede sig ind over disken med en interessant mine, før Sivir så med en trækken på skulderen sagde: "Dette sted tilhørte min morfar, der ejede en gammel kro - Desværre kan jeg ikke få nogle nye vinduer i før jeg får flere penge... Jeg sælger desværre ikke så mange sager som jeg gjorde engang" sagde Sivir og sukkede gevaldigt før hun så lagde poserne frem for Uriel. En til slikkepindene og en til kanelsneglene, der begge var i brunt genbrugspapir. "Det er jeg ked af frk. Sirett" sagde Uriel og sendte hende et varmt smil før han så flyttede sig fra skranken. Et medlident smil blev sendt til Uriel og hun vendte sig om til bageriet, der stod på fuld tryk.

Udenfor trådte Uriel og trådte ned mod nærmeste afgrøft, hvor han satte sig med sine søde sager. Uriel havde altid været noget af en enspænder og derfor var der ikke rigtig nogen han kunne dele sine hårdttjente godter med. Derfor sad den 12-årige knægt mutters alene og stirrede ind i en nøgen mur, der ikke engang havde en eneste form for grafitti til at berøre dets enkelthed. Han sukkede kortvarigt - Han havde altid været overbevist om, at han havde det bedst når han var alene. Sommetider føltes det bare ikke altid rigtigt.

Tiden var begyndt at længe i luften, hvor der var ved at opstå rige og fattig og ikke noget mellemrum. Folk var begyndt at kæmpe for at overleve, mens andre grinte af dem og åd hele dagen lang. Det var som at synke så langt tilbage i tiden som overhovedet muligt, og der så ikke ud til at være noget man kunne gøre. Måske skulle der en Robin Hood til at redde menneskerne og væsnerne, men hvor skulle sådan en helt komme fra? det var jo bare eventyr, som skulle få børn til at tro på noget godt. Selv om alle de voksne viste bedre, at man måtte kæmpe for det man gerne ville have. En af dem som aldrig havde troet på eventyr, og på lykkelige slutning var Jennifer.
Hun var en ret så køn ung kvinde, med en stil som en dreng og med naturlige prinsesse krøller.. som altid sad oppe i en hestehale, hun brugte aldrig noget makeup og kunne ikke se hvorfor. Havde altid sorte jeans på, en sort top, sin mørkegrå læderjakke og et par militærstøvler på.
Hun havde nok aldrig været en pige i sin opførsel, og ville nok heller aldrig blive det. Hun var en enspænder, og en flabet en af slagsen.
Hun havde aftenen før, været på arbejde og skaffet sig nogle småpenge. Selv om det ikke var nok til at betale det hun skylde, for sin lejlighed i de sidste 3 måneder. Hun var derfor ved at blive smidt ud, og det var nok en af grundende til at hun ikke brød sig om at være i sin lejlighed. Selv om det var det eneste sted, hvor hun havde følt sig tryg i meget langtid.
Hun havde denne smukke dag, bare taget tøj på og smuttet ud af døren. Hun viste ikke hvor hun ville gå hen, og havde bare ladet hendes fødder føre vej. Det var så godt at bare gå, og bare lade være med at skulle tænke over sine problemer.
Hun havde nok bare gået rundt de sidste par timer, uden at vide hvor hun skulle gå hen.
Hun så bare ned på jorden, før hun kiggede op og fik øje på en ung drenge side for sig selv. Hun tøvede længe, mens hun kom tætter på ham. Hun var jo ikke en af dem som elskede selskab, og slet ikke risikere at få venner. Det var nemlig ikke godt at være kriminel også havde venner, så ville det bare gå galt og det ville gå udover ens venner når man gjorde noget forkert.
Hun gik alligevel bare hen og satte sig ned ved siden af ham "burde du ikke være sammen med dine venner?" spurgte hun om, mens hun bare stirrede mod muren også selv om den bestemt ikke var spændende.

