Perfektionisme - Erix

Mørket havde for længst lagt sig over havnebyen og havde skabt et helt andet liv end det, der eksisterede om dagen. De lette sommeragtige kjole og de normale farver var skiftet ud med galla kjoler i alle former og afstøbninger. Sløret på de lange kjoler blev slæbt hen ad gaden, mens de gik forbi boderne, som indeholdt alt fra guldsmykker, hvor der kunne blive indgraveret tekst til bælter, håndtasker og ned til en lækker kage, hvis det nu var det, man fik lyst til. Mændene bag boderne snakke karismatisk til alle kvinderne og mændene bag boderne, så snart de bare stod foran boden i mere end to sekunder. Den lange havn var fyldt op med lys og latter. Ude på kajerne stod enkelte par folk, som havde lyst til lidt privatliv, før de skulle ind og sidde i flere timer under selve operaen.

Den lange dybgrønne kjole var ud af silke og smøg sig elegant omkring den spinkle krop. Det brune hår var krøllet flot og hang ned over hendes skuldre og omringede hendes ansigt. Make-uppen havde fået et lidt lys undertone, men bestod primært også af den grønne farve, hvilket fremhævede hendes lige så grønne øjne. Munden var blevet farvet en lidt mørkt rød farve. Huden virkede en smule hvid i forhold til, hvad den plejede og skar en kontrast imellem øjnenes farve og mundens. Ryggen var rank og hele udstrålingen virkede helt perfekt og poleret, som om hun var parat til at stille sig op på scenen inde i teatret eller op på de eftertragtede balkonpladser sammen med nogen af de rigeste personer i Moxt. Hendes bare arme holdt hende tæt sammen med manden ved siden af hende. Han var høj, men ikke ligefrem muskuløs, og man kunne have set flottere mænd, men han var velklædt og havde sin egen udstråling.

Hendes sko larmede en smule, mens hun gik videre nedad den lidt smalle gade på vej ned til havnen. Mørket var mere gennemtrængende på denne lille gade. Da lyset fra havnen lyste det det brune hår op, de mørkerøde læber og den grønne kjole. Et par mænd kiggede på det elegante på, der trådte ind på gaden, hvilket tegnede et smil på de røde læber. Opmærksomhed havde altid faldt godt i hendes smag, hvilket også tydeligt kunne ses. Alt på hende var sat perfekt op, selv den mindste lok faldt, som hun selv ville have det. Hun løsnede sin arm en smule fra mandens og så op på ham med et smil, så han ikke tog det, som en fornærmelse. At fornærme ham var det sidste hun ville, han havde trods alt inviteret hende til opera og en gåtur op og ned langs havnens boder før, hvor han havde fortryllet hende med at købe et smykke til hende.

Havnen var fuld af menneskeliv, men de her liv var ikke de samme som dem man så om dagen. Nej dette var de smukke mennesker som levet et liv i elegance og skønhed, dog var de ikke hans grund til at han var nede i havnen. I aften var den aften hvor han skulle se operaen for først gang og han havde taget en ledsager med ham for han havde ikke lyst til og gå alene for det skabet en del opmærksomhed omkring ham når han var alene i operaen, hans ledsager var en kvinde som var lige så elegant som ham selv.

Sort hår og hud som var bleg som sne og uden fejl, blå grå øjne og en sort kjole som sad perfekt på hendes krop. Hun var en perfektion som kun gud kunne have skabt og hun passet fint til hans side, han selv ja han var i et sort jakkesæt mens hans hans hår var blondt og skulder langt. Det var sat op i en hestehale, øjne havde en dybblå farve og hud havde den samme blege farve som man os havde set hos hans ledsager.

Et par som i sandhed passet sammen selv om der ikke var noget særligt i mellem dem, han var skaber og lære mens hun var hans elev som han havde taget sig med ud i natten. Turen her til aften var blot en lille lektion til ære for hende for hun var ikke en af de elever som bare fik lov til og løbe fri i natten, nej han havde et ry i den verden som han kom fra og derfor havde han os et ansvar over for de andre klaner som han havde god forbinders med. Han skulle holde øje med dem få som han så an og de var ikke mange som fik æreren af og ledsag ham gennem natten.

