Lange rejser. // Symphony

Tid: Omkring 20:00
Sted: Feldkari kroen i Moxt
Omgivelser: Mange mennesker både indenfor og udenfor kroen.
Vejr: Det er lidt koldt og fugtigt udenfor, men indenfor er der lidt varmere end man, havde håbet på.

Håret var en smule krøllet og vildt. Ikke nok til, at hun bare lignede en krøltop eller en dværg, men nok til, at hun havde det lidt vilde og rå look med håret. Den lidt mørke makeup kun lige lidt rundt omkring øjnene og den helt røde læbestift var bare med til at få dette look endnu mere frem. Stilen igennem hendes udseende kunne ændre sig meget fra dag til dag. Nogen gange foretrak hun det ene, mens andre gange så valgte hun det lidt mere søde og sommeragtige, men denne aften havde hun fundet det passende, at hun skulle se lidt rå ud. Hun skulle jo også Feldkari Kroen. Måske ikke det fineste sted, selvom det lå på Ocuir gaden, som ellers var kendt for alle sine fine butikker, men når butikkerne lukkede af, og kroens gæster begyndte at komme, så var stemningen helt anderledes.
Butikkerne, som var på hendes højre side i dette tilfælde, viste alle mulige forskellige skræddere, våbenhandlere og smykkebutikker. Alt hvad normale kvinder og mænd kunne drømme om, og måske lidt til. Hendes blik stoppede foran en af smykke butikkerne, og hun fik øje på lille ring med en diamant indeni, formet som en blomst. Diamanter havde altid været hendes ynglings sten, da den altid var perfekt. Stille fik hun vristet sig væk fra denne smukke ring, og hun kom hen til kroen, som planlagt. Hendes lidt lange kappe, som hun syntes matchede til hendes look og derfor havde taget på, havde givet hende tilstrækkelig varme udenfor, men da hun kom ind kunne hun mærke, hvordan den ekstra varme simpelthen ikke var nødvendig. Mænd og kvinder sad lige op og ned ad hinanden ved de borde og stole der var. Alle former for forskellige mennesker sad i denne forreste del af kroen, høje og lave, tynde og tykke og smukke og grimme. Nogle blikke lagde sig på hende, men hun prøvede så godt, hun kunne, at ignorere dette, da havde af erfaring lært, at hun ikke skulle finde fyre ved kroer.
Hun gennemsøgte de fyldte pladser ved bordene for at finde en sted, hun kunne sidde. De lysebrune farver, som mest var det, der prægede rummet fik det hele til at være en smule kedeligt, men da hun fik øje på en lille pejs med et rødt tæppe og nogle ledige stole derover, havde hun fundet sin plads. Hendes skridt førte hende først op til baren, hvor hun kort slog sig ned på en stol og ventede på, at kromutter skulle komme hen og skænke et glas øl til hende, som hun syntes at have fortjent efter den lange rejse fra Charis, hvor hun havde tilbragt nogle dage med sine venner.

Skidt og snavs havde fæstnet sig fast til kjolens nederste kanter, efter at kanterne var blevet slæbt hen ad de beskidte gader. Det var hun så vant til. Desuden var det mest indersiden, og hvad folk ikke ser har de ikke ondt af. Hun var kommet til byen samme dag, og havde lejet et værelse på Feldkari Kroen natten over. Hun havde længe villet se Moxt, da hun havde hørt historier om havnebyen i sine yngre dage. De sidste lange dage og nætter havde hun brugt på at rejse hele vejen fra Taul. Penge havde hun tjent godt af på vejen, men foretrak alligevel at tage det meste af vejen til fods. Målet for rejsen var Okartiel, men hun ville nu alligevel gerne bruge et par dage på at udforske byen. Desværre kendte hun ikke så meget til Moxt, på trods af børnefortællingerne. Men det var blot eventyr og historier, der tilfældigvis nævne bynavnet. Hun havde derfor flere gange været lige ved at fare vild.
Efter at have brugt omkring en time på at se sig omkring, vendte hun tilbage til kroen. Det første hun gjorde var at se sig i et spejl, som hang ved knagerne ved kroens indgang. Håret var, trods små vindstød, ikke blevet uglet. Snavset for enderne af den lange laksefarvede kjole kunne ikke ses, og den fine blå hat, hendes yndlings, sad som den skulle. Alt var i den skønneste orden. Hun vendte blikket mod den nu næsten fyldte kro. Stemningen var blevet anderledes, nu da det var blevet senere på aftenen. Kroen var åbenbart et af de der typiske mødesteder, hvor folk mødtes efter en hård dag, skålede for fællesskabet, drak sig fulde, og derefter kværulerede om deres hverdags sorger til vildt fremmede. Det sædvanlige ligemeget hvilken by man besøgte. Uden intentioner om at blive fuld, men blot en lyst til lidt bittert, gik hun op og satte sig ved baren. Kunne hun ikke finde en ordentlig siddeplads, så kunne hun altid gå op på sit værelse, hvor hun da også slap for alt den larm.

