~ Master ~ *

Som enhver anden trold, havde Su også fundet frem til denne åh så berømte markedsplads, der vrimlede med 2 typer væsner. De groteske trolde, der kunne hidse sig op over lidt for pebrede priser - og så de kønne elvere, der dyssede troldene ned med deres ''fantastiske'' magiske evner. Hun fnøs, med begge hænder på hofterne, og skuede ud over den brogede masse af individer. En flok af trolde stod og bagte på en nervøs elverpige, der med store dådyrøjne ledte efter en udvej - men uden at hun ville virke ubehøvlet over for de 5 enorme muskelmænd. Su sukkede med et falsk smil, der tydeligt viste, at hun skammede sig over at være bare en smule af det samme stof som de fjolser. Derfor, heldigvis stod hun ret tæt på, spankulerede hun langsomt over til gruppen, uden at skænke pigen mere end et par sekunders øjenkontakt.

"Jamen dog da også! Det ser da ud til, at hun er lige ved at falde for jeres enorme charme, ikke sandt?" Med et stort frydende smil, og et ret så sarkastisk toneleje, nød hun de 6 individers forbavsede ansigtsudtryk. Især den generte elvertøs syntes at være blevet overrasket over den fremmede kvindes kommentar. Men Su gav dem ikke mere end et par sekunder at sunde sig på, før hun med begge arme lignede en der vejede luften, stadig iført et enormt smil, da hun igen talte.

"Men hvis i vil score en pige.. Skal i måske overveje at være meget mindre selvsikre. Med jeres frastødende lugt, groteske ansigter og direkte modbydelige stupiditet, bør i være bange for selv at rotterne ville føle sig smukke ved siden af jer. Så.. For at sige det så enkelt, at selv i torskehjerner kan forstå det: Find en død tusse at øve jeres elendige scoretricks på."
Som et sidste prik på i'et, efter hendes udtalelser, kyssede hun sin ene håndflade, og pustede så ''kysset'' imod troldene, imens hun kært lukkede det ene øje. Nu var det ikke kun den lille flok og elverpigen, der stirrede tavst. Alle der havde været tæt nok på, stod med åbne gabe og kunne næsten ikke fatte, hvad den unge kvinde havde sagt.

Og nu skulle man da tro, at Su havde sat sig selv i overordentlig fare, for at redde den lille elvertøs. Men sådan var sandheden slet ikke, for der var ingen ægte medlidenhed i Sus hjerte at spore. Hun ville skam redde tøsen - men så snart elverpigen var uopmærksom, ville pungen og måske et par andre ting fra hendes store skulder taske forsvinde. Lige ned i Sus indtil videre tomme lommer.

Su tiltede hovedet til side, som normalt havde den virkning, at man ville se sød og uskyldig ud. Men med det sadistisk behagede smil på hendes læber, og hvordan hendes øjne strålede af triumferende fryd, fik det hende bare til at se så meget desto mere ondskabsfuld ud.
- Endelig begyndte troldene at tage sig sammen til at forstå, at de lige var blevet dybt kritiseret.

Den lille, brune hårtot dukkede frem om et hjørne. Det fregnede ansigt lyste op, mens munden åbnede sig i et kæmpe smil og mellemrummet mellem fortænderne blev synligt. Hun trådte ud fra sit skjul bag et telt, hvor der stod en bod foran indgangen. Markedspladsen var mægtig og overvældende for pigen, der kun var vant til markeder i dværg-størrelse.
Hun var lille. I de omkringværendes øjne ville hun ligne et barn på blot de 14. Hendes ungdommelige ansigt og flade barm gjorde også, at man nok ikke ville tro, hun virkelig var voksen, hvis man da ikke vidste, hendes far var dværg.

Hendes skridt var lette, og hun hoppede nærmest ned mellem boderne. Hendes rygsæk slog mod hendes ryg for hvert hop, og gav indtrykket af, at hun lige havde været i aftenskole. Men skindrygsækken var ikke fuld af bøger. Den var fyld af tandhjul, hjemmelavede smykker og små, mekaniske dyr, hun havde lavet i sin fars værksted. Hun ville gerne selv sidde bag en af boderne og sælge sine ting. Det ville give hende lidt bekræftelse af, at hendes små opfindelser faktisk var gode nok til, at folk ville ligge mærke til dem.

En ældre, gråhåret kvinde, der sad bag en bod fulgte hende med blikket. Smilende. Mei-Mei Alice gik over mod kvinden og så ned på de ting, der lå på et tæppe på jorden. Der var en masse fine tasker og strikkede halstørklæder. Men Alice's blik faldt på et par gamle flyver-briller. De var tydeligt forældede, men hun havde engang set en drageridder have nogen lignende på, og hendes hjerte sprang simpelthen et slag over. Hun satte sig foran kvinden, svingede tasken af skulderen og rodede rundt i den. Hun fiskede en fin kæde op, med små vedhæng lavet af gammelt urværk.
"Kan jeg bytte kæden for brillerne?" Hendes honningfavede øjne lyste håbende. Den ældre dame så overrasket på den glitrende kæde, men rystede så på hovedet med et svagt smil. Hun ville ikke snyde den unge pige. Brillerne var tydeligvis ikke så meget værd.
"Du kan få dem," sagde den gamle, med en hæs stemme og rakte pigen brillerne. Mei-mei Alice's øjne blev store og hun lagde kæden i tasken. Med et målløst udtryk tog hun imod brillerne og satte dem på hovedet. Hun bed sig lykkeligt i læben.
"Tak!" Udbrød hun så højt at flere omkring hende vendte hovedet. Den ældre dame grinede lidt.