Duften af kanelsneglene lå stadig i luften omkring Uriel og hver gang han slap grebet om posen kunne han, på ny, dufte det karameliserede kanel og det nybagte dej, der var kombineret til en delikatesse. Af refleks begyndte Uriels spytkirtler at reagere på slikket og han kunne mærke, hvordan hans mund fyldtes med væske. Han slikkede sig kortvarigt om munden og lukkede, af refleks, posen med kanelsneglene og så op, da en skikkelse drog ham nær. En feminin stemme brød stilheden i afgrøften og Uriel skænkede nysgerrig personen sit blik og opmærksomhed. Det var en kvinde, der var meget ældre end ham selv, der med et langt, mørkt hår indkransede det porcelænslignende ansigt, der var ganske blegt, der havde taget en lille rødlig farve omkring kindbenene og på næsen af solen. De mørke øjne virkede nærmest hypnotiserene og Uriel faldt pludselig ud af de trygge omgivelser han havde dannet sig på den plads han sad på. Uriel følte sig lille og skødesløs, men han var ikke bange. Hendes store læderstøvler og læderjakke gjorde ham en smule imponeret, da han selv var iført et par sandfarvet bukser, hvorpå der var pyntet med skidt og mudder på disse par bukser, der engang gik hen ned mod hans ankler. Hans fødder var nøgne og beskidte. Hans negle var korte og indgroede og man kunne se skidtet fra lang afstand af, der ikke så ud til at være renset i årevis. Han bar en skjorte, der gik ned i hans bukser, hvorpå der også lå mærker fra mudderet, der sikkert var flere end et par dage gammelt.

Udefra lignede Uriel en meget fattig dreng og mange kendte ham som denne dumdristige arvtager af navnet Whittard, mens andre blot så ham som en ussel gadedreng. Ja, mere var han ikke i andres øjne, selvom han var blevet optaget på Slathalin som drageridder lærling - Et faktum som familien var meget, meget stolte af. Med blikket på kvinden tænkte han først dér over hendes spørgsmål, der havde været utrolig tankevækkende. Uriel havde været helt tom for ord blot da hun fik sat sig ned og gjorde ham med selskab - Om hun var fremmed eller ej var Uriel altid klar på en sludder, selvom hun virkede en smule uhyggelig, men det afhang også meget af, at Uriel ikke var vant til at snakke med fremmede. Han så ned i sit skød efter at have studeret hende grundigt og sukkede højlydt... "Hvilke venner" fik han fremtvunget for hans læber og lagde derefter blikket på kvinden atter engang. Tavsheden mellem dem føltes som minutter frem for sekunder, men Uriel fik trukket modet til sig og spurgte hende derfor: "Hvad med Dem? Kender alle voksne ikke hinanden i denne by?" spurgte han og klemte kortvarigt læberne sammen. Det var en overbevisning han havde fået af sin far, der virkede til at kende alle i hele Xarzith, men han var også en mand med masser af arbejdskraft og pga. hans betydningsfulde stilling som fødevarer-sælger af egen høst, blev der krævet utrolig meget af denne mand.

