Thief *

Sted: Markedspladsen
Tid: Hen ad natten.
Omgivelser: Lukkede boder, hvad der nu ellers er omkring på pladsen. Der er næsten tomt..
Dato: Den 7. september 2012.
Dedikeret til Su.

Pladsen var tom.. ingen væsener og mennesker var der for at slå handler af, rotter og virusbefængte katte pilede over pladsen. Ellers var der roligt og stille. Uhyggeligt stille. Midt på pladsen stod en høj muskuløs skikkelse fast som en klippe. Han havde stået der.. i lang tid. Eller, en halv time som var langtid i skikkelsens øjne. For godt tyve minutter siden havde den sidste mand håbløst lukket sin bod. Han havde håbet på flere kunder, men der kom ikke flere, så han var gået hjem og hygget sig med sin kones mad foran pejsen. Han havde undret sig over den skikkelse der havde stået på pladsen da han gik. Nu var skikkelsen sikker på der ikke kom nogle. Han trådte frem i mørket og mærkede blodet bevæge sig i kroppen. Den følelse havde han savnet i den halve time han havde stået der. Den halve time Le'hel havde stået der. For det var navnet på den høje muskuløse mand. Nu kunne han være heldig at stjæle glemte sager der lå rundt om pladsen. Langsomt gav Le'hel sig til at søge. Der var utrolig mørkt.. Le'hel tvivlede på om han ville kunne finde noget her. Opgivende gik han over til manden der sidst havde forladt stedets bod. Som den eneste havde han brugt en fakkel fordi han var der i længere tid end de andre. Halvhjertet stirrede Le'hel på den afbrændte fakkel. Hvis han var heldig ville han kunne sætte gløder i den. Han tog en ordentlig indånding og mærkede luften i hans lunger omdanne sig til gas. Da gasen var højt nok udviklet, pustede han det roligt ud imod faklen. Men det var ikke gas der kom ud af hans mund, det var ild. De stille og rolige flammer greb fat om de sortsvedne træ og lyste den op med en masse gyldne gløder. Le'hel gispede efter vejret, evnen var ikke lige til at bruge.. Da han var kommet til sig selv pustede han ivrigt til gløderne for at holde dem i live. En svag og lille flamme begyndte at danse op fra den glødene fakkel. Det var mere end han havde håbet. Roligt rakte han faklen over mandens bod. Tingene var låst inde i en glasmontre i en hylde under det egetræs bord der udgjorde mandens bod. Han lod fingrene glide over montreén. Den var aflang og Le'hel kunne akkurat skimte en langskaftet stridsøkse og et armbrøst med kogger godt fyldt op med bolte. Et smil krusende Le'hels læber, hvis det var den bedste beskyttelse manden kunne præstere, ville han virkelig le. Og siden at det var det, lod Le'hel en kold og hård latter undslippe hans læber. ”Dit gamle fæ.. troede du virkelig at du kunne beskytte dine ting sådan?” sagde Le'hel ud i mørket. Han lagde faklen fra sig og greb fat i glasmontreén og hev den ud af den lille hylde og løftede den op til sit ansigt. Hans åndedræt duggede glasset, men han kunne akkurat spejle sig selv. Ondskabsfuldt kiggede han på sit smilene spejlbillede i glasset. Så kastede han den ud i mod den kolde jord. Lyden af glas der blev smadret rungede højt på pladsen. Glasskår og de plader af messing der havde fastholdt glasset låg og flød ude i græsset sammen med det våben der var i montreén. Først nu da han så stridsøksen uden fra montreén så han hvilket våben han havde skaffet. Våbenet så stærkt og antikt ud og titanium bladet glimtrede uhyggeligt i lyset fra faklen der svagt brændte ved siden af. Nu opdagede han at øksen og armbrøstet ikke var det eneste i montreén. Springknive og daggerter låg også og flød i græsset ved siden af en strop til at spænde øksen om ryggen. Smilende greb Le'hel fat i læder stroppene og spændte dem fat om ryggen. Derefter løftede han den tunge økse og huggede vildt ud i luften med den med det smil på læben. Så spændt han øksen fast til ryggen med læder stropperne. Så rettede han fokuset på daggertene og dolkene. Rundt blandt dem flød der også et læderbælte med to skeder og en enkelt læderstrop til at fast spænde hans armbrøst. Men der var kun to skeder, så han måtte vælge de tog bedste af de knive der låg rundt omkring i græsset. Af daggertene valgte han den længste og den der låg bedst i hånden og så udtil at kunne dræbe flest, og af dolkene valgte han den han mente kunne skære fleste reb og andre ting over. Da han havde spændt bæltet om livet og lagt dolken og daggerten i bæltet, kiggede han forelsket på det armbrøst der låg lidt længere henne i græsset. Ved siden af det låg et kogger fyldt om med sortskaftede bolt. Koggeret var stort nok til at han kunne spænde det fast til bæltet. Da han havde gjort de vendte han sit fokus tilbage til armbrøstet. Armbrøstet så ikke ud til at være her fra. Buens træ var af solidt egetræ og var pyntet af spiraler af stål langs fronten. Den så solidt og god ud. Da Le'hel greb fat om det smilede han stolt og skød sin brystkasse frem og spændt armbrøstet fast til bæltet. Da han var færdig med at smile i fryd høre han en lyd komme fra mørket af. Han bevarer fatningen og sniger sig væk fra boden, i tilfælde af at han var blevet opdaget..

