Træstammefort og antifrygt-træning.

Trods hendes 20 år gjorde hendes dværg-gen, at hun sagtens kunne have det sjovt på legepladsen uden at nogen så skævt til hende. De mægtige træer, der omgav legeplads-området i parken gav indtrykket af, at man var inde i en gigantisk borg skabt af enorme træstammer. Der manglede bare en vindebro og en voldgrav. Men hendes fantasi havde allerede skabt det - for hendes indre blik i hvert fald. Hun sad oppe på toppen af et gigantisk klatrestativ og så ud over dette lille hjørne af Okartiel. I hvert fald det, hun kunne se. For på trods af, at klatrestativet var utroligt stort i forhold til hende, var de omkringliggende bygninger også utrolige og prangende. Højden gjorde hende svimmel, og hun satte sig ned. I sikkerhed bag det tykke trægitter, der sørgede for at børn ikke fandt ud over og slog sig.
Hun lagde hovedet på skrå og lukkede øjnene for at glemme højden, lige som sommerbrisen tog fat i hendes bølgede, brune hår. Vinden rev dog kun i de løse totter, da hendes fletning var for tung til, at den kunne flyttes af så lidt. Solen skinnede på hendes fregnede ansigt og hendes smil var så stort at mellemrummet mellem hendes fortænder var synligt.
Hun så ned på gaden med store øjne, mens hun forestillede sig nogen af de mægtige drageriddere ville komme forbi riddende på deres ædle, skællede gangere. Men drageridderne kom ikke.

Det var Mei-Mei's store drøm at blive drageridder. Hvilket man rimelig hurtigt fik på fornemmelsen, for på hendes hoved sad et par gamle pilotbriller, hun engang havde set en drageridder have på. En, der havde en flyvende drage! Eller måske var det ikke så typisk for drageriddere at have den slags briller på, men de fik hende til at føle sig som en.
Det eneste store problem i hendes drøm var, at hun, ligesom så mange andre dværge, var utrolig bange for højder. Og hun ønskede kun at have en flyvende drage. Men hun forsøgte ivrigt at overvinde den frygt.

Mens hendes drømmerier fortsatte som en lille spillefilm i hendes hoved, satte hun sig ned på den mægtige rutsjebane, der tog udgangspunkt på toppen af klatrestativet, og fløj nærmest ned af den. Hun kunne ikke klare at sidde deroppe mere. Det måtte være nok anti-frygt-træning for én dag.
Hendes skinrygsæk slog imod hendes ryk, og da hun nåede bunden kunne hun ikke stoppe, så hun landede med bagpartiet først ned i sandet. Der sad hun så og så op imod de store, farvede trækroner. Hvor var det trist at alle træerne snart ville tabe al den pragt.
Hun lagde hovedet på skrå og begyndte fraværende at nynne, mens hun rejste sig op og børstede tøjet rent. Hendes brune knæbukser kunne ikke fuldstændig skjule det gamle ar, der strakte sig ned over hendes skinneben. Hendes arme var bare og alle hendes utroligt mange, tætte fregner var synlige. Hun rettede på sine pilotbriller, før hun, med armene ude til siderne 'fløj' over til gyngerne.

Der var én rigtig god ting, ved at alle troede, hun var et barn. Hun behøvede ikke, at opfører sig voksent, hvis hun ikke gad. Og heldigt for hende havde hun en barnlig sjæl.