Men hendes opmærksomhed blev revet væk, da hun hørte noget kun lidt væk. Hun så seks trolde og en ung elverpige lidt væk. Hun så hvordan troldepigen satte de andre på plads. Eller, hun troede da, det var en troldepige. Men hun lignede ikke helt de troldepiger Mei-Mei før havde set. Hun rev i lædderstroppen på hendes skindtaske og svingede den over sin skulder igen før hun rejste sig. Hun lyttede til samtalen gennem markeds-larmen. Med et stort smil på hendes ansigt. Pigen var lidt af en helt. Som Mei-Mei ville være. At hjælpe skønjomfruer i nød og alt det.

Troldene brølede Su lige ind i ansigtet - alle fem på én fucking gang. Så selvfølgelig skete der det ulykkelige, at Sus ansigt og skuldre blev dækket i et tyndt lag af spyt, dårlig ånde og alt for gamle madrester, der i flere måneder havde mugnet imellem de groteske tænder troldene bar på. Su var tydeligt utilfreds med hendes nye hætte af ildelugtende væske, og hun svang afskyet sine hænder, med et par hurtige ryst. Hendes øjne glimtede dog stadig, for hun vidste at troldenes intelligens-svigtende svar betød at hun havde ret. Hun elskede simpelthen at vinde uanset hvad det var i.
Hun kørte en hånd ned langs midten af ansigtet, så hun igen kunne se på deres vrede ansigter, der næsten fik en lyserød kulør ved deres vortede kinder.

"Helt ærligt. Og jeg troede at mit fællesblod havde lidt mere klasse. Sikke da en skuffelse at gå i møde!"
Su talte på en underlig gammeldags måde, der overhovedet ikke passede sammen med hendes udseende. Det flammerøde hår, der omringede den svagt gyldne hud og de makeup-omringede mørke øjne, der bare stirrede på dem med et strejf af sarkastisk skuffelse. Hun havde aldrig troet på, at trolde havde klasse - eller nogen form for intelligens at lægge vægt på. Hva satan, hendes egen mor var jo et stupidt bæst af en gammel rynket trold at være!

Man kunne se på troldene, at de var komplet uforstående. Skulle den menneske-agtige tøs være af troldeblod? Og med hendes pæne udseende? De gryntede forvirret, og kløede deres hårløse isser, imens de prøvede at kommunikere som oldtidens neandertalere - ved at lave underlige håndbevægelser.
Su kiggede sig over den endnu tilvæskede skulder, da hun får øje på en tilfældig pige med pilotbriller. Da rykkede hun langsomt en smule bagud, så hun lige akkurat med hånden kunne få fat i pigens håndled, og flå hende lige ved siden af sig med et brutalt, nådesløst ryk - takket være hendes medfødte fysiske styrke.

"Denne ærværdige pige nedstammer fra en hel generation af troldejægere! Det er nemlig rigtigt, i 5 klovnehoveder. Hun vil slagte jer, og hvis i stikker af nu, skal jeg nok holde hende beskæftiget. I er jo trods alt familie, og jeg beskytter jer gerne!"
Su smilede alt for venligt, imens hun klappede pigen på hovedet, sammentidigt med at ordene flød ud af hendes læber. Det var selvfølgelig en fed løgn, men det forhindrede ikke ordene i at gnave en spinkel frygt ind i troldene. Hun fnøs indvendigt. Anden runde vandt hun også.
*Fjolser..*

'Fællesblod'. Okay, nu var hun sikker på, pigen var en trold. Men den smukkeste trold hun nogensinde havde set! Hun fnissede undertrykt, da pigen blev ved med at fornærme de fatssvage troldefyre, der ikke forstod en lyd af ordene, der forlod hendes mund.

Mei-Mei gispede højt, da pigen greb fat i hendes håndled og trak hende fremad. Hendes lille statur gjorde hende let at flytte med, og troldepigen brugte så mange kræfter at hun var bange for, hun ville blive skudt direkte igennem luften og ind i den nærmeste bod. Men pludselig stod hun foran de fem vortede trolde. Hendes hjerte slog hurtigere.
Hun så op på troldepigen med udspilede øjne, og hun kunne ikke lade være med at smile, da hun kaldte hende en 5. generations-troldejæger. Hun var lykkelig over at blive revet med ind i det lille eventyr og sprang straks med på heltindens skuespil. Endelig fik hun rent faktisk en chance for at være med til noget heroisk! Hun vendte sig mod troldene, så hurtigt at hendes brune fletning næsten slog hende i ansigtet. Hun rakte ned og greb sin fleuret, der hang i sværdskeden i hendes ene skinbælte. Hun rettede sværdet direkte imod den midterste trold. Hendes øjne blev smallere og hun fik et tvært udtryk om munden.
"Forsvind, eller jeg skærer jer i småstykker!" Råbte hun af de intellektuelt udfordrede stinkbomber. Troldepigen havde nok ikke ventet at den lille, brunhårede tøs havde et ægte sværd på sig. Men hun var vant til at blive undervurderet, når hun var udenfor sin hjemby i Tundar.