De to fik sammen gennem de mange lys og de ankom oppe ved indgangen til operaen og de stoppede kort op ude foran for det var stadig ikke tid til og gå ind, men de stod der gav de sig begge tid til og studer de mange mennesker og væsner som der nu var ind i mellem og de snakke sammen med lave stemmer mens han gjorde reglerne op for hende. Regler og traditioner var to ting som vampyrer gik op i og i sær hvis de kom fra Valentin klanen "Jeg håber du er indforstået med min regler" sagde han kort til hende og hun nikket som svar mens de begav sig ned fra trappen og hen til hav..

Månen tittede frem fra skyerne og glimtede ned i havet. Mange forskellige skibe lå til kaj og et nyt var allerede på vej ind. Det var gammelt bygget ud af træ, ligesom de fleste andre skibe, der lå til kaj. Vandet var næsten helt stille og roligt, hvilket passede perfekt på stemningen om bor på land. Snakken lød frem og tilbage mellem personerne oppe på kajen.

For hver eneste skridt hun tog rykkede hendes krop sig under kjolen. Den var en smule stram omkring taljen, hvilket fremhævede hende former. Langsomt gik de arm i arm ned langs boderne, hvor de holdt sig delvist tæt på bodernes udstilling, så de nemt kunne finde frem til den perfekte bod, hvor man kunne være sikker på, at guldet var ægte. Hendes tanker kredsede om, hvordan hendes næste smykke i samlingen skulle være. Allerede hjemmefra havde hun planlagt at købe et armbånd – eller måske en halskæde, hvilket var grunden til, at hun ikke havde nogen af disse ting på. Til gengæld havde hun nogle flotte guldøreringe, som lå gemt en smule bag det krøllede brune hår, men som engang imellem tittede frem.

Teateret kom tættere og tættere på, om hun vidste, at hun snart skulle finde den endelig bod, så hun kunne få sit smykke. Han havde trods alt lovet ham det. Hendes blik gled op på ham. Hans mørke hår og de grå øjne klædte ham, men han var langt fra den pæneste hun havde set, men han havde godt selvskab. Hans brede mund bevægede sig, og han afventede blik tydede på, at hun skulle grine, hvilket hun også gjorde. Hendes hånd lagde sig på hans arm for at gøre alt en smule mere intimt, men fjernede den næsten med det samme igen. En helt hvid bod med en helt mørk mand bagved sendte hende et varmt blik. Et smil røg over hendes mørkerøde læber, da hun stoppede foran den sidste bod, før operaen, og så ned på de fantastiske smykker i guld og sølv. Hendes partner stoppede op sammen med hende, da hans blik også gled på boden. Rigtig var han ikke så meget for smykker og sådan, men han ville sagtens betale de penge ekstra for at få hende med i operaen, han havde også penge nok, så han kunne ikke klage. De grå øjne listede sig kort op og ned ad hende. Et smil tegnede sig på hendes røde læber, da hun tydeligt mærkede blikket, og hun listede sin arm væk fra hans, men holdt ham stadig tæt på. Et guldarmbånd uden særlig meget andet end et lille vedhæng også af guld, hvor der var indgraveret nogle mønstre i, fangede hendes opmærksomhed. Manden ved hendes side hev automatisk tegnebogen frem og betalte uden at høre prisen. Smilet på de røde læber var alt, han havde behov for, da han listede guldarmbåndet rundt om hendes tynde håndled og lagde sin arm om hendes hofte og førte hende over til mængden foran teatret, stolt over at være ved hendes side.