Kromutteren lod næsten ikke til at have tid til hende, hvilket generede Amaranth ufattelig meget. Normalt plejede Amaranth ikke at sidde oppe ved baren for at vente på en øl, men i dag gjorde hun en undtagelse uden hun selv vidste hvorfor. ”Undskyld mig!” Hun sukkede lettere irriteret over, at kromutter hellere ville betjene en mand nede i den anden ende af kroen. Det var ikke engang fordi Kromutteren var særlig gammel eller noget, hun var en ung kvinde i 20’erne, der nok så sit snit til at flirte med nogen af barens pænere mænd. Det var heller ikke fordi kvinden bag baren var grim, hun havde blondt langt hår, og nogle kvindelige former, så hun skulle nok få opmærksomhed, med eller uden flirten. Et grin hørtes ovre fra kromutteren. Foran hende på den anden side af baren sad en mand med et tilfredst grin på læben. Amaranth lænede sig en smule fremad over baren og så ned på de to grinene personer, hvor hun kort fik øjenkontakt med ham manden, som snakkede med kromutter. De smilede høfligt til hinanden, hvorefter Amaranth rettede sit blik væk fra ham og hen imod trappen, som førte op til værelserne ovenpå.
En kvinde, eller nok snare en pige i hendes øjne, i en laksefarvet kjole gik ned ad trapperne. Et kønt lille ansigt med nogle bløde træk, dog en anelse for blegt til hendes egen smag, men den blege hud gik godt imod den laksefarvede kjole, så denne unge pige havde valgt vist. Hun smilede selvtilfreds over den ny ankommendes påklædning og udseende. Normalt kunne hun ikke lide, når hun så andre kønne piger, men i nogle tilfælde gjorde det hende ikke noget. De havde hver især deres egen udstråling, og det gjorde hende ikke til nogen konkurrent. Hun fulgte denne unge pige hen til hendes plads, som viste sig at være lige ved siden af hende selv, hvilket hun bare synes var lidt komisk. Hun rettede sit blik frem ad mod kromutter, da hun syntes at have set en smule for meget på pigen ved siden af hende.

Eftersom kromutter spankulerede rundt i den anden ende af kroen, var der ganske mennesketomt bag baren, der ellers var ret så nydeligt pyntet. De fine skårede detaljer i træhylderne mindede hende om de gamle rammer på malerierne hjemme hos sine forældre i Xarzith. Hvordan mon de havde det? De skrev aldrig, og gav aldrig et tegn af liv fra sig. Længe havde hun vovet at overveje at vende tilbage, men havde altid bakket ud i sidste øjeblik. De havde sendt hende ud i verden, med det formål at hun på egen hånd skulle lære livets positive og negative træk at kende. Som regel gjorde det hende ingenting, men nogen gange føltes det som at være bandlyst fra Xarzith. Ikke at hun var det, men Xarzith var hendes ”hjem”. Stik modsat af hendes mål. Hun kunne ikke lade drømme og god mindet komme i vejen for hendes vej i livet. En stikkende fornemmelse fik hende ud af sine tanker, og hun opdagede at pigen ved siden af hende stirrede på hende. Da hun vendte hovedet mod hende, vendte pigen dog hurtigt hovedet væk igen. Pigens hår var krøllet, og hun lignede en der var frisk til at udfordre ethvert modangreb livets ville kaste i hovedet på hende. Den sorte farve om øjnene og den røde læbestift der prydede hendes mund understregede kun dette. Hun var meget smuk denne pige, det måtte hun give hende. Hun skilte sig meget ud, men på en respektabel måde. Som en dame der ved hvad hun er gjort af.