Trolden, hun pegede sværdet imod gik et skridt bagud. Mei sprang frem og gjorde mine til at støde, men trolden vente på hælen og begyndte at løbe. Hun så på de fire andre, hvis dumme udtryk viste, de ikke rigtig forstod. En af dem grinede endda og klappede Mei på hovedet. Han troede blot, hun var et barn. Mei, der sjældent blev vred, blev nu ildrød i hovedet og svingede sværdet for alvor. Dog trak trolden sig nok væk til, at han bare fik et dybt, blødende sår på hånden. Nu måtte han da forstå, at det ikke bare var et stykke legetøj, hun svingede med.

"Jeg har dræbt trolde for mindre end det her. Tag hellere halen mellem benene og skrid!" Det var ligesom blevet personligt, efter han havde klappet hende på hovedet, og hun den røde farve i hendes hoved fik det til at se ud som om hun var en tikkende bombe, der snart kunne eksploderer.

*Håhåhå!*

Sus frydefulde smil blev kun så meget mere udvidet, da pigen ligefrem spillede med på rollen, og at hun formåede at skræmme bare én af troldene væk med hendes skuespil. Men man måtte dog indrømme, at pigen var meget god til at leve sig ind i rollen som en erfaren, medfødt troldejæger. Troldene var dybt forargede - skulle de stole på den nu ret så fornærmede pige og flygte, eller kæmpe sig frem til sandheden? Bag pigens ryg, hvilket fangede de tilbageværende troldes opmærksomhed, lavede Su en bevægelse med de to længste fingre. Det betød, at de skulle tage halen under benene, og forlade stedet. Og heldigvis for pigen med brillerne, vendte de sig gryntende rundt for at stikke af.
Desværre var den lille pige nok ikke forberedt på, at Su igen bag hendes ryg, foretog sig en handling rettet mod troldene.

Klask sagde det, da en kugle af is smadredes i nakken på den største af de 4 troldemænd. Alle standsede de på én gang, som var de fjernstyret af den samme controller. Trolden der var blevet ramt, kiggede sig over skulderen med et åbenlyst aggresivt ansigt - og fik øje på Su, der pegede ned på den lille pige, med en beskyldende finger. Sus ansigt var dog intet andet end ren, barnlig optimisme. Hun fjernede dog hurtigt fingeren igen, da hun vidste at trolden havde set den, for ikke at lade pigen opdage Sus forræderi.

Trolden med kold nakke daskede til sine venner, og alle fire begyndte de at træde faretruende hurtigt frem imod Su og brilletøsen. Su lagde hovedet ned til hendes øre, og klappede hende nærmest kærligt på skulderen. Hendes blik var fæstnet på de nu brølende trolde.
"Ikke for noget, men er du klar til at spille helt - sådan rigtigt?"

Alle havde glemt elverpigen, der i første omgang havde været offeret for troldenes forsøg på at tilnærme sig. Men nu stod hun, nyttesløs, og så bare på den snart startende kamp imellem 2 kvindelige væsner, og 4 han-trolde. Hun skævede imod den nærmeste frie route, som hun kunne bruge til at flygte.. Men hendes samvittighed holdt hende tilbage. Ligenu vovede de to piger deres liv for hende - så elvertøsen valgte at springe over ved siden af dem, imens hun med en nervøs og dog stædig stemme råbte til dem; bare for at overdøve troldenes konstante brølen og knurren.

"Hvis i bliver skadet, så skal jeg prøve at hjælpe jer med mine helende kræfter!"

Elvertøsens pludselige modigheds-trip fik Su til at stirre på hende, og ignorere de 4 trolde, der nu satte i løb imod dem.
*Woa..!*

Mei smilede bredt, da troldene tog halen mellem benene og smuttede. Hun sænkede sværet og mellemrummet mellem hendes tænder delte næsten hendes smil op i to. Fregnerne rykkede også opad på ansigtet og hun måtte undertrykke en lyst til at hoppe op og ned af glæde.
Hvis hun opførte sig som et barn - nu hvor hun lignede et barn så meget, ville hun blive behandlet som et barn. Og det forsøgte hun virkelig at undgå. Nogengange troede hun ikke selv på, at hun var tyve år gammel ...

Hendes smil forsvandt dog som en mus jagtet af en kat, da troldene vente om. Hendes greb om fleuretten strammedes alt hvad hun kunne og hun sank en klump. Træstammehjernerne kom jo direkte imod hende. Det lød hende koldt ned af ryggen, da trolden greb fat i hendes skulder og spurgte hende, om hun var klar til at spille helt for alvor.
Men så rynkede hun brynene og tog sig sammen. Hun hævede sværdet, så det var rettet direkte imod den forreste trold, og sagde; "Jeg spiller ikke. Jeg er en helt." Det gik op for hende, at alle de uskyldige folk på markedet kunne komme til skade, hvis de fortsatte, og Mei-Mei måtte finde en måde at få dem lokket væk derfra. Der var alt for mange, der kunne komme til skade der.