Manden havde troet, at han efter sælgerens afgang, havde været alene. Men der tog manden da helt fejl. Inde fra en af de tilfældige sidegaders skjul, stod en ung kvinde ved et skyggerigt mørke og iagtog den slørede skikkelse. Det var aften, og med kvinden Sus elendige nærsynethed, var det noget nær umuligt for hende at se noget bare lidt væk. Men når hun virkelig koncentrerede sig, og klemte øjnene næsten helt i, kunne hun lige fastholde mandens position - selvom hun ikke længere var i stand til at identificere ham.

Men det behøvede hun heller ikke, for lang tid før at solen var dykket ned under horisontens linje, havde Su iagtaget manden med stor interesse. Hun vidste ikke hvorfor, men noget over hans udseende, mindede hende om noget bekendt fra fortiden. En flygtig eksistens fra hendes heldigvis vel-udstyrede hukommelse, som dog aldrig havde haft en vigtig plads. Men en plads havde den dog tydeligvis.
Hun kravlede lidt tættere på, men begik derved en fejl, der fuldkommen ødelagde hendes ellers timelange skjul. Hendes bare fod havde uagtsomt sparket til et halvtomt ølkrus, der bare havde ligget og flydt på jorden.
*Pokkers også!*

Su bemærkede flygtigt at mandens slørede omrids flakkede lidt længere væk, og blev derfor nærmest usynligt. Su knyttede begge hendes hænder, og nægtede at lade ham forsvinde nu. Ikke efter alle de forbandede kedelige timer, hvor hun bare havde stået til og prøvet at gennemskue, hvorfor han prikkede til hendes hukommelse og nysgerrighed. Derfor, i et vildt og impulsivt sekund, sprang hun frem af gydens trygge, mørke favn, og svang begge arme over hovedet. Hendes blik var fyldt med viljestyrke, og det lignede nærmest, at hun kunne sluge ham med sine øjne, der glimtede af kraft.

"Rolig nu, kære hanvæsen. Jeg er selv tyv, og du behøver sgu ikke bekymre dig for, at jeg gider tilkalde byens dybt irriterende vagter. De er alligevel for dumme til at kunne fange dig, ikke sandt? Vi tyve er trods alt berygtet for vores.. Snedighed."

Langsomt sænkede hun armene, og trods at manden sagtens kunne angribe hende med hans nye våben - dem hun ikke kunne se overhovedet - var hun rolig. Af en underlig grund frygtede hun ikke dette individ, og dertil beskyldte Su sin hukommelse for at være synderen.

Hvem i alverden var han dog?, ønskede hun med stor passion at vide. Meget stor passion.

Flov men skringrende vred kom Le'hel ud fra sit skjul. ”Hvis du så meget som siger det til nogen, vil jeg sørge for en drage kommer og æder dig!” hvæste han rasende og stirrede på kvinden. Hun så enlig velkendt ud.. Som om.. han havde set hende før... eller kendt hende.. Langsomt forsvandt hans raseri og blev erstattet af nyggerighed. ”Sig mig... hvem er du?” spurgte han og betragtede hende med store øjne. Hvem er det? Kom nu, Le'hel. Tænk. Du har set hende før... Han tog endnu et skridt frem for at studere kvinden nærmere.

Men han tog ikke skridtet uden at trække hans daggert lydløst op fra læderskeden. Hvis hun larmede for meget kunne han jo altid bare dræbe hende.. Han løftede spidsen af daggerten op til hendes hage. ”Fortæl mig hvem du er, eller vil denne her klinge snart stikke ud af din hovedbund.” sagde Le'hel som en trussel. Han kunne ikke komme på hvem hun var, så derfor ville hun nok selv sige det. Selvom hun ikke gjorde ville Le'hel ikke slå hende ihjel. Nu da han var tættere på hende, fandt han hende en anelse.. tiltrækkende for at sige det lige ud.

Imens han kiggede på hende, gennemgåede han langsomt hvem han kendte... Hans mor kunne det jo næppe være. Eller hans far for den sags skyld. Hans famillie var udelukket. Venner? Han havde kun dem i hans slæng, fordi at de var muskuløse og høje som klipper, men så dumme at Le'hel kunne styrer dem. Var der andre muligheder? Bekendte? Altså han havde nogle kilder der gav ham og hans slæng proviant som han snakkede godt med, men ingen dem lignede den kvinde.. Så havde han nogle elskere hist og pist, men dem var hun ikke en af.

Så var der vist kun grundskolen tilbage. Var hun.....Su? Han betragtede kvinden. Su. Han havde ikke haft så meget kontakt til hende skolegangen igennem. Men han var hurtigt blevet enig med dem i hans slæng om at man ikke skulle drille Su. De havde hørt historier om at hun var halvtrold og alle der irriterede hende blev ædt af en stor grim trold. Om det var rigtigt vidste Le'hel intet om. Men i hvert fald havde han ikke rørt hende. Med et smil betragtede han sin gamle skolekammerat. Nu var han ikke bange for en stor trold skulle æde ham, med lidt held kunne han dræbt sådan en. //Undskyld badass kort længde ^^//