Pigen ved siden af hende virkede interessant. Havde hun ikke set hende før? Hun tillod sig at rette blikket på pigen og opdagede bare, at hun pigen så på hende igen, hvilket overraskede hende en måde, men pigen var ikke den eneste i lokalet med blikket rettet imod hende, dette vidste hun. ”Har jeg ikke set dig før?” Det lød som noget, hun havde hørt en million gange – bare fra mænd, så denne situation var bare en smule anderledes.
Før pigen kunne nå at svare rækkede hun sin hånd høfligt hen imod pigen. ”Jeg hedder Amaranth,” hun smilede høfligt, mens hun ventede på, at pigen skulle tage hendes hånd. Hendes blik blev på pigens ansigt i lidt tid, før det rettede sig op til hatten i håret. Det var lang tid siden, hun sidst havde set sådan en hat, men hun måtte ærligt indrømme, at hun faktisk godt kunne lide kvindens outfit, selvom kjolen var lidt snavset i kanterne, så sad det blonde hår og hatten præcist, som det skulle, og det var jo også det, der var vigtigt. De fleste gad sikker ikke engang kigge ned på kanterne for at tjekke efter snavs, men de fleste var jo heller ikke, som Amaranth.
”Hvorfor kommer kromutteren dog herhen?” Hun snakkede en smule til sig selv, men hendes blik var rettet mod pigen ved siden af hende, som et spørgsmål til hende. En øl ville være velfortjent, syntes hun. I det samme, hun havde sagt ordenen stod kromutter foran hende bag baren og gav hende en øl, hvor hun nikkede en gang over mod manden, som hun havde leet med for nogle minutter siden, og sagde, at øllen var fra manden derover. Kromutter himlede med øjnene bagefter, mens Amaranth kort så over på manden og smilede høfligt til ham, som tak.

Hun sad og pillede ved noget hår der stak ud foran, da pigen ved hendes side stillede hende et spørgsmål. Hun opdagede at hun muligvis havde kigget lidt for længer på hende, men smilede blot da hun ikke ville virke dum. ”Det tror jeg ikke...”. Hun sad stille et øjeblik for at tænke over pigens navn. Amaranth, det lød særdeles specielt. ”Det er første gang jeg befinder mig i Moxt. Jeg kommer trods alt ikke så tit på disse kanter”. Hun rakte hånden frem og gav pigen hånden. Smilet blev lidt bredere. ”Mit navn er Symphony. Det glæder mig at møde dig”. Pigens ansigtstræk virkede nærmest perfekte et kort øjeblik. Måske var det den venlige udstråling. Hun var trods alt ikke så vant til at blive hilst pænt på af fremmede. Med mindre de ville sælge hende noget selvfølgelig, eller medmindre de var mænd på skørtejagt. Pigens krop skilte sig ud fra ansigtet. Den var spinkel, hvilket fik pigen til at virke skrøbelig. Hun prøvede at få tankerne hen på noget andet, da kromutter dukkede op igen bag baren. Hun kom hen til hende med et smil, og stillede en øl. Det samme havde hun gjort lidt før ved Amaranth. Den var åbenbart fra manden som kromutter havde snakket med. Hendes egen øl havde hun selv bestilt til når hun engang kom tilbage til kroen. Kromutter havde altså ikke glemt det, så der var ingen grund til at spørge. Men folk glemmer som regel ikke når de har lovet at sælge noget. I sidste ende tænker de alligevel alle sammen på penge og deres egen velfærd.

Pigen, som sad foran hende, var nærsten det eneste, som hun fokuserede på. Hendes blik gled kort ud til siden bare for ikke at virke som en, der stirrede, men dette fik hende bare til at ville rette blikket på denne nye fremmede pige foran hende igen. Der var ikke rigtig nogen interessante personer ude i rummet i dag, så pigen var hendes mulighed for lidt underholdning, imens hun drak øllen. Ikke den værste underholdning, måtte hun dog indrømme.
”Hvor bor du da henne, siden du ikke er herovre så tit?” Hun smilede venligt og opretholdte en venlig og åben facade, da det var det påkrævede foran andre mennesker. Dette var dog heller ikke så meget fra hendes egen personlighed. Måske var hun bare blevet mere åben eller var hun bare blevet narret af sine egne evner til at agere på.
”Det glæder også mig at møde dig, Symphony,” hun bøjede kort hovedet ned, som et formelt hej. Symphony var et specielt navn, hun havde ikke hørt sådan et navn før, men hun kunne lide det. Specielle navne gjorde næsten selve personen til et kunstværk. ”Et specielt, men flot navn,” hun smilede høfligt, så hun ikke tog det, som kritik. Langsomt førte hun ølkruset op til munden og drak i nogle behændige slurke. Selvom der var meget skum på denne øl, som hun havde fået – dette gættede Amaranth dog på, var kromutters værk –, fik hun intet skum på overlæben, som ellers ville være normalt. Da glasset var blevet sat ned på bordet igen lagde hun mærke til Symphonys glas foran hende. ”Har du fået dig en beundre?” Hun smilede høfligt, da det ikke ville undre hende. Hendes blik gled rundt i lokalet for at se, hvem denne beundre dog kunne være, men hun syntes hun fandt lidt for mange, der stirrede op på Symphony og hende selv.

