Gone in the morning - Su

Det var en stille og rolig morgen, intet stort, intet småt, intet ligegyldigt, intet totalt overdrevent. Men helt præcist som den skulle være. Efter at der mange, mange gange bare havde været ligegyldighed over hver morgen, som om den nye kommende dag simpelthen ikke var værdsat. Hvilket dog ikke helt var sagen. Men denne morgen var som han kunne lide den, den skulle være sådan her, hver evig eneste dag, stille og rolig, ingen stress, ingen sygdom bare rolig og glat som et glas. Langsomt tog han en dyb indånding, imens han indåndede den friske morgenduft af, dug, græs, blade, regn, insekter, afføring, skrald, og tusind andre ting oven i. Han nød dette øjeblik, netop på grund af den renlighed der opstod ved denne tid. Han kunne ikke beskrive den helt til fulde men det var der vidst heller ikke så meget at gøre ved.
En gammel tosset mand, der havde ladet sig mærke af kulden de hårde slag som livet kunne give. Så op med sit furede ansigt, og kiggede sig omkring efter et eller andet bagerhus han kunne plyndre for noget nybagt brød, så han ikke skulle lide af sult denne morgen. Hans blik blev dog afledt af den høje langhårede mand, hvis hoved var dækket til af en dyb mørk hætte, så man kun kunne se munden, sammen med nogle små skægstubbe der var kommet frem, i løbet af denne morgen. Manden virkede ikke videre genkendelig for den tossede gamle. Og det ragede ham egentlig også ganske lidt om han var det eller ej, han havde mistet alt for meget i hele sit liv, til at gide at interesse sig omkring andres, medmindre de selvfølgelig havde nogle penge gemt i deres inderlommer, eller kofter. Han så endnu engang vurderende hen på manden, som om han skulle til at udføre en form for optrin for denne. Men tog så en beslutning, han var ikke parat til at dø endnu, og han vidste med fuldt overlag, og bevidst at hvis han prøvede på noget, var det ham der tabte slaget, og ikke den unge mand der gik videre af sted.
Den kappeklædte mand traskede videre, hen over brostenene, og videre forbi en flok trætte vagter, der var ved at falde i søvn hen over deres spyd. Og som ikke holdt et ordentligt vågent øje med denne mand som snildt havde passeret dem, uden så meget som at løfte hovedet.

Et lettere djævelsk smil gled op for hans mund, da han kastede to pengepunge op i luften, og som raslede med nogle gode sum inden i. Det havde været barnemad, tænkte den unge mand for sig selv, imens han jog fristelsen for at kigge tilbage på soldaterne bort, og bare gik roligt videre. Han lagde pengene ned i en ny skuldertaske, han netop lige havde fået lavet sig selv. Uden det store tulle hej, han jo bare have noget skind fra diverse dyr, også nogle sener, som skulle lægges til tørre. Det var jo ikke fordi det havde været en svær proces, og at han lige præcis altid skulle stjæle og slå ihjel for at få fat i det som han gerne ville have. Langsomt gabte han, imens han trådte ind i den store botaniske have, der omgav ham, med et komplet løv af grønt, og satte alle hans mange sanser på prøve for at kunne samle sig om det hele, og ikke bare én ting af gangen. Men det hele var så svært at adskille fra hinanden, selv med hans forbedrede lugteevner. Smilet blev lettere skråt nu, og mindre. Det passede ham fint at der skete en eksplosion af nye farver i hans øjne, og lugte i hans næse. Det gjorde ham intet, men bare dagen endnu mere fuldendt end hvad den egentlig allerede var.

"Nah nah nah nah nah!" Med armene susende rundt i luften, kroppen kun dækket af én stor, meget løst hængende tågegrå trøje, sparkede Su energisk til en tilfældig dåse på vejen. Hendes korte hår fløj rundt til alle sider, da hun begyndte at lege rockstar midt på gaden, armene formet som om hun spillede på en usynlig guitar i et vildt nummer, hvor headbang var obligatorisk. Det var en usynlig koncert, med et ikke-eksisterende publikum, medmindre man talte de små biller på trækronerne med.
Klokken var alt for tidligt på dagen, og den botaniske haves indholdsrige planteliv fungerede som en slags lyddæmper for alting, der stod mere end 4-6 meter væk fra Su og hendes musikalske udbrud. Hendes hår skinnede grønt, farvet hen over natten, og nu blev den fejret af en hyperaktiv Su.

Su fik øje på noget lidt væk, en lang skikkelse, der bevægede sig hurtigt væk fra 2 lidt bredere skikkelser. Hun sprang ind til siden, fandt et passende træ, og begyndte at bruge dens heldigvis tykke grene til at komme lidt højere op. Hun fandt træets fedeste gren, og lagde sig på maven, med blikket på vejen - der, hvor den høje skikkelse snart ville lægge visit. Gemt bag de syregrønne blade, takkede hun sine nye nuancer i håret, for at hjælpe med camouflagen. Hendes ben var svunget om grenen i en tæt omfavnelse, og blev låst af de to enorme Doctor Martin støvler, der nåede fra tåspidserne til lidt under knæene.
Med begge hænder omkring munden, lavede Su en besynderligt skinger, piftende lyd, der mindede om en fugls dødsskrig.
"Kyyyyyyyuu! Huuuuuuu!"