Istedet for at blive stående og vente på troldene, gik hun dem i møde. Det gik pludselig den forreste trold til at tøve. Han måtte have forstået, at hun ikke bare var et uskyldigt, lille barn. Hun stødte sværdet direkte imod ham, men kun for at ramme hans skulder. Hun ønskede ikke at dræbe nogen. Hun ville ikke være en morder. Helte var ikke moderer.
Sværdet gik et stykke ind i troldens skulder, men ramte så hans knogle og Mei blev slået bagud. Men den ønskede effekt var der. Trolden skreg og prøvede at komme væk. Heldigt for Mei-Mei, at hendes greb om fleuretten var fast, og hun kunne få den ud af skulderen på ham igen, for straks vendte den om og løb.

Mei hørte elverpigen råbe til dem og nikkede kort. I hendes hoved havde hun allerede en fantasi om en superhelte trio af drageriddere, bestående af de to og hende selv. Men hendes drømmerier kunne jo ikke fortsætte, for der var stadig tre trolde løs. Med et skingert brøl, der nok mest lød som en hæs løveunge, løb hun frem imod den næste trold.
Hvis hun havde haft nogen magiske evner, ville hun have brugt dem. Men så meget havde hun ikke fået af hendes mors elvergen. Hun lignede dværgene alt for meget.

Lige som hun skulle til at angribe den anden trold, forlod hendes fødder jorden. En af troldene havde fat i hendes overarme og løftede hende. Hun sprællede løs med benene for at slippe væk.
"Slip mig, din hestepære," skreg hun dybt fra sine lunger. Utroligt nok så hun ud til at holde hovedet koldt, for hun svingede fleuretten og havde nær karseklippet klovnen. I andet forsøg ramte hun ham på siden af hovedet og en snært af blod hang på hendes sværd. Trolden brølede, men slap ikke.

Su havde bare brugt tiden på at kigge interesseret på den lille heltindes bevægelser, da hun pludselig lavede en skinger piven, inden sværdet skar sig ind i den ene trolds skulder. Uden at Su tænkte over det, slap der et svagt fnis ud, da trolden rent faktisk løb grædende væk. 3 tilbage. Sus ene øjenbryn var trukket op til panden, imens hun med det stadigt velholdende sadist-agtige smil nød tanken om hvor let det her var. Brilletøsen havde åbenlyst et par skills indenfor sværdkamp, og hvis Su var heldig, behøvede hun bare at lykønske brilletøsen og sørge for at virke interesseret i elverpigens helbred, inden hun ville smutte videre på sin shoppingtur - med en del ekstra kroner i lommerne, takket være pigernes pengefyldte punge.

Men desværre var den tanke alt for eventyrligt fantastisk til at gå i oplevelse, og alligevel med den viden, blev Su lidt skuffet over at brilletøsen blev fanget af den andenstørste trold i den meget formindskede flok. Hun krydsede begge arme, og sukkede tungt. Hvorfor skulle hun også lade sig fange, og gøre det hele så besværligt at gennemføre, tænkte Su lettere irriteret på den endnu uerfarne brilletøs. Hun lod for en kort stund, uden overhovedet at tænke på at hjælpe brilletøsen - der stadig hang i luften, efter at have givet den vrede trold et blodigt sår - blikket glide hen til elverpigen. Hun stod og skælvede, med knyttede, svedige hænder og et aldeles flakkende blik. Elverpigen var tydeligvis oprigtigt bekymret for brilletøsen, men hun vidste sikkert også, at hun ikke ville gøre situationen værre end den var på nuværende tidspunkt.
Til Sus ulykke fik hun øjenkontakt med den skælvende elverpige, der pludseligt smilte kærligt - som om hun havde fået verdens bedste idé. Su kneb øjnene sammen, spidsede munden og trykkede de tynde øjenbryn imod hinanden. Hun havde tydeligvis fanget det, elverpigen ønskede, skulle ske - at Su reddede brilletøsen i et heroisk angreb.

Su kiggede væk, og håbede inderligt på, at elverpigen ville droppe den absurde tanke. Men desværre, hver gang hendes blik vendte tilbage til elveren, var det altid det samme udtryk. Den elverkælling, tænkte Su for sig selv - stadig med et tvært ansigtsudtryk, da hun endelig gav op. Hvis Su skulle håbe på at få lidt skillinger i lommen, måtte hun vel redde tøsen fra de to trolde, der var i fuld gang med at prøve at slå brilletøsens hoved af resten af kroppen.
"Okay okay. For satan da, jeg skal nok hjælpe hende.."

Først beså hun himlens tilstand. En samling af lettere mørke skyer dækkede over solen, og sørgede derfor at luften bare var en anelse kølig. Su takkede tilfældigheden, og lukkede derefter koncentreret sine øjne. Hun regnede med at elverpigen hurtigt ville bemærke at Sus arme, fra fingerspidserne til albuerne, pludselig var dækket af vand. Langsomt frøs vandet til, og den første lag is, der blev skabt. Et til, indenunder det første lag, skubbede laget lidt ud, så der var plads. Og sådan blev det ved, indtil 16 lag is fuldkommen dækkede hendes underarme.