En kort sommerkjole i en klar hvid med nogle enkelte farvede blomster på smøg sig let om de lange slanke ben lige over knæene. De højhælede sko var også i hvid, samt make-uppen, der omslyngrede de grønne øjne havde en let lysere farve, som skabte illusionen af, at hun havde endnu større øjne, end hun havde i forvejen. Hendes hår var krøllet og samlet bagpå, dog havde lidt hår fået lov til at hænge ned over hendes skuldre. Frisuren havde taget lang tid at lave, men den var elegant på en sommeragtig måde og passede perfekt til hendes kjole og de hvide sko. De lange ben fulgte den smalle grussti, som var blevet lavet rundt i parken til at de fandt en bænk foran et klatrestativ. Kvinden var ikke kommet derind for at lege, hvilket hun heller ikke lignede en som, med hendes rette ryg og det lidt alvorlige, men stadig glade, ansigtsudtryk.
På bænken lagde hun sit ene ben over det andet og så kort rundt. Et barn med pilotbriller legede på legepladsen foran hende, lidt væk fra var der også nogle andre børn, men det var faktisk ikke på grund af, at hun skulle se børn lege, at hun var kommet. Det var altid rart med noget liv rundt omkring en. Noget liv, som ikke ligefrem behøver være nogen af hendes venner, som ville snakke om en af de seneste udstillinger, eller en mand, som prøvede at lægge an på hende. Blandt børn og mødre var der sjældent nogen, som ville have den intellektuelle samtale, hun ikke orkede lige nu. Man kunne ofte finde tid til sig selv på en legeplads, da de fleste allerede var dybt optaget af andre og ikke behøvede lægge mærke til hende.
Hendes hænder fumlede med en taske, hun havde hængende over skulderen, hvor hun tog sit kamera frem. Nu kunne hun også få ordnet nogle af hendes billede. Hun trykkede på tænd knappen og så billederne af en skov og blomster torne op foran hende. Efter 1 minut bladrede hun videre til den næste, da hun havde besluttet sig for, at det billede godt kunne bruges. Det næste var næsten ligedan, men dette behagede hende langt fra, det var lige den tand uskarpere, og lyset strålede lidt forkert ind. Det næste billede var et motiv af en lille/pink blomst, hvor der ikke var særlig meget andet på. Nok havde hun taget mange billeder af denne blomst, men hun elskede den stadig. Den havde sit eget særpræg, og i hendes hoved var den helt perfekt. Næsten det, hun selv stræbte efter at blive. Hun rettede sit hoved op og smilede for sig selv.

Hun havde sat sig på en af gyngerne og så ud over legepladsen. Hun sad der bare. Hun gyngede kun, så hendes fødder akkurat ikke kunne nå jorden. Der var noget ved, ikke at have fodfæste, der var uhyggeligt, syntes hun.
Hun hostede kort og lagde hovedet imod det ene af de reb, der holdt gyngen oppe.
Hendes blik faldt på en smuk, ung kvinde på en bænk. Normalt var Mei-Mei meget glad for sig selv, men det her var en af de meget få gange, hvor hun tænkte 'hvorfor kunne jeg ikke se sådan ud?'

Den unge kvinde sad med noget i hænderne og Mei-Mei rettede sig pludselig op. Hendes mund åbnedes en smule og hendes øjne voksede en enkelt størrelse. Sådan en maskine havde hun ikke set før. Hjemme i Tundar kendte hun kun til de maskiner og den teknologi dværgene selv havde lavet.
Hun sprang af gyngen og gik imod den unge kvinde. Hendes store, brune, flade støvler satte af uden problemer eller larm. Sikkert også på grund af hendes lave vægt. Godt nok lignede hun kun en på de 12. Måske 14. Men hun var stadig utrolig spinkel. Men med ret store fødder, hvis noget skulle udpeges.

Hun så over kvindens skulder, på en smule afstand, for at hun ikke skulle forstrække hende eller gøre hende sur. Hvad nu, hvis maskinen havde noget privat i sig, hun ikke måtte se? Det ville være pinligt for alle parter. Men alt Mei så var smukke landskaber og blomster. Hullet mellem hendes fortænder gjorde hendes åndedrag en smule fløjtende. Hvilket hun ikke selv lagde mærke til, fordi hun var så vant til det.
Hun mærkede vægten af hendes rygsæk. Ville nogen af hendes opfindelser mon nogensinde være i stand til at gøre noget, der var så smukt, som at indfange et landsskab? Hun var optimistisk og så på det som et mål og inspiration fremfor en begrænsning.
"Waow," hviskede hun bag den unge kvinde. Hendes øjne var klistret til den lille skræm. Hun tænkte på, om man mon også kunne indfange billedet af en vaskeægte drage i den lille maskine. Hun bed sig i læben. Det ville være helt utroligt. At kunne se på en drage, når som helst hvor som helst, uden at det skulle være en tegning, der havde upræcisheder og alt det gøgl.

Den hvide kjole blev sat ned på sin rette plads igen, efter manden var gået forbi. Landskabet på kameraet skiftede, da hun igen rettede sin opmærksomhed ned imod det. Koncentrationen var ikke ligefrem, hvad den havde været efter manden gik forbi, så hun sad og fokuserede ned på hendes fødder, hvor den ene sko ikke sad ordenligt fat på hendes fod, så den hang en smule ned fra hendes hæl. Et smil tegnede sig på læberne, da hun vippede skoen op og ned fra hendes hæl. Nu skal jeg altså i gang! Hun rettede sit blik på kamera skærmen igen. Der havde jo været en grund til, at hun netop tog dette sted hen. En dyb indånding og hun var igen koncentreret om sit billede. Det forestillede en sø med lidt dis rundt omkring og nede i vandet var der en kvindelig, sort skikkelse. Et godt billede, men sløret. Slettet. Næste billede var næsten det samme, denne gang var det dog ikke så sløret og lyset var bedre end før. Næste.