De to vampyrer stoppede ned ved en af de små balkoner som gik ud over havet, blikkene var rettet på de mange skibe som lå til i havnen og om lidt kom et til ind skib ind. "Erix er det så i aften at jeg at jeg for lov til og jage på egen hånd" sagde kvinden stemme og den var blid og kold på samme tid, Erix vendt sig mod hende "Hvis du holder dig til planen for i aften så få du lov så snart at operaen er over" sagde han roligt mens han kiggede på hende med et roligt blik, han lavede et kort nik og gjorde tegn til at det var på tide at de gik indenfor.

Igen gik de arm i arm som om de atter var et par som få kun kendt til, de gik roligt op af den lille trappe og en del blikke rettet sig på dem mens dampet stemmer snakke om dem, som vampyrer kunne de let hører stemmerne snakke om dem men de lod begge som ingenting var hente da de kom ind af døren. En bølge af varme mødt dem begge og de mange stemmer var svære og tag på samme tid, Erix mærket hendes grab om hans arm og han kun let mærke hvordan hver muskel arbejde på fuld styrke, havde han været dødelig ville han nok skrige i smerte men sådan var det bare ikke som vampyr "Tag den med ro Jade vi skal nødig gøre for meget ud af vores lille besøg" Sagde Erix mens han kiggede på Jade og han brugt os en smule hypnose nu hvor han jo havde fysiks kontakt med hende.

Jade blev rolig efter kort tid og de to forsat sammen mellem de mange mennesker, tjener gik rundt mellem de mange folk og de havde bakker med med krystal glass som var fuld af en meget fin vin, en af de mange tjener kom hen til dem begge og han bør dem begge et glas som de begge to sagde ja til. "Hvordan har jeg dog kunne får mig selv til og drikke det her den gang jeg stadig var menneske?" sagde Jade kort mens hun kiggede på glasset med et kort blik og hun lavede en kort afsky selvom det ikke var til og fange med menneske øjne..

Vejret begyndte at køle hende ned, da hun ikke bar nogen jakke, og kjolen kun var et tyndt lag silke og en tynd underkjole, hvor kjolen manglede ærmer og nok af brystpartiet blev vist til at man fik et glimt af, hvad der var under, men ikke nok til, at det var for nedringet. Langsomt blev hun ført ind i teatret majestætiske indgangshal, som var fyldt med mennesker. Der var røde gulvtæppe og flotte malerier på væggene, hvor to store trapper førte op til de øverste pladser og balkonerne. Kvinder i alle forskellige farve bevægede sig rundt inde i lokalet, og alligevel var der en del mænd, der rettede blikket på den flotte grønne kjole og kvinden, som bar den, da hun trådte ind. Et smil tegnede over hendes læber, og hun så rundt på alle mændene i håb om at se nogen, som hun kendte. Hendes blik fik lige øje på en af hende venner, men før hun nåede at rykke videre mærkede hun hånden på hendes hofte fører hende længere ind i lokalet og ind i varmen hen til en lille gruppe mennesker.

På vejen hen til gruppen af mennesker stoppede de ved en tjener, som bar rundt på nogle krystalglas med sød vin. Hun skulle lige til at tage et glas, da hun opdagede en mand og kvinde stå og se ned i glassene. Manden var iført et jakkesæt og kvinden en sort kjole, og hun regnede med, at de ville have deres drik, før hun tog sin egen. ”Vil I have?” Hun sendte den et høfligt og perfekt smil, som hun havde øvet sig så meget på foran spejlet, at det var blevet helt naturligt for hende. Hånden hvilede på hendes hofte og fik hende til at føle sig fanget, men hun havde ikke lyst til at være uhøflig med at fjerne den. Hendes blik gled op på hendes partner, og hun kunne mærke, at han var utålmodig, så hun trådte op på tæerne og lænede sig hen imod hendes partners øre, ”når vi har fået disse skal vi så ikke bare sætte os op?” Han holdt vejret et kort øjeblik, da hendes naturlige duft ramte ham med overvældende kraft, og da hun fjernede sig fra ham trak han vejret normalt igen, hvorefter han fremskaffede et høfligt smil til de to mennesker foran dem og et smil til hans partner ved hans side.