Su smilede, åbnede øjnene så pludseligt at elverpigen gav et gisp fra sig, inden hun med en forbløffende fart sprang fremad. Troldene havde for travlt med brilletøsen, og lagde først mærke til Su, da en ekstremt modbydelig og høj knasen skar igennem luften. Sus ene arm havde smadret direkte ind i troldens, der havde haft fat i brilletøsens arm, ene kæbeben.

Su stod foran trolden, der lå skrigende på jorden med de flæskede hænder imod den ødelagte, med et sadistisk smil - imens hun drilsk slikkede den blodige del af isen, med tungespidsen. Hun nød smagen af ekstremt bitre blod, fordi det var beviset på at hun havde ikke kun vundet alle 3 runder. Hun havde vundet selve kampen om hvem, der havde kontrollen.

"Mmh.. Troldeblod smager meget bedre, end forventet.. Hvor delikat er troldekød så?"

Med en tydelig fryd, fremsatte hun en klukkende latter. Troldene havde fattet, at hvis de blev ved med at slås, ville de til sidst ende som en gryderet. Derfor stak de endelig af.

Da troldepigen angreb trolden, der holdt Mei, satte hun sværdet i troldens arm og svingede benene bagud på hans tykke mave og satte af med alle kræfter. Snurrede rundt i luften en enkelt gang, før hun endte med at falde ind i en bod. En ung knægt greb hende før hun væltede ind i hans telt.
Hun blev fuldstændig rød i hovedet og vred sig hurtigt ud af drengens greb. Jordbærrød helt ud til toppen af hendes spidse elverører.

Så vendte hun straks opmærksomheden mod troldepigen igen. Elverpigen havde trådt nogen skridt tilbage, og det virkede som om hele den her gade af markedet var blevet meget, meget tommere. Alle havde gemt sig bag deres boder eller inde i deres telte.
Hun så hvordan trolden faldt som et tårn af klodser, og hvordan de andre løb alt hvad de kunne. Mei-Mei's ansigt gik fra rødt til grønt, da hun slikkede troldens blod. Hun slog hænderne for munden og lukkede øjnene for ikke at brække sig. Det var ikke blodet, der var problemet, det var bare det, at troldekvinden slikkede det op. Hun havde skam intet imod at se blod. Åbne benbrud, betændte kødsår, intet af det generede hende. Men det her var slemt.
Da hun så hørte, hvad hun sagde om troldekød, mærkede Mei hendes morgenmad stige op til halsen og hun fik svedne tårer i øjnene af at holde det tilbage.

Elverpigen gik hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder. Det dæmpede omgående både kvalmen og svimmelheden, og Mei-Mei smilede taknemmeligt op til hende, før hun gik hen imod troldekvinden.
"Det var vildt fedt!" Hendes stemme steg et oktav og blev utrolig skinger. Hun stod med åben mund og store, tilbedende øjne. Utroligt nok sad hendes pilotbriller stadig helt uskadte på hendes hoved. En god ting, at hendes hår var så kraftigt og stort at det holdt brillerne på plads.

Pigen var nok en af de meget få på markedspladsen, der ikke frygtede at blive bestjålet. Hun havde ingen penge på sig, og de ting hun havde i sin taske var jo bare hjemmelavet bras. Desuden så havde hun selv lavet en lille alarm, der sad på læddersnorren, som kun hun vidste, hvordan man undgik, gik af. Hvis nogen prøvede at fiske ned i hendes taske ville en afspilling af hundegøen og kattejammer gå igang. Hvis hendes opfindelse da virkede ... Det ville ikke være første gang en af hendes opfindelser ikke gik helt som planlagt.

Ud af øjenkrogen kunne Mei-Mei Alice se elverpigen begynde at gå. Hun syntes åbenbart hun havde betalt sin gæld til sine to heltinder. Og eftersom ingen af dem havde fået nogen skrammer var der alligevel ikke andet, hun kunne gøre.
Mei, der var en meget impulsiv halvdværg slyngede armene om livet på troldekvinden. Hendes brune armbånd gled op af hendes arm og de små, brune og hvide vedhæng klirrede.
"Du er jo en rigtig heltinde!" Hun så op på hende. Troldekvinden måtte have været mindst et hoved højrer end hende. Muligvis mere. Hun slap hende og holdt hende en armslængde ud fra hende. "Er du også drageridder?" Hun bed sig i underlæben og hendes øjne glimtrede ligeså meget som hendes halskæde tidligere havde gjort. Hvis hun også var drageridder var hun præcis den slags lærermester Mei-Mei havde haft brug for. I Mei's øjne var troldekvinden en modig, uovervindelig heltinde.

Isen smeltede unaturligt hurtigt, og efterlod to vandpytter på jorden, lige under hendes hænder. Uden at lægge mærke til hverken brilletøsen eller elverpigen, rystede hun armene, så de kunne blive helt tørre igen. Hendes øjne var dog stadig fæstnet på de skrækslagne troldes rygge, der langsomt forsvandt fra hendes syn - selvom de ikke var nået særligt langt væk endnu. Hun kneb besværet øjnene sammen, og forbandede sin elendige nærsynethed meget langt væk, hvor peberet groede.