// Sorry at det altså ikke er lige så langt..... xD //

De høje vibrerende lyde genlød nærmest over hele den botaniske have, og fik nogle fugle til at ryste lettere forskræmt i et træ ikke så langt væk fra den høje mand, i den mørkegrønne grålige hætte han havde lavet sig selv, så han virkede nærmest usynlig, hvis han gjorde noget helt bestemt med kroppen, ville det blive svært at tyde ham fra de andre strukturer omkring ham. Et kort suk gled ud igennem hans læber, imens han tog raske skridt væk fra de mange soldater som havde stået, og halvsovet foran port indgangen til den botaniske haves farvemæssige udspring. Den var oppe hele året rundt, den blev vandet, passet, og plejet som var det en lille baby. Kongen kom også i ny og næ herhen for at se hvordan tingene stod til, og være sammen med hans dronning, som var en femte del Elver. Men af ganske få mennesker, havde kongen set med milde øjne på dette, som om det ikke havde nogen betydning, han elskede denne kvinde og kunne ikke slippe hende af syne bare sådan lige, uanset hvad hans forfædre havde måttet mene. Men han vidste heller ikke at den kvinde han nu elskede, også forrådte ham på andre måder. Hun sørgede for at flere drageriddere kom ind på skolen, selvom de var af anden race end det man mente var mest sædvandeligt. Sådan plejede det ikke at være førhen, jo måske femtusind år tilbage, hvor den gamle generel Reth havde påtaget sig ansvaret for at få andre end menneskene ind på militæret, og som drageriddere. Det var jo også en nødvendighed i sig selv. Menneskene var for svage til at kunne udrette alt selv. Men det syntes kongeslægten at være fuldkommen ligeglad med.
Skye håbede inderligt, at dronningen ville vente sig et barn der kunne rette op på dette. Det var jo ikke fordi kongen var dårlig i sig selv, hans idealer var i grunden gode, og han kom med mange gode forslag, og ting der skulle ændres, men det var kun til fordel for menneskene, og dem der ikke var mennesker kunne ikke få til dels i disse forslag. Faktisk var det en form for den jordiske Hitler styre der blev kørt på her, selvom ingen kendte til den lille blå planet som var ufattelig mange lysår væk fra denne. De havde samme primitive racer, men med et mere, og større udvalg blandt udviklingerne. Jorden kendte til denne planet, men Triskir kendte ikke til jorden, og havde aldrig hørt noget om den. Men tid ville snart komme, og landet ville blive større jo længere tid der gik. Dette var dog ikke noget som nogen havde i vente. Der var ingen der vidste hvordan denne jord ville forme sig, blot om nogle få år, måneder, uger, dage, timer, minutter, sekunder, og minisekunder. Der var ingen der vidste hvilke former for forskellige ændringer der foregik inde i jorden selv.
Blikket rettede sig op, og kiggede rundt omkring ham, da han pludselig kom tilbage fra sine tanker omkring kongen. Han havde under ingen omstændigheder givet sig i et kast med Triskirs uundgåelige udvikling, som netop blev foretaget i dette sekund, og ville for altid udvikle sig. En tudende lyd kom igennem hans ører, som om en fugl var ved at dø, men han lugtede ingen form for påbegyndende forrådnelse eller blod omkring ham. Der var sikkert en der bluffede med ham? Han vidste det ikke, og var usikker på om det var noget han skulle tjekke. Han stoppede langsomt op i sin hurtige gang, og kiggede hen imod stedet han havde ment lyden komme fra. Nej han mente det ikke, han vidste lyden kom derfra, det var noget der var en konkret fact, i sær med hans gode med fødte evner. Selvom han ikke var helt så sikker igen, på at han var en fuldblods varulv, men det burde han da næsten være, han havde ingen tegn på at være halv af det, ikke efter de andre små eksemplarer af halv varulve han havde set igennem sin opvækst. Og han kunne ikke tro han var andet da han havde sin første forvandling som meget ung. Han huskede hvordan parret havde været ufattelig skrækslagen da de fandt ud af hans forvandling, det par som havde taget sig af ham, men ikke var hans oprindelige forældre alligevel, han havde vidst det allerede den gang, han kunne lugte det på dem, og sig selv, de havde ikke den samme duft som sammenlignede ham med dem. Det havde så også afløst til at han var stukket af, og flygtet ind i skoven, for at være sammen med ulve, de rigtige ulve. ”Hmm..” brummede han irriteret, og usikker på hans gøren, om han skulle tage derhen, eller bare lade være. Han lagde kort hovedet på skrå, og gik så over græsset, det kunne da ikke være værre end som så.. og det var jo ikke fordi han var en svag mand der ikke kunne tage varer for sig selv.