En svag fløjten lød tæt på hende, men hun regnede bare med, at det var et eller andet barn, som morede sig længere væk. Det nye billede forestillede et stort træ, hvor mos kravlede nede ved jorden og den pink/lilla blomst, som hun havde taget billeder af var der igen. Lyset var fantastisk i billedet, og det fremhævede alle de rette ting, som hun ønskede. Et tilfreds smil løb over hendes læber. Den unge pige i barnekroppens stemme ramte kvinden som et chok. Hun rettede hovedet op og så ind to gyldenbrune øjne. Ansigtet omkring øjnene virkede barneligt, men næsen, som tydeligt afslørede for kvindens gavnede øje, havde været brækket, hvilket ødelagde det helt barnlige ansigt.

”Undskyld,” sagde hun bare og smilede venligt, ”sagde De noget?” Hun var en smule i tvivl, om hun skulle omtale pigen foran hende, som De eller du, men hun gik ud fra, at De var det mest høflige i alle tilfælde. Kameraet hvilede på hendes lår og gjorde en flot kontrast mellem det farverige på skærmen, det sorte kamera og den hvide kjole med de få lyse blomster.

Hun undertrykte et gisp, da pigen så op på hende. Det havde virkelig ikke været hendes mening at forstyrrer den mørkhåredes arbejde, hvilket hun gik ud fra, det var, at dømme på hendes meget koncentrerede udtryk, når hun kiggede på den lille, mærkværdige skræm.
Hun rømmede sig. Overumflet og overrasket over at være blevet kaldt 'De'. Hvilket hun aldrig havde prøvet før, hvor den talende havde haft sådan en respekt i stemmen - som om de var ligemænd. Når Mei før havde hørt det ord henvendt til hende selv havde det været hånligt eller spøgende.

Hun bed sig hårdt i læben og hendes hænder rørte nervøst på sig. Derfor valgte hun, at stikke tommelfingrene i sit bælte, eftersom det i det mindste kunne holde dem i ro. Håbede hun.
"Jeg ... beundrede bare landskaberne ... Undskyld." Hendes store, uskyldige øjne var tydeligt sørgmodige, som om hun var overbevist om, at hun havde gjort noget galt. Hun kendte ikke etiketten udenfor Tundar. Selvom hun ofte var ude og se sig omkring i andre byer - endda på andre racers territorium - snakkede hun sjældent med nogen af folkene fra diverse steder. Og når hun gjorde, var det for det meste hendes med-opdagelsesrejsende, som hun stødte ind i, på kroer og gadehjørner. Det var morsomt at bytte erfaringer, og folk så ofte meget overraskede ud, når hun begyndte at snakke. Hvilket hun fandt mærkværdigt.

"Jeg har aldrig set sådan et før," sagde hun og så ned på det store kamera i hendes hænder. Men det, der kom mest bag på hende var faktisk ikke så meget kameraret eller dets udseende. Det var også ret overraskende, at hun overhoved brugte nogen form for teknologi. Men måske ... var kvinden også opfinder. Måske var landskabsfangeren hendes egen opfindelse.
Hun rynkede kort på næsen med et uskyldigt smil, hvilket gav hende et meget morsomt udtryk. "Det ... det er nogen flotte landskaber," sagde hun, i håb om at komplimentet kunne få dem på god fod igen, hvis det nu rent faktisk var forkert af hende, at have set over pigens skulder.

Blikket hvilede størstedelen af tiden på den unge pige foran hende, men da hun nævnede landskabet skulle hun lige hurtigt ned at se, hvilket landskab det var, så hun kunne være sikker på, hvilket hun roste. Det var altid en ros, når nogen beundrede noget, hun havde lavet. Hun lagde langsomt sit hoved på skrå over hendes undskyldning, da hun ikke kunne forstå den. De uskyldige øjne behøvede ikke komme frem, da hun ikke så noget forkert i det, pigen havde lavet. ”Det er helt fint, du behøver ikke undskylde,” Hun smilede venligt, som bekræftelse af hendes ord.