Endelig valgte Su at beære brilletøsen med sin fulde opmærksomhed - og sammentidigt smørede hun et smil på læberne, der var så gennemført falskt, at det så alt for venligt ud i forhold til Sus personlighed. Men hvordan skulle brilletøsen dog vide, at Su havde en egoistisk tankegang, når hun jo så Su som værende en heltinde? En stolt kriger, der kæmpede for alle andre end sig selv? Svaret var enkelt - det kunne hun simpelthen ikke.
Brilletøsens begejstring fik Su til at ændre sit smil fra unaturlig venlighed, til let akavet. Hun tog et svagt skridt baglæns, og kløede uforstående sin nakke. Hun vidste ikke rigtig, hvad i alverden der skulle svares til dét tøsen sagde. Su var på ingen måde trænet i at modtage ros, overhovedet, og derfor gjorde det hende nervøs. Hun havde aldrig vidst, hvordan man modtog eller svarede på den slags.
"Ehm.. Ja.. Det var det vel.."

Su fik, ligesom brilletøsen, øje på elverpigen der smuttede sin vej - hvilket fik Su til at lave en dyb knurren, der fik hendes strube til at vibrere let.
*Forkælede kælling...!*
Hun overvejede kraftigt at løbe hen, flå tasken af pigen, og bare løbe sin vej med goderne. Bare for at lære møgungen at være taknemmelig, når hendes liv bliver reddet. Men Su nåede aldrig længere end til idé-planen, da den meget lave tøs klemte armene så meget om Sus hofter, som det nu var muligt sådan en kort-armet lille væsen. Der bredte sig en svag lyserød kulør langs Sus kinder, imens hun forbløffet stirrede på halv-dværgens pande - det eneste hun kunne se for alt håret. Uden at tænke nærmere over det, bed hun flygtigt tænderne ned i sin underlæbes bløde kød, inden hun forsigtigt lod sine slanke fingre stryge brilletøsens bjørnetykke hår.

Pigens spørgsmål gav et sæt i Su. Aldrig havde nogen overrasket hende mere, end denne tøs var i stand til på nuværende tidspunkt. Først roste hun Su. Så skulle de pludselige kramme, som var de gamle venner - og nu spurgte tøsen, om hun også var en såkaldt drageridder?
Sus udtryk blev en bizar mikstur imellem dyb koncentration, og en spæd interesse. Tøsens store hundehvalpe-øjne gjorde det svært for Su ikke at træde ind i det sadistiske hjørne, og knuse hendes håb om, at Su var en drageridder. Men heldigvis nåede Su at få den ondskabsfulde tanke om at snyde sig ind til pigens fulde loyalitet, ved at reklamere for, at ja, det var hun da! Og endda en berømt en, i en by langt væk herfra.
- Det var den eneste grund til, at det faktisk lykkedes for Su, at pynte sit ansigt med et aldeles stolt smil. Ligesom dem kongerne og dronningerne præsterede at fremvise, når de skulle imponere deres undersåtter.

"Ja, du modige ungmø. Jeg er skam en ægte ridder, fra langt langt borte.. Og nej, jeg snakker normalt ikke som en gammeldags tåbe. Det er bare sådan folk bedst kan lide, at en rigtig drageridder taler - så virker vi åbenbart så meget desto mere ''heroiske'', eller noget i den stil.. Lidt tåbeligt, syntes du ikke?" Hun fnes kærligt, og kærtegnede flygtigt tøsens kind. Su regnede ikke med, at skuespillet ville blive gennemskuet overhovedet. Slet ikke af denne alt for naive tøs, der stadig troede på, at der faktisk fandtes 'ædle riddere', som i eventyrene.

Su tiltede hovedet til side, for at få den der 'nuttede' effekt, der altid hjalp med at overbevise folk, når man prøvede at narre dem.
"Men sig mig, hvad er dit navn?"

Det var utroligt svært at tyde alle de følelser, der bevægede sig over hendes heltindes ansigt. Og Mei-Mei prøvede nu ellers helhjertet at få et billede af, hvad den unge troldekvinde tænkte på! Det var på tidspunkter som disse, hun ville ønske, hun besad magiske kræfter. Det ville være helt utroligt at kunne læse tanker i sådan en situation - at kunne se alle de utrolige ting endes heltinde havde været ude for. Alle de slyngler, hun havde besejret, de liv, hun havde redet. Det var som om Mei's hjerte fik vinger blot ved tanken.

Hendes imponerede, forbløffede udtryk var ikke til at tage fejl af, og når hun blinkede med de store øjne, var det umuligt at tro andet end, at troldekvinden netop var blevet pigens store idol.
'En ægte drageridder!' Skreg en høj musestemme i hendes hoved. 'Hun må kunne hjælpe mig!' Mei drømte sådan om, at en vaskeægte drageridder skulle hjælpe hende med at overkomme hendes højdeskræk, så hun kunne få en flyvende drage. Det havde altid syntes umuligt for hende, men hun var sikker på, at intet var umuligt for heltinden!
Hun blev helt nostalgisk af at tænke på drager ...

Da troldekvinden rørte hendes hår og hendes kind, blev hun ligeså rød i hovedet, som da den unge herre havde grebet hende tidligere. Det var som om hele hendes krop blev et par grader varmere, og det var umuligt for hende, at forklare, hvorfor. Men i det hele taget var Mei-Mei så ophidset og lykkelig over hele situationen, at hun ikke ville være i stand til at forklare noget som helst. I hvert fald ikke i sammenhængende sætninger, der bestod af mere end enstavelsesord.