Duften af kanal lå rundt om denne dreng, som den lå rundt i gaderne når det var jul. Den duft mindede hende om de kolde vintre, hvor hun havde været sikker på skulle blive hendes død... eller de børn som legede, jule sange og hyggen. Hun viste ikke om hun skulle være glad på den tid, eller være trist over at hun måske skulle dø. Det så endda ud til at denne vinter, ville hun også opleve på gaden og prøve på at overleve. Det var nok det som lå i hendes tanker mest, da det ikke var rart at ikke kunne gå nogle steder hen og få varmen. Hun lukkede sine øjne kort i, før hun vendte det flabede blik mod ham. Det var ikke forbi hun tænke over hvordan hun så på folk, det var bare sådan hun var. Hendes blik prøvede på at skubbe folk væk fra hende, som det ofte lykkes for dem.
Hun blev overrasket over hans spørgsmål, voksen? det var der ingen anden der havde kaldt hende. De fleste vokse, så hende som en ynkelig pige barn. Hun havde nok alligevel smilet der, hvis det var noget hun kunne.. og hvis hun bare havde været en smugle normal "tja" svarede hun og vende sit blik mod muren igen, og pegede mod den med sine slanke lange fingere.. som var de perfekte fingere til smykker, men der var ikke en eneste ring på dem "jeg er som den mur.. lader folk gå forbi mig, uden at de lægger mærke til mig" sagde hun og sagde vel bare på en underlige måde, at hun ikke havde nogle venner og heller ikke rigtig ønskede det. Hun lag sin hånd ned i sit skød igen, og vende sit blik mod ham igen "men alle har vel venner, i din alder" sagde hun og kunne kun se udfra hvad andre unge mennesker og væsner havde, venner havde de overalt og endda nogle som de udnyttede.
"jeg er forresten Jennifer Knightley.. men du kan bare kalde mig Knightley" sagde hun da det vel var det navn hun var mest kendt for, tyven Knightley og en dygtig en af slagsen. Hun kunne ikke holde sig tilbage og lod bare sine øjne glide langsomt i "du lugter af jul" sagde hun og åbnede dem langsomt igen, og vende sit blik mod ham.

Blikket lå nede på Uriels fødder, der var så unaturligt brune af al den mudder han havde trampet rundt i hele dagen. Mudderen var indtørret og derfor nem at få til at krakkelere. Han selv begyndte lige så langsom at fjerne de store skorpe på hans ben, så den blege hud derunder blev blottet med de mørke hår, der voksede i naturlig flid. Hans fokus var dog stadig på kvinden ved hans side, selvom hans øjne var et helt andet sted. Han hørte efter alt, hvad hun sagde - Ja, lige så snart at tavsheden blev brudt strittede hans ører nærmest for at høre, hvad denne kvinde havde at sige. Hans fader havde altid fortalt ham, at han var alt for ung til at forstå, hvad de voksne sagde når de snakkede, men ironisk nok følte han sig altid mere bekvem ved at snakke med dem, der var nogle år ældre, end dem på hans egen alder. Uriel hævede blikket, da han fik øje på hendes spinkle, blege fingre som de blev hævet i vejret og rettede kurs mod muren overfor ham, som han før hendes ankomst havde betragtet nøje. Uriel lod derefter blikket hvile på kvinden og sendte hende et varmt smil: "Hvad er det man siger - Vægge har vel altid en fordel nede omkring hjørnet?" En lille barnlig latter gled over hans læber. Han vidste ikke hvorvidt denne måtte give afslag, da hun netop havde sat sig selv i murens sted og når Uriel selv betragtede den nøgne planke af marmor mærkede han, hvor ensomt hun måtte have det, men han sagde dog intet.

"Nej... Eller jo..." sagde Uriel en kende forvirret og rystede eftertænkende på hovedet. "Jeg har ikke tid til venner" sagde Uriel som en undskyldning for hans asociale væsen. Han mente at midaldrende børn var barnlige og useriøse. Uriel, der selv altid har været meget seriøst omkring alt hvad han lavede, følte sig blot mindre værd i forhold til sine klassekammerater, når han ikke kunne være med til at pjække fra skole, lege efter skole eller lignende. Siden han altid havde pligter derhjemme brugte han meget mere tid sammen med familien end de venner han aldrig har haft. Med den jalouxi, der ligger i at Uriel aldrig har haft mulighed for dette har han også bare nedgjort dem og deres væremåde på det groveste for at få det bedre med sig selv. Han lod blikket glide hen på kvinden - Jennifer Knightley. Han tyggede let på navnet før det så gik op for ham, hvad hendes navn var. Uriel var en knægt, der gik meget op i nyhederne og han havde utallige gange set 'tyven Knigtley' under en af avisernes afsnit - Eller faktisk utallige af avisernes afsnit. Han sad med et oprigtig ansigtsudtryk, der udtrykkede paranoia, men... Hvorfor? Han lænede sig tilbage mod den kolde mur og betragtede hende, da hun havde præsenteret sig selv. Hun virkede da slet ikke farlig? "Uriel Whittard" præsenterede Uriel sig, uden at lægge blikket fra hende.