Et grin undslap hendes læber. Normalt så folk ikke så mange kameraer, men de fleste havde da set dem. ”Hvor er du da lige fra?” Hun mente dette langt fra, som nogen fornærmelse, men mere som en kort sidebemærkning, selvom det nok kunne tolkes anderledes, ”dette er et kamera, og man kan finde dem nogle få steder, men de er dyre og bliver ikke brugt så meget, men mange tak for din kompliment.” Hun smilede glad til pigen. Hvor hun dog elskede komplimenter. Hvis man ville på god fod med hende, så havde man virkelig fundet måden, hvis bare man sagde, hun lavede noget flot. En anden tanke slog hende lidt efter, da hun kom i tanke om pigen uvidenhed igen. Måske skulle hun drille pigen smule. ”Mange mener også, at det er trolddom, der gør, at de kan opfange landskaberne, og når billedet er blevet taget, så bliver livet suget ud af alt det billedet viser,” hendes stemme blev mere drillende, og hun blinkede en gang til pigen foran hende i håb om, at denne joke fik hende til at vise en anden form for reaktion end en undskyldning.

Den slanke ryg blev ret en enkelt gang, og hun skiftede ben, så det andet ben lå over det andet. En brise kom fra legepladsen af og fik det til at rykke lidt i frisuren, men alt sad stadig, hvor det skulle. Kjolen blæse en lille smule op, så en smule mere af benet blev synligt, hvilket egentlig ikke generede hende.

Hun smilede stort, og noget mere roligt, da pigen sagde til hende, hun ikke skulle undskylde. Så hun havde altså taget fejl - det var ikke noget privat eller nogen mystisk hemmelighed kvinden ville holde for sig selv. Det var godt at vide, og hun mærkede pludselig hendes hjerte slå langsommere - hun havde slet ikke opdaget, hvor hurtigt tempoet var blevet.
"Jeg er fra Tundar," svarede hun med rynkede bryn. Det var da et mærkværdigt spørgsmål, når man kiggede på deres samtale. Hun forstod ikke hvordan hendes hjem havde noget at gøre med den lille magiske æske og de smukke landskaber. "Min far er en af de berømte dværg-opfindere. Hvorfor?" Hun regnede med at se en forståelse brede sig i kvindens ansigt. De fleste forstod Mei-Meis højdeproblem så snart hun nævnte Tundar eller sin far. Hvis hun ikke nævnte dem, troede de fleste bare at hun var et elverbarn. Hvilket hun jo til dels også var.

Al farve forsvandt fra hendes ansigt og selv hendes mange fregner blev blege, da kvinden snakkede om at 'kameraet' kunne suge livet ud af ting. Pludselig havde hun lyst til at stikke halen mellem benene og smutte med det samme. Kvinden var ingen opfinder, hun var en eller anden form for sjælesuger! Det var Mei fuldstændig overbevist om.
Hendes blik faldt dog på kvindens smil, og det trak i Mei's mundvige. Men hendes smil blev akavet og meget falskt af nervøsitet. For hendes indre blik så hun visne, forkulede og frosne landskaber. Dyr, der lå stive på jorden og andre væsener, der gik restløse rundt uden nogen sjæl eller livsenergi. Det var nok det mest skræmmende hun nogensinde havde tænkt på, og en kuldegysning gled ned igennem hendes rygrad.
"Så ... Hvis du rettede den der mod en fulg ... Ville den så styrte ned fra himlen?" Hun så noget bekymret ud - ligegyldigt hvor glad og fattet kvinden så ud, følte hun en utrolig uro ved hendes ord.

Pigens ord gav mening for hende. Selvfølgelig var hun fra Tundar. Men var denne pige ikke langt hjemmefra? Og var hun ikke en smule for høj til at være en dværg. Hendes blik gled op og ned ad pigen for at bedømme hende helt, men hendes bedømmelse nåede at blive afbrudt, da hun snakkede igen. ”Jeg ville bare høre, hvad grunden var, at du aldrig har set sådan et kamera før,” hun smilede høfligt. De fleste steder, hun havde været, havde de set kameraer. ”Men er du ikke alt for høj til at være en dværg?” Hun førte hånden ud, så den var ca. 130 cm over jordens overflade, ”For sidste gang jeg så en kvindelig dværg var hun ikke højere end dette. Og du er jo tydeligt højere,” Hun smilede venligt til pigen.