Hun slap troldepigen, stadig med ildrøde kinder, og samlede hænderne på ryggen. Hun vippede frem og tilbage på de store, ikke særligt feminine fødder. Hendes øjne fæstnet til troldepigens.
"Det er da fjollet," røg det ud af hende med sådan en fart, hun ikke kunne tænke over det. Men så forstod hun, at hendes kommentar til troldepigens måde at tale på sikkert var dybt uhøflig, og at hun ikke bare kunne sige præcis hvad hun tænkte, når hun var i selskab med en heltinde. Hun vendte læberne indad, så hendes mund bare var en tynd streg. Så rømmede hun sig let og lod emnet ligge. Det var alligevel ikke så vigtigt, hvordan man snakkede. Mei-Mei lød sikkert også meget underlig i troldepigens øre. Middelmådig, sikkert ... Måske endda ligefrem flabet. Men Mei var blot vant til, at hun skulle sige hvad hun tænke, direkte og uden at pakke det ind.

Hun så fascineret på troldepigen, da hun lagde hovedet på skrå. Meis kinder blev, om muligt, mere røde. Hun var virkelig smuk - af en trold at være. Måske var det derfor, Mei var så rød i hovedet. Ikke, fordi kvinden var drageridder, men bare fordi Mei havde en svaghed for kønne kvinder.
"Mei-Mei Alice Moreau," præsenterede hun sig og bukkede ærbødigt for drageridderen. "Hvad er dit navn?" Skulle hun nu sige 'Deres', spekulerede hun. Hun bed sig i læben og rettede lettere febrilskt på sine pilotbriller. Hun måtte se herrens ud, tænkte hun. Hendes hår var et rod, hendes negle var beskidte og hun havde snavs på kinderne og næsen. Hvilket var resultatet af troldekamp og opdagelsesrejser inde i skoven.

Imens at Su ventede på at kunne registrere brilletøsens navn i hukommelsen, fiskede hun roligt efter en lille pakke, der var gemt et privat sted. Hun havde kun det ene meget private sted, på grund af den ret så lette påklædning. Det eneste på overkroppen, der var dækket til, var lige nøjagtigt den ret så flade barm. Brysterne var ligeså udviklede som en buttet 14 årigs, og blev nærmest presset til usynlighed af det stramme stykke latex, der skulle forestille at være en ærme, mave, hals og skulderløs trøje. Underkroppen var ikke dækket så meget mere, for det var også en latex-fremstillet nederdel, der kun med 2-3 centimeter formåede at tildække Sus intime og ekstremt private befrugtnings-organ, der selvfølgelig også var dækket af flammerød g-streng, der mest af alt lignede en bikini-trusse. Hun havde intet på de bare fødder, og snavset fra den støvede sandbund, nåede op til hendes ankler - som et par støvfarvede, ekstremt tynde sokker. Udover de enkelte beskrevede beklædningsgenstande, var Su ikke andet end en let-gylden, åbent fremvist krop; hvis lang og sorte fingernegle var igang med at flå cigaretpakkens plastikbeskyttelse op.

Sus øjne fik en tilfreds glans, da hun med stor succes fik åbnet pakken, og snildt løftede det hun havde stræbet efter op til de fugtige læber. Da hun havde placeret cigaretten imellem tænderne, lagde hun den lille pakke tilbage til det private(& intime) sted. Endelig gav hun Mei opmærksomhed, imens hun hurtigt fik tændt for cigaretten med hendes nye, selvfølgelig stjålne, lighter.

"Nådada. Mei-Mei er det?.. Interessant navn, må jeg sige. Men nuvel. Mit navn er Su Hem Maey, og jeg blev drageridder som.." Su overvejede, hvad der virkede mest imponerende - men også realistisk. Hun brugte sin indhalering af cigarettens røg som cover-up for at hun skulle tænke det igennem, da hun så fortsatte sin talen.
".. 16 årig. Men også kun fordi, at jeg stammer fra en lang blodlinje af drageriddere, og derfor blev født med et naturligt talent indenfor faget.. Jeg lærte kundskaberne allerede som barn, og blev trænet af byens bedste riddere - som var mine forældre, og min nu afdøde tante Mürna.. Men nok om mig!.. Siden du nu er så interesseret i eventyr.. Hvad siger du så til at blive.. Ja.. Min lærling? Bare indtil du kan klare dig selv.
Hvis det da har interesse."

Su pustede en mørkegrå røgsky ud imod den nu svagt skydækkede himmel. *Forbandet..!* tænkte Su flygtigt. Hun skulle hurtigt overtale Mei-Mei til at følge hende med hjem, inden at solen ville træde frem, og gøre hendes evne til at virke rolig - og som Mei-Mei havde sagt - se ret så sej ud, ikke-funktionsdygtig. Hun kiggede viljestærkt og håbefuldt på Mei-Mei. Ikke fordi hun rent faktisk ville lege sensei for tøsen, men fordi hun bare gerne ville hjem i en fart - og måske med en ny, torskenaiv ''partner''.. Nej, mere korrekt; undersåt ved sin side.