Hun stirrede ned i den gustne bitre drik. Det var lige det hun manglede ovenpå en hård dag, om så hun i virkeligheden ikke kunne fordrage smagen. Hun så kromutter stå ved et spejl og rette på sit hår, hvorefter hun gik tilbage til mændene. Blikket blev atter vendt mod Amaranth da hun snakkede. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle svare, og efter en kort stunds tavshed sagde hun: ”Rundt omkring. På kroer hist og her. Nogle gange lejer jeg måske en hytte, hvis jeg er i humør til at forkæle mig selv lidt”. En let latter undslap de tynde læber, og smilet bredte sig atter, hvorved de små smilehuller blev mere synlige.
”Navnet er virkelig ikke noget specielt. Jeg har blot nogle forældre der interesserer sig meget for klassisk musik”. Hun pillede lidt ved de fine krøller, da emnet ikke ligefrem var hendes yndlings, selvom hun udadtil lagde meget skjul på det. Facaden skulle være på plads, så ingen vækkede mistanke. Alligevel havde hun en vane med at pille ved sit hår, når hun havde brug for at berolige, det hun kaldte sit 'indre jeg'.
”En beundre? Dog ikke. Vi er ikke alle så heldige i disse omkredse. Min påklædning kunne indikere at jeg er en gift kvinde, hvilket skræmmer de fleste mænd væk”. Smilet blegnede et kort øjeblik, men kom hurtigt på plads igen. ”Ikke at jeg har noget imod det. Det sparer mig for en masse problemer”.

Hendes blik hvilede på denne unge pige foran hende og studerede hendes træk. Det så ikke ligefrem ud til, at hun kunne lide øllen, men hun havde ikke tænkt sig at kommentere det, da det var meget normalt ikke at kunne lide øl i en ung alder. Hun stille grin bredte sig på hendes læber, men hun fik hurtigt styr på mimikken og så væk fra pigen. I dette selskab følte hun sig næsten moden og erfaren, men hun havde jo også haft nogle år bag sig, som denne unge pige ikke havde. Og, gættede Amaranth, hun havde lært meget på disse ekstra år. Ølglasset genspejlede hendes brune lidt vilde hår og hendes høje kindben, og selvom dette spejlbillede var lidt forvrænget af denne honningfarvede drik, så syntes hun stadig at hun kunne gå få en ung endnu, hvilket bare gjorde hende glad.
Stemmen, som kom ved siden af hende, rev hende væk fra hendes eget spejlbillede, hvor opmærksomheden bagefter blev lagt over på de lange blonde krøller. ”Så du er en strejfer?” Hun kunne ikke lade være med at smile over tanken. Dette måtte være grunden til, at hendes kjole var lidt beskidt i enderne. Men hun holdt sig godt udseendemæssigt, hvis hun var det, man kaldte en strejfer.
Hun nikkede kort, som svar. Først havde hun valgt at svare med ord også, men det at pille ved sig selv i håret, havde hun for længe siden lært at tyde, som et tegn på nervøsitet, eller i hvert fald var det et tegn på, at man ikke skulle ligge mere i det. I alle de år, hun havde rettet sig selv, havde hun alligevel også lært noget om andres kropsprog.
”Jeg vil sige, det kan holde dem i ædru tilstand væk, men når mænd først bliver fulde, eller hvis de bliver for… lad os sige optaget af en kvinde, så er de ligeglade – uanset om man har ring eller en gift kvindes garderobe på,” hun smilede stille til hende. ”Men jeg kan forestille mig ved Dem, at der stadig kommer en del mænd, du har jo et kønt ansigt, og lange, blonde lokker kan de fleste mænd ikke stå for.” Hun så sig kort rundt i lokalet for at få bekræftet hendes udtalelser endnu engang.