Den pludselige konstation fik Uriel til at hyle af grin. "Nej kanel, men det var tæt på" sagde Uriel og lo let før han så åbnede posen i sit skød med de nybagte kanelsnegle, der med det samme lod en triumferende duft af karameliseret kanel stige til vejrs. Uriel kunne mærke på sig selv, at hans spytkirtler - mere eller mindre - levede deres eget liv, da hans mund fyldtes med vand, så meget at det blev spottet i den ene mundvig, hvorved Uriel måtte tage det væk med siden af hånden. "Jeg har købt kanelsnegle. Frk. Sirett fortalte at de var nye fra ovnen" sagde Uriel og lod efterfølgende sit blik glide hen på Jennifer. En mager kvinde var hun - Ja, hvis han skulle dele sine goder med nogen, så skulle det være hende. Ingen andre tog den slags initiativ og på trods af hans alder behandlede hun ham ikke som et barn, selvom han var intet mindre. "Vil du dele mine kanelsnegle med mig?" sagde Uriel med et lille varmt og drenget smil, som han betragtede kvinden.

Jennifer viste ikke hvordan det var at føle sig alene, hun havde aldrig haft nogle venner og heller ingen familie. Hun havde et større problem med at lade folk komme tæt på hende, men det var jo bare for at beskytte sig selv. Hun kunne bestemt også godt lide at være alene, at sidde med sine egne tanker og ikke behøvede at snakke med nogen hele tiden. Hun vende sit blik mod ham og lag sit hoved lidt på skrå "ja det har du nok ret i" sagde hun lidt overrasket, over at en dreng på hans alder kunne sige sådan noget. Hun fjernede bare en tot hår fra sit ansigt, og lod de brune øjne kort glide i. Hun havde altid følt sig dårligt tilpas, ved at kigge på folk for længe. Det var jo bare sådan hun var, og det havde hun heller ikke tænkt sig at lave om på.
Det overraskede hende bare at se en dreng alene, måske fordi hun så på alle som om de havde venner og hun var den eneste. Det var vel alligevel rart et eller andet sted, at have nogen at snakke med en gang imellem. Det var nok grunden til at hun havde gået over til denne dreng, for bare at glemme sine tanker og snakke om noget helt andet.
"hvordan kan man ikke have tid til venner?" spurgte hun om, men man kunne vel godt have det for travlt til at have venner. Det var alligevel lidt forkert, venner var jo en ting som alle burde skulle have.
Hun havde nok grinet der, hvis hun havde været som alle andre "kanal og jul høre sammen" sagde hun og viste ikke om hun var den eneste som synes dette, men det var jo bare sådan hun var. Selv om jul ikke var en lykkelig tid for hende, det blev så hurtigt koldt og man havde det svært med at holde varmen.
"nye fra ovnen" gentog hun bare og kunne bestemt lugte at de var nye, den lugt kunne man bare ikke glemme og alle ville nok elske den. Hvis man ikke kunne, så var der et eller andet galt med en. Hun så hurtigt væk og bed sig let i læben, det var ikke mange som tilbød mad i disse dage. Hun vende alligevel sit blik mod ham igen "jo, hvis du gerne vil" sagde hun og ville ikke virke som en eller anden som stjæl mad for børn, for hvis der var noget hun ikke stjæl.. så var det fra børn. Så heller de rige mennesker, eller de dyre butikker.