Et grin boblede inde i hende, da hun så farven forlade pigens kinder, men hun blev nød til at holde det inde, så hun kunne opretholde sin prank i lidt længere tid. Hurtigt var hun elegant oppe på benene og så på pigen. ”Vi kan prøve at tage et billede af os sammen, så kan du se det i brug!” Hun smilede stort, og før pigen kunne nå at protestere var hun gået ind i en anden menu på kameraet, så hun nu kunne tage billeder. Hun bøjede sine knæ en smule, så de var lidt mere på samme højde, hvorefter hun lagde sin arm omkring pigens og vente kameraet om mod dem og holdt det ud i strakt arm.

Klik. Billedet var taget. Spændt drejede hun sit hoved og så ned på pigen ved siden af sig. Hvordan mon ikke hendes ansigt ville være, når hun nu ville tro, at hendes sjæl var blevet suget ud? Lidt ond havde man jo altid lov til at være, og hvis man ikke kunne more sig og drille andre lidt, så var man jo heller ikke menneskelig nok.

"Det er fordi, jeg ikke er en dværg. Min far er en dværg." Hun sagde det henkastet, som om det var det mest åbenlyse i hele verden. Trods hendes blot 155 centimeter var hun dog ikke så meget højere end gennemsnittet. Men hun var da højere end det var muligt for en typisk dværg. Det kunne hun takke sin moders elvergener for.

Så snart pigen rakte ud efter hende skreg hun og trak sig væk, mens hun i al hast - og på grund af en selvforsvarsrefleks, trak sin fleuret og pejede den imod den unge kvinde. Hun skulle fandme ikke gøre den slags! Gå og skræmme folk, så de næsten tømte rygraden.
"Du er jo sindssg, kvinde!" Skreg hun chorkeret. Hendes stemme knækkede og blev skinger, så den endte i en tone, Mei ikke troede, hun var i stand til at nå. "Du kan ikke bare gøre sådan noget!" Sværdet glimtrede i sollyset og det lille væsen viste den side af sig, hun selv altid så i speljet. En heltinde, en kriger og en bekæmper af uretfærdighed!
Hun ville skrige fra sine lungers dyb, at kvinden skulle tage sig sammen og opføre sig som en anstændig borger og kaste alle de eder mod hende, hun overhoved kendte. Men hun stod bare fast med sværdet hævet.

Et eller andet ved pigens stemmeleje fik hendes både til at hade og elske hende en smule mere. På en måde var lidt irriterende med den måde, hun sagde det på, og på en måde indgydende det respekt i hende, at hun turde tale sådan til hende. Dog var det ikke fornærmende, men bare en smule uhøfligt i hvert fald i hendes hoved. ”Ja. Men hvad er din moder så?” Hun sagde det tilpas spørgende uden at virke over interesseret i det. Livet ville gå også selvom hun ikke vidste det, men det kunne være et rart ekstra faktisk, og dette var altid en god samtale starter, hvor man lærte hinanden at kende en smule mere på, selvom man højst sandsynligt havde glemt det kort tid efter.
Et hævet øjenbryn var hendes eneste reaktion på det fremløftede sværd. Først havde hun tænkt sig at grine, men da sværdet kom frem så var et eller andet faldet sammen. Grinet var ikke kommet frem, og alt hun kunne gøre var at stirre på denne lille pige, som stod med så drabeligt et våben. Langsomt rykkede hun blikket væk fra pigen foran hende, som hun ærlig talt ikke så, som nogen trussel, og hen på kameraet, hvor hun fandt de billede frem, hun tog, hvor pigen kun lige akkurat var på. Kameraet blev vendt om, og pigen foran hende kunne se det billede af de begge to. For at rede trådene en smule ud, så pigen ikke fik et alt forkert udtryk af hende, før de skiltes igen, talte hun langsomt og tydeligt. ”Det var noget jeg sagde for sjovt. Du er på billedet og der er ikke sket dig noget. Et kamera fanger lyset og på den måde koder det om til et billede, som du kan se her. Der sker intet med genstanden.” Hun trak vejret ind og lukkede kort øjnene, hvorefter hun åbnede dem igen og så på pigen foran sig. ”Så vil du lægge sværdet væk igen?” Det der var startet som en rolig tur havde taget en drastisk drejning. Dette var første gang nogen havde peget et sværd i retning af hende i en park. Ja, faktisk bare første gang nogen sinde.