"Folk kalder mig for det meste bare Mei ... Eller Alice. Men jeg foretrækker Mei." Det sidste mumlede hun kun. Ingen havde kaldt hende Alice, foruden hendes mor. Det var ved at være nogen år siden, hun havde hørt det navn. En kort øjeblik mærkede Mei-Mei hendes hjerte blive tungere, men så begyndte den letpåklædte troldekvinde at fortælle om hendes familie og bedrifter, og Mei-Mei blev revet ud af hendes tankegang og hendes øjne og ører stod på stilke.
Hun mærkede nu et stik af jalousi. Selv var hun allerede tyve, og havde aldrig så meget som rørt en ægte drage. Hun havde det som om hun havde mistet flere år af sit liv med et fingerknips. Tænk at troldekvinden, Su, som hun hed, havde været drageridder så tidligt!

Hun så lidt overrasket ud, da Su trak en cigaret frem og ufrivilligt trak hun sig lidt tilbage med et host. Hendes far havde røget pibe, men hun havde aldrig rigtig kunnet tage lugten af røg. Dog lod hun ikke dette ligge en dæmper på hendes ustyrlige glæde.
Hun bed sig i læben. Beundrende og fascineret. Hun kunne simpelthen ikke tro, den erfarne heltinde tilbød hende, at komme under hendes vinger. Hende. Af alle de, der drømte om, at blive drageriddere, opdagelsesrejsende og eventyrere, så valgte hun hende.
Hun nikkede ivrigt og måtte styre sig selv for ikke at smide armene om livet på hende igen. Men kunne hendes heltinde overhoved hjælpe hende med at fuldende sin drøm? Selvfølgelig, hun kendte heller ikke til Mei's utrolige højdeskræk og kærlighed til flyvende drager ...
Hun gjorde store øjne og knyttede næverne for ikke at hoppe op og ned i begejstring. Selvfølgelig ville hun være hendes lærling! Hendes hår hoppede op og ned, mens hun blev ved med at nikke. Men så stoppede hun dog og rømmede sig lidt.

"Selvfølgelig har det interesse!" Hun rakte op og tog fat i hendes pilotbriller. Hun satte dem foran øjnene, bredte armene ud og "fløj" engang rundt om troldekvinden mens hun spurgte; "Har du fløjet på en rigtig drage?" Hun ville blive utrolig skuffet hvis det viste sig at trolden havde en slangedrage eller en firbenet drage. Der var noget magisk ved flyvende drager ...
Noget, der kun skete meget sjældent, skete der. Hun forbandede sit dværggen, der tvang hende til at frygte højder. Men hun prøvede at overbevise sig selv om, at hendes elvergener gjorde det muligt for hende, at bryde frygten. Det skulle være muligt ... Hvis det ikke var, ville hendes hjerte knuses.

Su viftede af hende med sine knoglede fingre, imens hun irriteret beså himlens tilstand. Solen var begyndt at træde frem, og det var tydeligt at mærke i luften, at temperaturen klatrede opad for hvert minut der gik. Hun knurrede af solen, og kiggede strengt på pigen. For en kort stund var skuespilleriet glemt.

"Ja selvfølgelig har jeg fløjet på en drage! Og hvis du virkelig vil, så kom med. Jeg bryder mig ikke om at blive for.. Varm. Spørger du om hvorfor, ignorerer jeg dig simpelthen. Forstået?"

Su lod ikke Alice svare før hun vendte sig imod storgaden. Med blottede tænder og et dybt utilfredst ansigtsudtryk traskede hun imod det sted, hvor hun imidlertidigt holdte sig boende, der lå midt inde i det snaskede underklasses-miljø. En form for ghettoblok for alle de væsner, der ikke ligefrem havde penge på lommen hver dag.

Uden at tilse om Alice fulgte med, skubbede hun enhver til side med sine neongrønne negle. Hendes øjne skinnede af intens sadisme, og fortalte enhver, at de hellere måtte acceptere hendes arrogante adfærd.

// Undskylder det ekstremt korte indlæg.... o.o //

Mei-Mei så på kvinden, som om hun lige havde slået hende i ansigtet. Den pludselige kulde fik hende et kort øjeblik til at tvivle på troldens oprigtighed. Men godtroede, som hun var, fulgte hun gladeligt med - snart ville hun kunne flyve på en rigtig bevinget drage! Hun kunne mærke det i hendes blod.

Hendes øjne var så småt begyndt at svide. Om det så var på grund af støvet i brillerne eller om hun var ved at være træt, vidste hun ikke. Måske lidt af hvert.
"Du bor ikke langt væk, gør du?" Gabte hun svagt og havde lyst til at række ud efter troldekvindens håndled, eftersom hendes ben var meget kortere end Sus. Mei-Mei var hurtig for en dværg at være, når hun løb, men i som det var nu, skulle hun nærmest hoppe ved siden af Su, for at kunne holde tempoet.
Egentligt måtte Mei indrømme overfor sig selv, at hun var lidt misundelig. Hvis hun havde haft sådan nogen lange, flotte ben ... Ville det mon have gjort nogen stor forskel i hendes liv? Sikkert. Hun ville helt afgjort virke ældre. Eller ... Måske bare som et højt barn.

Men hey ... Når hun en dag sad på en drage og det var en ny generations tur, til at stirre længselsfulde efter hendes drage, ville ingen nogensinde igen tro, at hun var et barn.