Jades blik var normalt igen og hun nippet kort tid den sød vine, og begge pather fanget kvinden stemmen der snakket til dem. Erix skulle lige til og tag et glas da stemmen kom og han stoppede kort hans grab efter glasset "Damerne først" sagde han roligt mens han kiggede på kvinden som stod foran ham, hun var klædt en grøn kjole og den passet godt til hende.

Af dømme efter udsende så var hun lang fra menneske for det kunne begge vampyrer let se med det forbedre syn som de havde, Jade tog glasset væk fra munden og hun studeret kvinden med et roligt blik før hendes blik gik den mandlig ledsager som hun havde med. "tag endeligt" sagde hun roligt dog havde hun stadig ikke helt den samme elegance som Erix havde, men hun var jo heller ikke ligeså gammel og der var stadig meget som hun skulle lære før at hun selv ville kunne kalde sig for store medlem hos Valentin klanen.

Erix sendt kort et blik til Jade og hun opfanget det med det samme og så var hun stille ligesom før "Jeg synes ikke at jeg har set dem her før miss.?, er de nye? sagde Erix kort mens han kiggede på dem begge to. Erix var normalt ikke den der snakke med andre i byen ud over hvis han havde et eller andet arbejde som han skulle fortag sammen med dem for han var jo advokat og derfor kom han tit til de her ting, ja han havde set meget gennem åren og han kendt næsten alle dog dem der kom til opera for han havde haft arbejde sammen med mange af dem og derfor snakke han os kun kort med dem hvis han kunne komme til.

På en side var Erix glad for hans arbejde og på en anden side hade han det os fordi han var tvunget til og lytte til dødeligs problemer og det kunne godt blive lidt tungt hen af vejen, han kunne jo os bare skift job men det var ikke lige det som han havde lyst til så han blev bare hvor han var selv om han næppe var klar for hans menneskelig klienter..

De grønne øjne så ind de dybblå øjne, som var indrammet i den blege ud og det blonde hår. Et smil tegnede sit på hendes læber, da hun så på ham. Et eller andet over ham kunne hun genkende i sig selv. udseendemæssigt kunne hun ikke se nogen fejl på ham, og hans stemme fik den ting mere bekræftet. Få personer havde hun set det i, men alt ved ham var perfekt og elegant. Måske var det ikke, som hun selv ville have sat det, men hun kunne fornemme, hvordan han selv var bevidst over det. Hendes blik gled over på hendes partner og hendes smil forstummede. Hendes partner var i hvert fald ikke på samme måde; Jakkesættet sad lidt skævt og håret var lidt for uglet, men hun havde ikke gidet rette på ham, da han trods alt havde betalt biletterne og armbåndet, der hvilede om hendes håndled.

Langsomt løftede hun hånden, hvor armbåndet hvilede omkring, og hun tog fat i glas med de fantastiske dråber i. De grønne øjne blev rettet hen mod den sorthårede kvinde ved siden af manden. ”Mange tak,” langsomt rettede hun blikket hen på manden. Hun drak en kort slurk af den søde drik, før så sig om i lokalet, for at vide, hvordan alt stod til, før hun rettede blikket hen på den blonde mand igen. Han havde ret, det var første gang hun havde været her, men det var langt fra første gang for hende inde at se en opera. ”Ja, desværre har jeg ikke været i disse omgivelser før.” Hun smilede høfligt til ham, ”Men jeg har altid godt kunne tænke mig at være her,”

Den dybe stemme gjorde hende opmærksom på hendes partner ved siden af sig, ”Hun er meget omrejsende.” Han grinede kort engang, ”det tog mig også lang tid at overtale hende til at tage mig med hertil, da hun har ment, at hun ikke har tid.” Langsomt rakte han sin store hånd hen til den blonde mand, ”James,” Sagde han høfligt for at præsenterer sig selv. Den brunhårede kvinde ville dog ønske, at han havde ladet være med at snakke, da hun ikke havde følt, at de havde talt til ham, men hun kunne ikke bremse ham, det ville bare være kontrollerende, hvilket hun ikke gad virke som. Hun skulle jo fremstå fra sin bedste side.