Mørket kastede sin ubarmhjertige krop hen over gyden, som Uriel og Jennifer sad i, da skyerne på himlen gik ind og blokerede for solen, der ivrigt bag skyerne kastede sine stråler og gav skyerne et gulligt glimt fra den store stjerne på den lyse himmel. Uriel tog sig ikke af den pludselige lysforandring, da Jennifer havde taget hans fulde opmærksomhed, som hun erobrede pladsen ved hans side. Han trak sine fødder op til sig og satte sig derved i en skrædderstilling, der fik ham helt ned og sidde på den kolde jord, hvor jorden var gravet op i hjørner og kanter, ukrudt voksede i egen lyst og hast og, hvor man sommetider kunne høre en lille pibende lyd fra de beboende rotter og krybdyr, der havde taget gyden som sit bo. Lyden af Jennifers feminine stemme lød atter engang imellem dem og brød den sekundlange stilhed, der voksede op om ørene på dem, så snart der var en, der havde talt. Om det var fordi at Uriel tænkte meget over sine besvarelser af ren nervøsitet eller om det var fordi at den spontane stilhed var vant for voksne vidste han ikke, men hvis sidstnævnte havde været en faktor ville Uriel også være jævnt uerfaren - ikke blot pga. hans ringe situationsfornemmelse, men også pga. hans barnlige sind, der altid tillod sig at have en finger med i alle Uriels handlinger. "Hvordan spørger De?" Uriel tog sig til hagen og lænede sig tilbage mod muren, før han så med et skuldertræk betragtede Jennifer. "Børn - Ja, som jeg selv - er individer jeg ikke finder særlig interessante. Pga. den nedsatte hjernekapicitet vi er indehaver af pga. vores skrumpehjerne giver det os en meget lille mulighed for popularitet via. sprog, ynde og præsentation. Sagt på en anden måde: Børn på min alder er halvhjerner" fortalte Uriel efter en lang pause med stor vægt på sit sprog- og ordvalg i den givende sætning, da han ønskede at forklare sig helt korrekt, selvom det, trods den lange formulering, ikke virkede til at lykkedes for ham.

Uriel nikkede ved Jennifers ord, da hun smagte på hans ord næsten som om, at hun lige havde sat tænderne i de varme kanelsnegle. Produktionen i Uriels spytkirtler var markant steget og han kunne mærke, hvordan væsken pressede sig frem for kinderne og op i mundvigene. Uriel tog sig selv i at tørre sig om munden, men han tog, ved sin handling, istedet fat i posen og åbnede den, hvor de 2 nybagte kanelsnegle blev blottet og duften af bagværk satte sig i næsen på den 12-årige Uriel, der rakte posen med åbningen mod Jennifer - Gæstfri havde han lært og være og selvfølgelig skulle kvinden vælge først. "Hellere end gerne frk. Knightley" sagde Uriel med den drengede stemme han var indehaver af, som han så lod sine mørke øjne iagttage det blege ansigt, der var indkranset af den mørke manke, der så en smule fedtet ud som Uriels selv. Han bemærkede ved dette øjekast hendes ydre skønhed - Hun var meget pænere end de piger, som Uriel gik i klasse med også selvom Jennifer var gammel - Efter Uriels mening. Han blev lidt rød om ørene, men ventede tålmodigt, som han gavmildt delte ud af sine godter. Han tog derefter selv en kanelsnegl, hvor han med det samme kunne mærke, hvordan det karameliserede snask havde sat sig på hans fingre. Lysten til at slikke snasket af sine fingre var, for den lille dreng, utroligt indbydende, men af sin naturlige høflighed, lod han være og spiste af den i små bidder, som hans far selv havde lært ham at gøre. "Har De nogensinde smagt disse?" Med den anden tilsnaskede hånd bed Uriel sig selv i at slikke snasken af sine fingre, hvorefter han så gned dem mod sine bukser. Han tog fat i posen med slikkepindene og tog en frem for at vise den til hende. En slikkepind, der var overtrukket med et gammelt gråpapir til at holde som emballage, hvorunder der var et stykke slik så indbydende og sødt, at selv et voksent menneske ville få smag for det.