"så det nok der efter" sagde Erix roligt mens han kiggede på hende med et roligt smile, hans øjne gik på hendes partner og han var ikke helt så elegant som hun selv var men han klart det okay for et menneske.

Manden stemme fanget ham og han lyttet til hvad han sagde før han selv rakket hården frem og han trykket James hården "Erix Valentin" sagde han kort mens han kiggede på dem begge og han blik rettet sig der efter på Jade "og dette er Jade hun er en kollega og elev ind for Juri faget" sagde han roligt mens han kiggede på dem begge og Jade lavede et eller naj for dem begge. "jeg tager det sådan de kender mit navn ikke sandt?" sagde Erix roligt mens han kiggede på dem begge for næsten alle havde hørt om ham på en eller anden måde fordi han havde noget fantastiske evner indfor Juri, andre kendt ham dog os som leder af Valentin klanen og det var en af de store klaner som kørt rundt omkring i de mange byer men det snakket Erix ikke om her til aften..

De grågrønne øjne hvilede høfligt på den blonde mand, mens hun førte krystalglasset op til de knaldrøde læber. Man kunne næsten tro at en smule læbestift ville sætte sig fast på glasset, men intet satte sig fast på dem, så man kunne blive i tvivl om hun faktisk havde læbestift på eller om dette var hendes egne naturlig røde farve, der gjorde læberne så røde. Hun nikkede stille, da han hade sagt sine ord, ”ja, du må have ret, hr.” Hun smilede venligt til ham, ”men jeg er meget glad for endelig at være her. Det er pænt herinde,” Det røde gulvtæppe gav en flot effekt på alle kjolerne, men på de kvinder, som havde røde kjoler på var det en smule trist, ifølge hende selv. Malerierne på væggene gav det hele en lidt mere storslået prang, så alt i alt var der pænt, men… hvis kvinden skulle være ærlig, så havde hun set pænere før. Det hjalp dog lidt på helhedsindtrykket, da hendes blik landede ovenpå naturlige billede ved toppen af trappen af det lidt dystre, men stadig smukke og lette naturbillede. Et skovbryn med en flot fuldmåne øverst oppe. Malet i frøpeperspektiv, hvor den pinke blomst stod i forgrunden med sin lidt mørkere farver, som var kommet på grund af natten. Det billede kunne hun ikke klage over, det var trods alt hende, det havde malet det.

James’ store hånd slap kort efter Erix lidt før det var høfligt, men selv lagde han ikke mærke til det. Navnet sagde noget inde i ham, men det var først, da han nævnte Juri faget, at det gik op for ham, hvorfra det var. ”Selvfølgelig har jeg hørt om dem, Erix Valentin,” han smilede venligt til ham, ”min fader, Colin Ryker, har engang snakket om dem.” Smilede forstummede ikke på hans ansigt. Han kunne ikke huske, hvornår men var sikker på, at det var sket. Hans blik gled over på den brunhårede kvinde ved hans side, som stod og stirrede over på billederne på væggene. Et smil gled over hans læber, da det var sjældent, hun mistede fokus indenfor en samtale, men denne gang var det dog sket. Hans lagde let hans hånd ovenpå hendes.

Berøringen på hendes næsten hvide hud denne aften bragte hendes tanker på rette spor igen. Hun rette sit ansigt hen imod James ved hendes side og smilede spørgende. Den mørkhårede mand kom tættere på hende og lænede sig ned imod hende øre, hvor han stille hviskede, ”du har glemt at præsentere dig selv. Og foran dig ser du Erix og Jade, de er indenfor Juri,” han regnede med, at hun havde lyst til en hurtig opfriskning af, hvad der var sket, siden hun havde været ukoncentreret. Men i stedet for at sige sit navn smilede hun bare, da hun ikke fandt behov for at røbe hendes navn medmindre de bad om det.